Huden jeg bor i

InstruktionPedro Almodóvar

MedvirkendeAntonio Banderas, Elena Anaya, Blanca Suárez, Jan Cornet, Marisa Paredes, Bárbara Lennie, Fernando Cayo, Roberto Álamo, Eduard Fernández, Buika, José Luis Gómez, Agustín Almodóvar, Susi Sánchez, Isabel Blanco, Esther García

Længde117 min

GenreDrama

IMDbVis på IMDb

I biografen29/09/2011


Anmeldelse

Huden jeg bor i

5 6
Skindets bedrag

Hvad skal jeg putte i tasken i aften? Glidecreme og en skarpladt pistol, selvfølgelig! Jo, alt er ved sit gamle, outrerede selv i Pedro Almodóvars 19. spillefilm, “Huden jeg bor i”. Og så er Antonio Banderas tilbage i et brag af en rolle som iskold, sadistisk plastikkirurg med en mørk og makaber hemmelighed. “Huden jeg bor i” er med andre ord et kulørt mesterstykke fra mesteren selv.

Under den bagende Toledo-sol udspiller sig et bedrag. Skindets bedrag, først og fremmest. Den feterede og velhavende plastikkirurg Dr. Robert Ledgard roder hjemme i privaten med eksperimenter udi en ny type medicinsk fremstillet, kunstig hud, der er meget stærkere end den, vi kender. Etisk arbejder han på vulkaner, men virkeligheden er langt mere grum, end nogen af hans kolleger kan forestille sig. For indespærret i den enorme villa og under konstant overvågning foretager han eksperimenter på den unge kvinde Vera (Elena Anaya). Stykke for stykke erstatter han hendes hud med den kunstige, ansigtet re-modelleres – alt sammen i Ledgards afdøde kones billede.

Langsomt oprulles Ledgards historie. I tilbageblik erfarer vi, hvorledes først hans kone bliver forbrændt i en bilulykke, dernæst hvorledes datteren voldtages og mister forstanden – i den tro, at det er hendes egen far, der er gerningsmanden. Men hvor og hvordan passer den smukke Vera ind i billedet? Og er Vera overhovedet Vera? Skindet bedrager som sagt.

“Huden jeg bor i” forener Almodóvar-klassikere som skønne kvinder, stilfulde mænd, kønskamp, uhæmmet seksualdrift, familieintriger (masser af dem!), besiddertrang, voyeurisme og mord. Visuelt er der tale om en veritabel slikbutik, hvor øjet konstant stopfodres med den ene sukkerholdige lækkerbisken efter den anden i form af Jose Luis Alcaines smukt komponerede billeder, mens øregangene synes kærtegnet af Alberto Iglesias’ noir-svøbte kompositioner. Noir’en møder melodramaet, og horrorkonventionerne spøger lumsk lige bag de tungt draperede, vinrøde gardiner. Sådan en overmættet genrestuvning kan næsten kun blive for tung – i hænderne på alle andre end Pedro Almodóvar, vel og mærke. Baseret på den franske forfatter Thierry Jonquets kulørte roman “Spindleren” (1984) sætter instruktøren sit eget, umiskendelige præg på handlingens gang. “Huden jeg bor i” er således blevet en udpræget queer-film, hvor seksualiteten og kønnet konstant er til åben diskussion, mor-søn-relationerne er komplekse, og overflade er alt.

Elena Anaya som Vera er en virkelig god Almodóvar-diva. I kropsnær, hudfarvet heldragt spankulerer hun verdensfjern rundt i sit fængsel, strækker og bøjer den perfekt proportionerede krop og indfanges i ultra-nærbilleder af villaens overvågningskameraer, som Dr. Ledgard kontrollerer med mærkværdig distance fra sit soveværelse. I en opiumståge, endda. Som altid hos den spanske provo er der rigeligt med bar hud til husarerne, og det er altså Anaya, der denne gang må lægge ynder til. Banderas’ elegante Ledgard leder tilskueren i fordærv med sin velfriserede, solbrune fremtoning. Og så viser han sig selvfølgelig at være sadist helt ud i fingerneglene.

“Huden jeg bor i” er en underligt tiltrækkende film, hvor menneskets mørkeste depravationer udstilles på smukkeste og mest absurde vis. Selv operationsbordets stålkolde instrumenter synes at drage i Almodóvars forskruede optik. Man kan ligefrem tale om en egen operationsæstetik i filmen, hvor koblingen mælkehvid hud, mintgrønt dæklagen og skinnende skalpel på én gang forfører øjet og forstyrrer sindet. Modstillet med den rørende “Alt om min mor” kan “Huden jeg bor i” umiddelbart virke fuldstændig overfladisk i sin gennemkonstruerede horror/noir-selvbevidsthed. Men overfladen og dét, der møder øjet, er netop pointen hos Almodóvar denne gang. Og dét mestrer han om nogen at udstille.


Kort om filmen

Lige siden den estimerede plastikkirurg Dr. Robert Ledgards kone døde af sine forbrændinger som følge af en bilulykke, har han arbejdet på at skabe et ny type hud, der kunne have reddet hende. Og efter 12 års forskning er det lykkedes ham at kultivere en ny type modstandsdygtig hud. Hans forsøgskanin er en mystiks ung kvinde, som er nøglen til hans besættelse.