Tossede månemænd

Adskillige friske knægte og tøser har i årenes løb drømt sig ud i rummet og helt op på Månen. Månen er enigmatisk. Mystisk. Og, ikke mindst, mytisk. Månelandingen i 1969 symboliserer en af menneskets største triumfer. Et lille skridt for mennesket – et kæmpe spring for menneskeheden. Og alt det der. I den canadiske dokumentar “Lunarcy!”, der er månedens dokumentarpremiere i Cinemateket i København, forsøger instruktør Simon Ennis at sætte fingeren på, hvorfor Månen er så tiltrækkende for mennesket. Desværre kommer det mest af alt til at handle om en håndfuld halv- og heltossede, men også elskelige fantaster, der alle er bidt af en alvorlig omgang månesyge. Månen bliver man derfor ikke meget klogere på.

Vi møder blandt andre Alan Bean. Bean er en af NASA-astronauterne fra Apollo 12-missionen i 1969 og var den fjerde mand på Månen. Han nyder i dag sit otium, hvor han har lagt månedragten på hylden til fordel for malerpenslen. Enhver måneentusiast med respekt for sig selv har selvsagt en ægte Alan Bean hængende på væggen, for Alan maler ikke bare astronaut- og måneportrætter, nej, han krydrer også sine malerier med lidt månestøv fra stofemblemerne fra sin gamle rumdragt og fodaftryk i den våde maling fra sine moon boots.

Christopher Carson har derimod aldrig sat fod på Månen. Endnu. Hans mission er at bygge Luna City på Månen, bo der og aldrig vende tilbage til Jorden. Parolen lyder: Luna City or bust! Han mangler bare lige lidt kapital. Så er der den entreprenante Dennis Hope, der har gjort krav på Månen og nu sælger den stykke for stykke til 24 dollars pr. jordlod. De tre, samt et par andre mere eller mindre excentriske månemænd, er omdrejningspunktet for “Lunarcy!”.

Filmens fotograf, Jonathan Bensimon, går til opgaven, som var der tale om en spillefilm. Især iscenesættes og frames månemissionæren Christopher Carson, filmens egentlige hovedperson, i ultranære og skæve billeder, og man er til at starte med oprigtigt i tvivl om, hvorvidt han er en virkelig person eller en opfundet karakter. Så komisk og tosset er han med sit særprægede bakkenbartskæg, farvestrålende veste og pomadehår.

Vi præsenteres også for virkelig flotte og fængslende optagelser af Månen, månelandingen og de uundgåelige katastrofer, der stadig kan overrumple en. Ikke mindst, når de bliver blæst op på biografens store lærred. De historiske arkivbilleder er faktisk det mest interessante ved Simon Ennis’ dokumentar. Når man ser dem, forstår man ligefrem, hvad der driver de passionerede mænd, der portrætteres noget flakkende af Ennis.