FilmenHvor “Flags of Our Fathers” springer mellem kampene i Stillehavet og de tre hjemvendte flagbæreres historie tilbage i USA, foregår anden del af Clint Eastwoods Stillehavssaga, “Letters from Iwo Jima”, næsten udelukkende på den ø, der betød amerikanernes første skridt på japansk grund, og dermed et vigtigt strategisk vendepunkt under 2. Verdenskrig. I denne ombæring følges den japanske side af slaget, der fremstår langt mere barsk og ubarmhjertig end fortællingen om den amerikanske deltagelse i samme slag.

Det er ikke med udelt glæde, at man på Iwo Jima tager imod den nye øverstbefalende, general Kuribayashi, da han ankommer for at lede den uundgåelige kamp mod de massive amerikanske styrker. Den nytænkende Kuribayashis ankomst betyder større omvæltninger for de etablerede og konservative officerer, og der bliver rynket på næsen da han omstøder flere af deres ordrer og anlægger en mere alternativ strategi til mødet med den massive amerikanske hær.

Som handlingen skrider frem bliver den interne modstand endnu kraftigere, og det bliver mere og mere tydeligt, at Kuribayashi står overfor en noget nær umulig opgave, selv inden kampen om de sorte sandstrande er indledt.

Filmen beskriver flere handlingstråde på øen. Udover Kuribayashi kommer vi også tæt på den unge Saigo, der må forlade sin nystartede familie for at tjene den kejserlige hær i krigen. Det er både hans og Kuribayashis breve titlen refererer til, og gennem dem bliver vi i flashbacks præsenteret for baggrundshistorier, der leverer gode byggesten til personkarakteristikken.

Ken Watanabe står i spidsen for den japanske rollebesætning, der har fået meget frie hænder i udformingen af deres roller og replikker. Dette har vist sig at være et klogt træk fra instruktørens side, idet man ellers kunne frygte, at karaktererne let ville forekomme knap så autentiske i hænderne på de ikke-japanske manuskriptforfattere. Flotte skuespilpræstationer præger hele filmen, hvilket er med til at styrke dens troværdighed yderligere.

Det er lige på og hårdt, når der for alvor bliver skruet op for krigsdramaet, og man må tage hatten af for Clint Eastwood, der på ingen måde er bange for at vise selv de mest desperate og uforglemmelige aspekter af krigens gru. Her bliver også de japanske æresbegreber sat til skue og man forsøger at beskrive splittelsen hos de dødsens soldater, der mere end noget andet ønsker at være tro mod deres kejser. Da filmen og slaget om Iwo Jima lakker mod enden, er disse billeder af krigens ligegyldighed som brændt ind på nethinden, således at end ikke den smukke nedgående sol ved Surabachi-bjerget kan viske dem bort.

Man må sige, at den modige beslutningen om at filmatisere den japanske side af slaget om Iwo Jima var et uhyre klogt træk. Hvem skulle tro, at det, der startede som et lavbudget-sidestykke til “Flags of Our Fathers”, ville ende med at blive lyspunktet i det samlede værk?

VideoBilledet på denne dvd står i anamorphic widescreen i formatet 2.40:1. Transferet fremstår ikke nær så flot som “Flags of Our Fathers”. Her kan anes en smule edge-enhancement, især i de lysere scener. Ingen øvrige fejl er at spore, og vi har med et roligt og hæderligt transfer at gøre.

AudioPå lydsiden er det svært at blive skuffet. De mange kampscener bliver gengivet på yderst fornuftig vis. Selvom der i nogle scener godt kunne været fyret mere op for subwooferen på dette engelske Dolby Digital 5.1 lydspor, bliver alle højttalere flittigt brugt og tale kommer klart og tydeligt ud af centeren.

Ekstramateriale”Red Sun, Black Sand” (20 min.) er en ‘making of’-dokumentar med interviews af instruktør og manusforfatter, samt øvrige kreatører. Det kommer frem, at projektet til at begynde med kun inkluderede “Flags of Our Fathers”, og at det først var efter, man var gået i gang med produktionen, at ideerne til “Letters from Iwo Jima” begyndte at udfolde sig.

“The Faces of Combat” (17 min.) fokuserer udelukkende på castingprocessen og fortæller ligeledes om de forskellige skuespilleres baggrunde, hvilket er nyttigt med den japanske besætning, hvor kun få af navnene er genkendelige i den vestlige filmverden.

“Images from the Frontlines” (3 min.) er et slideshow fra optagelserne og filmen, tilsat filmens bevægende score.

Derudover byder ekstramaterialet på et klip fra verdenspremieren i Tokyo på 15 minutter, og et 23 minutters klip fra pressekonferencen den følgende dag, hvor de medvirkende bliver interviewet på kryds og tværs af den japanske presse. Svar og kommentarer fra de medvirkende er generelt meget overvejende og langt mere interessante, end hvad man normalt bydes ved tilsvarende arrangementer fra Hollywood.

Ekstramaterialet på denne udgivelse er ikke nær så omfattende, som man kunne ønske, men det, der er inkluderet, giver alligevel et godt indblik i arbejdet på tværs af de to involverede nationer. Manglen på mere solidt baggrundsmateriale skyldes sandsynligvis det faktum, at filmen blev til på ganske kort tid og nærmest som et biprodukt af “Flags of Our Fathers”.

Dem med større interesse for genren vil nok også ærgre sig over, at der ikke er noget kommentarspor at lytte til på hverken denne eller “Flags of Our Fathers” dvd’en.

Der er noget moralsk opløftende ved det faktum, at en mand som Clint Eastwood, hvis tidlige primære berømmelse kom fra at blæse kriminelle afskum i smadder med sin 44’er, har brugt sine ældre og klogere år på at begå filmværker, der i den grad afglamouriserer volden.

Seneste gjorde han det i “Flags of Our Fathers”, der omhandlede den amerikanske side af slaget om Iwo Jima samt brugen af ikoniske heltebilleder. Denne gang er synsvinklen den modsatte – men på sin vis den samme – for i “Letters from Iwo Jima” følger vi slaget set fra den japanske side.

For at forsvare Japan sendes over 20.000 soldater til den lille vulkanske ø. Heriblandt er bageren Saigo, der kun længes efter at se sin nyfødte datter; Shimizu, en meget ung idealistisk soldat som de andre soldater frygter er placeret for at rapportere om deres adfærd; samt den flamboyante Baron Nishi, som har vundet guld ved olympiaden i ridning. Til at organisere Iwo Jimas forsvar er generalløjtnant Tadamichi Kuribayashi (Ken Watanabe) blevet udpeget. Kuribayashi ved allerede ved ankomsten at tingene står slemt til, men inden længe bliver han for alvor klar over situationen. Den japanske flåde og luftstyrke er hårdt medtaget, og uden dem ser et forsvar af øen håbløst ud.

Udstyret med beskedne våben, dårligt drikkevand og begrænset forråd men bevæbnet til tænderne med stålvilje og snarrådighed udtænker Kuribayashi imidlertid en ny slagplan, der bryder med klassisk japansk forsvarstaktik, men som ikke desto mindre viser sig at være særdeles effektiv mod den ellers så overlegne fjende. Ingen af soldaterne har dog nogle illusioner om sejr, og Kuribayashi må samtidig slås med de æresbegreber, der ligger i mange af soldaterne, men som er håbløst ineffektive i kamp.

Hvis “Flags of Our Fathers” var en udmærket om end ikke fuldstændig vellykket film, så overgår “Letters form Iwo Jima” den i næsten enhver henseende. Filmen er slet og ret i besiddelse af bedre skuespil, en stærkere og mere dramatisk tilfredsstilende historie samt betydeligt mere komplekse temaer. Hvor kronologien i “Flags of Our Fathers” ofte var en noget rodet oplevelse, så bliver handlingen denne gang mere lineært udlagt, med enkelte spring frem og tilbage i tiden, men man er aldrig i tvivl om hvem, der er hvem, eller hvornår de pågældende begivenheder udspiller sig.

De forsimplede fjendebilleder står for skud i “Letters from Iwo Jima”, hvor soldaterne belæres om, at amerikanerne er vilde og udisciplinerede, men må sande, at ingen af delene har hold i virkeligheden. Ligesom de japanske soldater kommer vi som tilskuere også til at revidere vores opfattelser. Ikke i den henseende, at man ønsker at japanerne vinder, men snarere, at man ikke ønsker nogle af parterne døde. Død kommer der dog i stigende grad, som filmen skrider frem, og Kuribayashi bliver bevidst om, at han står overfor en ren selvmordsmission. Hans fanatiske viljestyrke er fast indstillet på at kæmpe til sidste mand, men selvom man ikke kan andet end at beundre hans mod, så er tankegangen svær at følge, for hvilket form for formål kan dog retfærdiggøre de lidelser, som disse mænd blive udsat for?