LOL
Udgivet 27. jun 2012 | Af: NadiaRegitze | Set i biografen
Velkommen til “LOL”: En ‘tyggegummiverden’ af selvsmagende computerchats og lyserøde skyer. Teenageidolet Miley Cyrus spiller her hovedrollen som den egocentriske teenager Lola, der tænker for meget over tingene og ikke efterlader megen plads til andre i sin tilværelse. Hun skal vistnok forestille at være filmens heltinde, selvom Demi Moore gang på gang stjæler rampelyset i rollen som moderen, der må holde sin datter ud. Det skal vi desværre også i halvanden time.
“LOL” er en hyldest til de populære teens, der ikke interesserer sig for meget andet end deres nyeste dagbogsindlæg og Twitter-profiler. Med andre ord: I “LOL” er alle under atten nogle overfladiske og egenkærlige typer, der ikke kan se meget længere end deres egen næsetip. Ingen af dem virker som meget andet end utroværdige, kønne karikaturer, og det eneste, de synes at snakke om, er, hvem der er lækker, og hvem de kyssede på sidst. Det her er slet og ret en film om “mig-generationen” i al dens grumme enkelthed.
Med et så vammelt mor/datter-forhold i bagagen kunne selv Demi Moore nemt have endt som en regulær pinsel i rollen som moderen Anne, der bare vil det bedste for sin datter. Men i stedet udstråler hun en varme og en omsorg, der giver filmen en ellers udeblivende kvalitet. Moore er afgjort filmens højdepunkt, men det ville nu alligevel have været befriende, hvis hun i rollen som Anne kunne snakke om noget andet end sin datter i bare ti sekunder.
I “LOL” bliver vi ikke præsenteret for ambitiøse teenagere, men derimod den populære klike, der hellere vil have dårlige karakter end gå glip af en øver med et stereotypt popband. Gode karakterer kræver jo kedeligt, hårdt arbejde, og at være i et popband handler jo i stedet om at have det sjovt, være sammen med vennerne og tale om, hvem man nu er vild med. Særligt intelligente virker de unge hovedpersoner i hvert fald ikke, og det er nok her, at “LOL” falder mest igennem. Den stiller ikke mange krav til tilskueren, men endnu færre af sine hovedpersoner, og derfor bliver de lette at se ned på og svære at holde af. Med dens lidt sære filosofi om, at tingene nok skal gå, hvis bare man er ung og populær, tegner “LOL” et nærmest deprimerende portræt af en flok tåber, der langtfra er genier, men søreme er kønne og endda kan spille nogle få strofer på en guitar.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet