Der har tidligere været adskillige grunde til at klappe begejstret i hænderne over en Erik Clausen-film. Med “Ledsaget udgang” er den anledning imidlertid forsvundet, og det virker unægteligt som om, den atuodidakte instruktør, der altid har yndet at gå mod strømmen, har mistet tråden. Således er kunstnerens seneste og forholdsvist selviscenesættende værk en klodset systemkritik, der giver et udpræget romantiserende storbybillede af forholdene som kriminel i et storbysamfund, hvor enhver hytter sit eget skind.

Alligevel er der dog strejf af Clausens ellers så træfsikre pen, der i “Ledsaget udgang” giver sig til kende igennem den usympatiske og egocentrerede John, spillet af Erik Clausen. Og den del klarer han trods alt på imponerende vis. Der tvivles ikke et eneste sekund på instruktørens evner foran kameraet, og den dømte Johns figur er både realistisk og troværdig. Særligt i de første minutter, hvor rollen etableres, og John gebærder sig som udtalt dumt svin par excellence og endda ser ud til at nyde det.

Den fornøjelse varer dog ikke ved. John, der ikke er helt fin i kanten, har daglig postadresse i Vestre Fængsel for diverse småkriminelle handlinger, men er i anledningen af sønnen Kenneths (Henrik Bruhn) giftemål blevet tildelt ledsaget udgang. Fængselsbetjenten Bo (Jesper Asholt) virker umiddelbart ganske naiv, men er i virkeligheden heller ikke sindsoprivende sympativækkende. Af samme årsag er det nu nok heller ikke helt upassende, at det er ham, der er udset som den tro følgesvend, der skal sikre, at John ikke udnytter sønnens bryllup som afledningsmanøvre til at stikke af fra lovens lange arm.

Selvfølgelig får begge aldrende mænd lyssky planer undervejs, der går langt ud over lovens rammer, men ikke desto mindre udvikler der sig et fortrolighedsbånd mellem de to, alt imens John på sin tur gennem barndomskvarteret Vesterbro genforenes med gamle venner, kriminelle kollegaer og naturligvis den spegede og pukkelryggede familie. Den indbefatter blandt andre datteren og karriereløget Tanja (Maria Rossing), den førtidspensionerede eksviv Kylle (Helle Fastrup) og sønnen Kenneth. Selvom brylluppet er anledningen, er det dog en bagatel i Johns sviptur i friheden. Desværre byder dette nostalgitrip også – ud over de sociale, kejtede karakteristikker – på eklatant ringe skuespilpræstationer, der vidner om mangelfuld instruktion eller måske helt fraværende instruktion.

Men nu er det som bekendt også svært at være to steder på én gang, også når man hedder Erik Clausen, og om end egen indsats på det hvide lærred bestemt er fortræffelig, burde en anden rollefordeling nu nok have været overvejet, så instruktørarbejdet kunne blive varetaget på ordentlig måde. Bedre står det desværre ikke til med manuskriptet, der lider under utallige særligt klodsede og tåkrummende situationer. Er manuskriptet da naivt? Ja, temmeligt. Og det skurrer betragteligt, at Clausens småsentimentale og socialrealistiske verdensbillede i den grad ikke er i tråd med gældende realiteter.

Selv om danske fanger nu nok har bedre forhold end i mange andre (fængsels)samfund, er spørgsmålet, om ikke “Ledsaget udgang” skaber et lidt for romantiseret, måske endda forældet billede af straffefangens genforening med samfundet. Den voldsomt opsatte og anspændte situationskomik er da også både kluntet og overordentligt tykhudet. Sjovt er det i hvert fald ikke. Er det virkeligt nødvendigt med et rådhusbryllup og en vedhængende middag på Hovedbanegården – af alle steder – for at gøre os det klart, at ham John og familie nu nok ikke kommer fra de allerbedste kår?

Selvfølgelig er John ikke et af Guds bedste børn, og det ved vi også godt fra den første færd. Alligevel efterlader udspenslingen af historien, der trods alt stadig rummer de gennemført clausenske stiltræk, et indtryk af et naivt manuskript med en række karakterer, man aldrig for alvor kommer til at kende. “Ledsaget udgang” ligger langt under middel, også efter instruktørens egen målestok. Erik Clausen har tidligere været garant for at indfange det tidstypiske og samfundets sjæl i sine socialrealistiske film. Men måske er tiden denne gang blot løbet fra den samfundsrevsende instruktør?

VideoPå billedsiden ledsages “Ledsaget udgang” af et anamorphic widescreen 1.85:1 format, der fremstår i et blødt, blåtonet og nærmest farveløst look, som nu egentligt står godt til filmens socialrealistiske univers. Der er dog gennemgående eksempler på digital støj og edge enhancement, og omend farvetemperaturen er relativt stabil, er der samlet set tale om et jævnt men uimponerende transfer.

AudioLyden fremkommer i de to dansksprogede lyspor, henholdvis DTS og Dolby Digital 5.1, der er rimeligt vellykkede, om end ikke helt uden mangler. Lyden leveres primært fra frontkanalerne, selv om bagkanalerne i mindre grad også er i brug. Lydsporene besidder en mangfoldighed, hvor små detaljer benyttes flittigt til at underbygge filmens realisme. Desværre er dette lydarbejde ikke konsistent til alle tider, ligesom atmosfærelydenes niveauer heller ikke hele tiden er det. Alligevel er det ikke til at komme uden om, at der er tale om en ganske udmærket lydside.

EkstramaterialeUd over trailere for “Den sorte madonna”, “Direktøren for det hele”, “The Good Shepherd” og “Kærlighedens slør” er der ikke ekstramateriale på denne udgivelse.

Mange ting kan man beskylde Erik Clausen for, men omskiftelighed og leflen for tidens trend er ikke en af dem. Han synes ganske upåvirket af tidens gang, og netop nu er der atter chance for at se Erik Clausen spille en typisk Erik Clausen rolle i en Erik Clausen film.

Denne gang spiller han John, en lettere afdanket personage, der sidder i fængsel for småkriminalitet. Han er en aldrende gadedreng fra Vesterbro, komplet med læderjakke og Elvishår. John mindes med romantisk længsel de gode gamle dage, da børnene legede i gaderne og hvor beboerne udviste sammenhold. Dengang da en rød sodavand kostede en krone og luderne en femmer. Gensynet med brostenene har imidlertid lange udsigter, da han skal sidde mindst tre år til bag tremmerne. Ikke desto mindre får han en smag på frihed, da han bliver bevilliget ledsaget udgang til sin søns bryllup.

Ledsageren viser sig at være den venlige, runde og lettere blåøjede jydetamp Bo (Jesper Asholt), som John hurtigt manipulerer til at følge med på en tur til det elskede Vesterbro først. Inden længe har John hilst på nogle af kvarterets gamle kendinge, men han har samtidigt også travlt med i al hemmelighed at skaffe nogle ekstra finanser. Da John omsider skal konfronteres med sin familie, svigter modet dog, og den gamle traver må se i øjnene, hvilken skuffelses af en far han har været. Samtidigt viser det sig, at der er mere gemt i Bo, end man umiddelbart aner.

Erik Clausens værker er efterhånden det filmiske svar på leverpostejmadden. De er ikke stor kunst, eller præget af voldsom opfindsomhed, men som regel holdt oppe af godt håndværk og skarpe replikker. Man ved hvad man får, og hvad man får, er som regel hæderligt, om end sjældent overvældende. Desværre hører “Ledsaget udgang” til i den skidte ende af Clausens film, da den i høj grad mangler de dyder der bærer hans sædvanlige film igennem.

Hvor Clausen normalt har en sjælden evne til at destillere den danske arbejderklasses familieliv, samt en medført harme over det bedre borgerskab, så er “Ledsaget udgang” langt hen af vejen en anderledes ordinær film om det sære par. Humoren, der normalt flyder så ubesværet hos Clausen, virker her langt mere forceret. Ligeledes er familieportrættet ikke særligt interessant, og filmen gennemgår stort set samtlige dysfunktionelfamilie klicher i bogen.