Mekanisk kærlighed

Det er ofte de små film, som fordrer de allerstørste glæder. Sådan er det med Craig Gillespies mageløse “Lars and the Real Girl”, der på uforlignelig vis formår at vende stort set alt, hvad der kan vendes, på vrangen. Det godt sammenskruede manuskript har rod i manuskriptforfatter Nancy Olivers anderledes tænkende hjerne, og det medfører et overrumplende og eksistentielt drama helt uden sidestykke.

Men “Lars and the Real Girl” havde ikke været det mindste uden en storspillende Ryan Gosling, der siden gennembruddet i “The Believer” for alvor oplever sit livs præstation. Han står dog ikke alene. Universet i det isolerede samfund nordpå på det amerikanske kontinent, hvor alle kender alle, er befolket med skæve eksistenser og aparte figursyninger. Og det faktum garneret med indlevende og dybfølte indsatser på alle poster gør nærværende film til en af sidste års absolut mest seværdige. Det er det bizarre og det opsigtsvækkende, som er trukket i forgrunden, men når der graves dybere ned i materien, så er “Lars and the Real Girl” en almengyldig film om kærlighed og kontakt mennesker imellem.

Gosling spiller den tæt tilknappede og socialfobiske Lars Lindstrom, en enspænder, som tilsyneladende passer sig selv, sit kontorjob og i øvrigt har til huse i sin bror Gus’ baghave, alt imens denne og hans bekymrede og højgravide viv Karin – spillet af den bedårende Emily Mortimer – forsøger at åbne op for den selvvalgte isolation. I sidste ende er det dog Lars selv, der tager skeen i den anden hånd, overrasker og sætter lokalsamfundet på den anden ende, da han via internettet bestiller en virkelighedstro plasticdukke og proklamerer denne som sin kærlighed Bianca. Det lyder umiddelbart bizart, men er del af en vrangforestilling affødt af et barndomstraume, som kun kan helbredes ved at gennemspille scenariet. Og det gør de så, både Lars og resten af omgangskredsen, som lever sig ind i ideen om Bianca som et enestående individ.

For de vil alle så gerne, at Lars bliver rask og får et godt og lykkebringende liv. Det afføder mange muntre, gakkede og alvorlige opsætninger. Og “Lars and the Real Girl” er da også fortrinsvis det blandingsbatteri af det sjove og det seriøse, som livet i sig selv kan være. Sammenstød mellem normer, menneskelig bornerthed og ligegyldighed over for samme giver et sprudlende og vitalt indhold, som på samme tid er hylemorsomt og gravalvorligt. Tematikkerne er tungtvejende i en film af denne kaliber, men stærkest står tosomheden, partnerskabet og respekten for andre mennesker.

Når det kommer til stykket, er Lars nok den mest normale i det afsondrede samfund, så at indbyggerne her har fået noget fælles at samle sig om, det er nok meget sundt. Skeletterne vælter ud af skabet, alt imens den kørestolssiddende Bianca – det giver vist sig selv hvorfor – indlemmes i de lokale aktiviteter, i syklubben, i den lokale tøjbutik og på sygehuset blandt andet. Alligevel bliver det aldrig for tyktflydende eller for fortænkt. Meget hviskes imellem de berømte linjer, nuanceres og eksekveres, uden at problematikken gøres for firkantet. Og det hører til filmens absolutte charmetræk. “Lars and the Real Girl” er en sødmefuld og varm film om at finde sig til rette i livet og med de mennesker, man holder af.

Undervejs bliver Bianca dødeligt syg. Ja, hvem skulle tro, at en dukke kunne det? Men det kan Bianca, og det indvarsler en dyster anden halvleg af filmen, som dog stadig har en lykkelig slutning i vente, om end den ikke skal afsløres på disse linjer. Det er her, vi, ud over Lars’ kejtede og kærlighedshungrende kollega Margo, finder den anden væsentlige figur i Patricia Clarksons ensomme, men forstående og konsulterende læge Dagmar, der sætter Bianca under medicinsk behandling. I virkeligheden er processen dog terapeutisk for samtlige medvirkende, ikke mindst Lars. Som Dagmar antyder, så har alle nordpå brug for en psykolog. Og det er vist ikke helt ved siden af.

Befriende er det, at “Lars and the Real Girl” aldrig går på kompromis og aldrig går i rette med seksualiteten. De fleste vil nok tænke, at en dukke som Bianca først og fremmest tjener et seksuelt formål for sin ejer. Men her holder Gillespies vellykkede instruktion heldigvis på formerne og giver aldrig afkald på dyderne. Til gengæld langes der massivt ud efter menneskehedens generelle fordomme, når det gælder netop seksualiteten og kærligheden eller manglen på samme. “Lars and the Real Girl” er skoleeksemplet på, når den gode idé faktisk ender med at blive et godt slutprodukt. Det sker desværre alt for sjældent.

Video

Filmen præsenteres i det udmærkede og skarpe anamorphic widescreen 1.85:1-format, der dog plages af en del edge-enhancement, fortrinsvis i de lysere scener. Digitale forstyrrelser eller udtværinger forekommer derimod ikke, og både kontrast og farvetemperatur holder sig stabile.

Audio

På lydsiden eksekveres det engelsksprogede Dolby Digital 5.1-lydspor, som primært er et anliggende for højtalersystemets fronthøjtalere. Det udsætter sig ikke for de store udfordringer, men fungerer alligevel upåklageligt. Dialogen er tydelig og uden tilfælde af overstyringer, atmosfæren velgennemarbejdet og musikken stemningsfuld.

Ekstramateriale

Ekstramaterialet har til gengæld sine begrænsninger og består af en trailer for filmen, en slettet scene samt de to featuretter “A Real Leading Lady” og “The Real Story of Lars and the Real Girl”, hvor førstnævnte på morsom vis tager udgangspunkt i dukkens rolle i filmen og under optagelserne, mens sidstnævnte taler for sig selv. Her fås igennem interviews og bag om kameraet optagelser det traditionelle indblik i oplægget til filmen.

Tilknappet dramakomedieDer er i løbet af de seneste år blevet uddelt et hav af rosende lauerbær til den unge Ryan Gosling for hans fine talenter inden for skuespillerfaget. At han fortsat evner at imponere skyldes formodentlig, at han gang på gang formår at bibeholde den grundlæggende intensitet, der er ved hans skuespil, samt for hver ny rolle at tilføje yderligere nuancer til hans ageren. Om det er et tårevædet romantisk drama, en retssalsthriller eller et stille komediedrama, som tilfældet er her, lykkes det altid Gosling at give sine karakterer både nerve og hjerte. Hans troværdighed forplanter sig også til “Lars and the Real Girl”, der bliver en ærlig og varm historie, som både frembringer smil og tårer.

Filmen indledes med titelpersonen Lars, der står og stirrer ud igennem et vindue med frost i kanterne. Et enkelt og effektivt billede på den indelukkede tilstand, Lars befinder sig i. Selvom han kan tage vare på sig selv og kan fungere på en arbejdsplads, er kontakten til andre mennesker svær for ham at opretholde. Det på trods af at både hans brors kone og den flinke kollega Margo ihærdigt forsøger at nå ind til ham. I stedet vælger Lars at kaste sin kærlighed over en dukke i menneskestørrelse, bestilt over nettet. Som han stolt præsenterer dukken som sin lyslevende kæreste Bianca til sin bror og svigerinde, overvejer de at få Lars indlagt på en anstalt. Den lokale læge og psykolog Dagmar råder dog i stedet ægteparret og resten af landsbyen til at spille med på Lars’ vrangforestilling, så de kan finde ud af, hvad der ligger til grund for den.

Som udgangspunkt forekommer forholdet mellem den unge mand og plastik-dukken noget absurd, men takket være et manuskript, der vægter troværdighed frem for billige grin, fremstår situationerne og karaktererne aldeles ægte. Dette er kun med til at forstærke og effektivt udnytte kontrasten mellem det mærkværdige setup og miljøtegningen af Lars’ hjemme- og arbejdsliv. I visse scener kammer brugen af dukken en anelse over, som de andre indbyggere også falder for Biancas stive dukkesmil. Men man køber det nu alligevel langt hen ad vejen på grund af det gode skuespil.

Det er nemlig ikke kun Gosling, der blomstrer som den tilknappede Lars. Stort set alle skuespillerne i filmen leverer gode præstationer. Særligt broren Gus og dennes kone Karin, spillet af Paul Schneider og Emily Mortimer, er helt igennem hjertelige som de – med alle de frustrationer, der hører til – forsøger at forstå og acceptere Lars’ forhold til dukken Bianca. Resten af byen er befolket af jordnære mennesker, der på trods af en indledende skepsis også vælger at hjælpe Lars. Det bliver igennem filmen helt rørende at se, hvor meget personerne i byen lever sig ind i forestillingen omkring Bianca som en levende person. Man kan kun undres over, hvordan det i en by med så mange hjælpsomme personer er nået så vidt med Lars’ kontaktfobi i første omgang.

Filmen lægger op til kluklatter i første halvdel, som Biancas pludselige tilstedeværelse skaber bølger i det stilfærdige samfund. Men som forholdet mellem Lars og Bianca bliver mere alvorligt, ændrer filmen også tone, og vægten tipper mod dramaet i anden halvdel, og undervejs bliver tempoet sat en anelse for meget ud af spil. Stemningen i byen og karaktererne leveres dog på en så hjertelun facon, at man ikke kan andet end at holde af den skæve Lars og hans familie og naboer, som de forsøger at forholde sig til hans noget aparte vrangforestilling.