Huden jeg bor i
Udgivet 29. sep 2011 | Af: jannie dahl astrup | Set i biografen
Hvad skal jeg putte i tasken i aften? Glidecreme og en skarpladt pistol, selvfølgelig! Jo, alt er ved sit gamle, outrerede selv i Pedro Almodóvars 19. spillefilm, “Huden jeg bor i”. Og så er Antonio Banderas tilbage i et brag af en rolle som iskold, sadistisk plastikkirurg med en mørk og makaber hemmelighed. “Huden jeg bor i” er med andre ord et kulørt mesterstykke fra mesteren selv.
Langsomt oprulles Ledgards historie. I tilbageblik erfarer vi, hvorledes først hans kone bliver forbrændt i en bilulykke, dernæst hvorledes datteren voldtages og mister forstanden – i den tro, at det er hendes egen far, der er gerningsmanden. Men hvor og hvordan passer den smukke Vera ind i billedet? Og er Vera overhovedet Vera? Skindet bedrager som sagt.
Elena Anaya som Vera er en virkelig god Almodóvar-diva. I kropsnær, hudfarvet heldragt spankulerer hun verdensfjern rundt i sit fængsel, strækker og bøjer den perfekt proportionerede krop og indfanges i ultra-nærbilleder af villaens overvågningskameraer, som Dr. Ledgard kontrollerer med mærkværdig distance fra sit soveværelse. I en opiumståge, endda. Som altid hos den spanske provo er der rigeligt med bar hud til husarerne, og det er altså Anaya, der denne gang må lægge ynder til. Banderas’ elegante Ledgard leder tilskueren i fordærv med sin velfriserede, solbrune fremtoning. Og så viser han sig selvfølgelig at være sadist helt ud i fingerneglene.
“Huden jeg bor i” er en underligt tiltrækkende film, hvor menneskets mørkeste depravationer udstilles på smukkeste og mest absurde vis. Selv operationsbordets stålkolde instrumenter synes at drage i Almodóvars forskruede optik. Man kan ligefrem tale om en egen operationsæstetik i filmen, hvor koblingen mælkehvid hud, mintgrønt dæklagen og skinnende skalpel på én gang forfører øjet og forstyrrer sindet. Modstillet med den rørende “Alt om min mor” kan “Huden jeg bor i” umiddelbart virke fuldstændig overfladisk i sin gennemkonstruerede horror/noir-selvbevidsthed. Men overfladen og dét, der møder øjet, er netop pointen hos Almodóvar denne gang. Og dét mestrer han om nogen at udstille.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet