2 x Hardy

I pressematerialet til “Legend” fortæller Brian Helgeland, at dette er hans helt egen version af Kray-brødrenes historie. Han mener, at brødrenes liv efterhånden er blevet en del af Londons mytologi med utallige anekdoter og legender, og at det derfor er stort set umuligt at fortælle den ‘sande’ historie om dem. Det er, modsat hvad man måske skulle tro, et glimrende udgangspunkt for en biografisk film. Alt for mange film i denne subgenre ender som dokumentariske dramatiseringer af den pågældendes liv og levned uden rigtigt at fortælle en historie. Det forsøger Helgeland til gengæld.

Kray-brødrene var i 1960’erne ledere af det ubestridt største gangsterforetagende i London, men modsat deres amerikanske kolleger, der foretrak at holde sig ude at rampelyset, så blev Ronnie og Reggie Kray lokale celebrities, der hang ud med samfundets spidser og popkulturens stjerner. Siden gik det grueligt galt med offentlige henrettelser og homoseksuelle skandaler med medlemmer af parlamentet. Det er en historie, der naturligvis har tiltrukket mange forfattere og filmskabere før Helgeland. Han lægger sit personlige fokus på forholdet mellem de to brødre, deres totale loyalitet over for hinanden, og hvordan den sættes på prøve, da Reggie forelsker sig i Frances.

Tom Hardy er et oplagt valg til dobbeltrollen som de to brødre. Han har et ansigt som et ringvrag, men samtidig har han en følsomhed og skrøbelig over sig, der passer perfekt. Det fungerer optimalt i Reggies tilfælde, der i valget mellem sin kone og sin bror bliver den egentlige hovedfigur. Skildringen af Ronnie er til tider lidt én-dimensionel, men hen mod slutningen nuanceres billedet, så han på samme tid bliver mere sympatisk og mere foruroligende. Taron Egerton fra “Kingsman” er interessant i en birolle som Ronnies elsker/håndlanger, Mad Teddy, der introduceres som en kynisk medløber, men viser sig at passe fortrinligt ind i gangstermiljøet.

Jeg fandt dog skildringen af brødrene en anelse problematisk. Helgeland har set sig blind på de to brødre som psykologiske spejlinger af hinanden. Reggie er den glatte, charmerende og karismatiske leder, som så gerne vil accepteres af omverdenen, mens Ronnie er akavet, paranoid, uligevægtig og svælger i rollen som bølle, så Reggie ofte må forsøge at holde ham tilbage. Karaktertegningen bliver for skematisk og forudsigelig, og det er ingen overraskelse, da det viser sig, at de to selvfølgelig hver især også rummer hinandens kvaliteter. Det, der trods alt redder det, er Hardys præstation og så det faktum, at brødrenes historie bare er vildt fascinerende i sig selv.

Et mere reelt problem med “Legend” er det rædselsfulde score. Komponisten Carter Burwell ofrer enhver stemningsopbygning til fordel for bombastisk, symfonisk larm. Så hellere periodens popmusik. Subtilt bliver det dog aldrig, som da The Dixie Cups synger “Chapel of Love” over Reggie og Frances’ bryllup, eller da Frances’ selvmord akkompagneres af Duffys “Make the World go Away”. Musikken bidrager dog til den imponerende periodeskildring, hvor både 60’ernes overklassedekadence og arbejdersmalhals står knivskarpt.