Jeg foretrækker biler med manuelt gear. Det fik jeg understreget, da jeg så “Le Mans ’66”.

Den hedder egentlig “Ford v Ferrari”, men på grund af rettigheder gælder den titel kun USA.

Som den danske titel indikerer, er vi tilbage i 1960’erne. Det brune årti. Det kan ses på James Mangolds hyldest til hurtige biler – og dem, der laver og kører dem.

Henry Ford II drikker bourbon, mens han en dag fra chefkontoret med træpaneler i en læderstol tager beslutning om, at Ford skal vinde Le Mans – Ferrari skal besejres, så der kan sælges biler til ungdommen.

Det er præmissen for “Le Mans ’66”, der derfor burde hedde “Ford v Ferrari”. Ikke kun, fordi det handler om de to bilmærkes kamp om at vinde det franske væddeløb, hvor man kører 24 timer i træk, men også netop fordi disse to bilmærker dækker over to modstridende menneskesyn.

På den måde gør James Mangold det til mere end en film om hurtige biler, men også til en film om mennesker og maskiner.

Den første Henry Ford var manden bag den masseproduktion, der gjorde Ford stor i USA. Den samme bil til alle – den reneste form for kapitalisme.

Men den slags vinder ikke væddeløb – eller ungdommen, der her i 1960’erne ikke gider at købe Ford-biler fra samlebåndet i “Mad Men”-reklamefolkenes storhedstid. Alle vil være unikke.

Det ved de i Italien hos Enzo Ferrari, der iført sorte solbriller og en espresso i hånden fører an for det modsatte menneskesyn. Den enkelte (bil) er unik.

Her skabes den røde bil af mennesker. Én mand samler hele motoren – der kæles for detaljerne. Og det vinder også de store motorløb.

Det er sådan set ikke, fordi Mangold dvæler længe ved sin pænt arrangerede tematik i sin lækkerbrune film langt fra fremtidens kliniske elbiler. Men den kører i baggrunden.

Hovedrollerne besættes af Matt Damon og Christian Bale, der spiller virkelighedens motormænd – Carroll Shelby og Ken Miles, som med olie på hænderne og fart i blodet får til opgave at bygge og køre en Ford, der kan vinde Le Mans foran Ferrari.

Det er et klassisk ræs med op- og nedture frem mod det afgørende løb, imens den menneskelige faktor fyldes ud af Kens kone og søn, der håber, at farmand ikke kommer noget til.

Rammefortællingen er i denne sammenhæng Hollywood-mekanisk som en amerikansk Ford.

Derimod er oplevelsen i bilen, når der køres – som i referencefilmen “Rush” – en lækker Ferrari-oplevelse, selv om Mangold fortæller fra Ford-perspektivet.

Det er ægte ræs. Bale blæser op igennem gearene, mens han side om side med den arrogante italiener i rødt håber på, at bremserne er til at stole på, når han krydser de magiske 7.000 omdrejninger.

De to hovedpersoner siger, at det er her – ved 7.000 omdrejninger – at maskinen forsvinder og lader mennesket nærmest svæve frit.

Den oplevelse formidler Mangold, så “Le Mans ’66” i sine bedste scener bliver en kropslig racerfornemmelse. Af de brune 1960’ere, ægte biler – med manuelt gear. Kør!