Og selvom der er forskel på os to…

Den moderne terrorismes brutale højdepunkt fandt sted i New York for små ni år tiden, hvor datoen vist ikke behøves at blive nævnt. Den afstumpede voldshandling den tragiske dag i september er siden blevet et åbenlyst motiv for filmkunsten i bl.a. Paul Greengrass’ “United 93” og Oliver Stones “World Trade Center”. Langt mere stille har der været om terrorangrebet i 2005 på undergrundsbanerne i London. Det råder Rachid Bouchareb med sin “London River” nu bod på. Men i modsætning til sine amerikanske paralleller fokuseres der her ikke på selve angrebet og de heltemodige redningsfolk, men derimod medmenneskelighed og kulturmøder.

På den britiske ø Guernsey ånder alt fred og idyl for den hårdtarbejdende Falklandskrigsenke Elisabeth. På den anden side af den engelske kanal brydes idyllen imidlertid en sommerdag i 2005 – et bombeangreb er fundet sted, flere døde. Panikken griber Elisabeth, da hendes datter i London ikke giver svar på telefonen. Tvivlen tvinger Elisabeth til London, hvor hun møder en multietnisk by, som hun frygtsomt bevæger sig rundt i for at finde sin datter. Hendes vej krydser med den franskboende afrikaner Ousmane, der savner sin søn. Kulturmødet med den mørklødede Ousmane bliver dog for meget for Elisabeth, idet London virker som et fremmed land, hvor alle taler arabisk – som bombemændene – hvilket hendes egen datter måske også gør. Det viser sig, at datteren har frekventeret samme arabiskundervisning som Ousmanes søn, hvilket tvinger Elisabeth til at forsøge at omdanne sin mistro til tillid over for den langhårede afrikaner i hendes søgen efter datteren.

“London River” er det, man må kalde en lille stor film, der handler om alt andet end terror, hvilket kun fungerer som filmens igangsættende rammefortælling. Filmens sigte er at undersøge og forstå og ikke dæmonisere eller tage afstand fra den frygt for særligt arabisk kultur, som opstod i kølvandet på bl.a. terrorangrebet i London. Elisabeth er bestemt irrationel og urimelig over for den gode hjælpende Ousmane, men det er ikke fordi, hun er et slet menneske, langt fra. Tværtimod er hun en bekymret mor, hvis frygt bunder i en kombination af beskyttertrang og uvidenhed. Undersøgelsen og personbeskrivelsen af Elisabeth er perfekt afbalanceret – her er der ingen politisk korrekthed eller lette løsninger.

Lidt støj og let politisk korrekthed klæber der sig imidlertid fast til det øvrige og sparsomme persongalleri, der omgiver Elisabeth. Særligt i filmens indledning er det, som om alle med et arabisklignende udseende, som krydser hendes vej, er overdrevet hjælpsomme, hvilket unødigt mudrer filmens centrale, måske lidt truistiske, men aldrig kedelige pointe – selvom der er forskel, er vi alle ens.

På resten af Elisabeth og Ousmanes vankelmodige vej er der dog ingen uoverensstemmelse imellem den ru realistiske stil og så den meget lille og udramatiske fortælling. Filmen forfalder aldrig til forloren romance eller utroværdige mirakler, som det eksempelvis overkom Thomas McCarthys ellers udmærkede tematisk beslægtede “The Visitor”, hvor det hele blev lidt for pænt. Pænheden er konsekvent pillet af denne afpillede film om en kvindes søgen efter en datter, hun måske slet ikke kendte. En søgen, der oftest virker udsigtsløs, hvilket samtidig udstiller krigens meningsløshed. For hvorfor måtte så mange mennesker lade livet i Londons undergrund, som Elisabeths mand også gjorde det på Falklandskrigens slagmarker? Det giver ingen mening.