Lincoln
Udgivet 30. jan 2013 | Af: KatjaBrandt | Set i biografen
Præsident Abraham Lincoln havde en ambition om at stoppe en borgerkrig, genforene sit splittede land og sætte millioner af sorte slaver frie. Steven Spielberg havde en ambition om at skildre hvordan. Præsidenten lykkedes med sin ambition, mens Spielberg falder i med begge ben lige præcis dér, hvor Lincoln netop beviser, at vovemod og ambition kan trumfe de sikre satsninger.
Spielberg skildrer den historiske figurs sidste fire måneder i live, før han blev skudt i et teater den 14. april 1865. Ambitionen er tilsyneladende at give publikum et patriotisk billede af præsidenten, der satte både sit omdømme og embede på spil, risikerede tusindvis af soldaters liv og fuskede, snød og bedrog sig til stemmer – men alt sammen i kampen for at afskaffe slaveriet.
Men man kan jo egentlig godt følge filmfolkenes tankegang. Publikum ved jo godt, hvor historien ender: Lincoln bliver tragisk og uventet dræbt, slaverne frigives, og unionen består. Så der er ligesom nødt til at ske et eller andet underholdende og “uventet” på vejen derhen. Men det problem kunne godt være løst bedre end ved at inkorporere en ung teenagecharmør i form af Joseph Gordon-Levitt, politiaspiranten fra “The Dark Knight Rises”, i dække af at “nuancere præsidentens personlighed ved at inddrage små, abrupte scener med præsidentens familiære forhold”.
I sig selv er ideen med at skildre en så skrabet historie om politik, Lincoln og slaveriets afslutning nærmest genial. Det er de færreste, der – armeret med et stort Hollywood budget – tør give sig i kast med en så snæver og “tør” politisk historie. Men det viser sig så også, at det gør Spielberg egentlig heller ikke. Eller også har han ikke fået lov. Det er i hvert fald en skam, at en historie med så meget hjerte ikke når ud til publikum i salen. Den ellers meget fokuserede film bliver nemlig spoleret i forsøget på at kaste lidt underholdende krymmel på den lidt tørre kage, som historien i sin enkelthed måske kunne blive. Mange i biografsalen vil formentlig kratte fingrene mod bunden af popcornsbægere, når filmen, der emmer af fortvivlede forsøg på at opbygge suspense, når sit klimaks: Pokkers. Der er ikke flere. Hvor længe bliver filmen mon ved?!
“Lincoln” mangler kort sagt det vovemod, som karakteriserede præsidenten af samme navn. Det havde derfor klædt filmen, hvis folkene bag den ikke havde tænkt så meget på det forestående Oscar-show med pinligt lange og patriotiske monologer, for det bider forsøget i halen. Ud af filmens tolv nomineringer er kun de fem velfortjente. Heraf Daniel Day-Lewis’ og Tommy Lee Jones’ præstationer samt filmens nomineringer i de tekniske kategorier som ‘Best Cinematography’, ‘Best Costume Design’ og ‘Best Sound Mixing’. Men når det så er sagt, så er de nomineringer isoleret set værd at tage i biffen for.
Se også: Filmz TV til “Lincoln”-gallapremiere
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet