Jeg hylder “Madklubben”.

Det er nemlig ikke kun mændene i “Klassefesten” eller de yngre kvinder i “Jagtsæson“, der skal have lov til at give premiere på en usjov komedie.

Det skal de pensionsmodne kvinder i “Madklubben” naturligvis også. Ligestilling er (også) retten til at lave noget lort.

For det er sjældent, at en seniorkomedie får lov. De gråhårede gemmes normalt væk i en filmbranche, hvor superbaben Mila Kunis spiller gammel og nedslidt mor i “Bad Moms”.

Men i “Madklubben” får Kirsten Olesen, Kirsten Lehfeldt og Stina Ekblad chancen – hvad tager de så chancen med?

I “Min søsters børn i Ægypten”-forfatter Anne-Marie Olesens manuskript er det sjovt, at ældre kvinder siger ‘pik’, ryger en joint eller ejer en vibrator.

Det er en bornert tilgang til det grå guld i en postkortfilm fra et Syditalien, som ethvert turistbureau ville betale dyrt for. Det ser skønt ud.

Men det kan nu være en god idé at rejse sydpå for at spise. Jeg elsker Steve Coogan og Rob Brydons komiske livsnyder-rejser i “The Trip”-filmene, hvor maden serveres, mens de to sjove kappes om at lave den bedste Michael Caine.

I “Madklubben” skal “Matador”-stjernen Kirsten Olesen selv lave maden på et kursus, som børnene havde givet hende og ægtemanden i julegave.

Han har dog en ekstra juleoverraskelse til den gråkedelige Marie – han har fundet en anden.

Derfor er det en senior-dansk udgave af “Sex and the City”, der drager af sted for at lave mad i Italien.

Og de er vildt forskellige. Marie er ægteskabs-afhængig – og skal lære at klare sig selv. Vanja er aldrig kommet sig over sin afdøde mand, mens Berling aldrig har haft én, men derimod mange.

Nu skal de forudsigeligt ud på en personlig rejse under deres idylliske rejseophold, hvor Troels Lyby også byder sig til som den enlige anlægsgartner.

Det er en ugebladsnovelle af et setup, hvor det regner, når Marie græder, og hvor en grundsovs er en metafor for livet.

Du skal selv tilsætte smag, forklarer den italienske kok til Marie.

Det samme kunne man sige om den grundsovs, der er Anne-Marie Olesens manuskript.

“Madklubben” mangler smag, sjov og krydderi til en ‘carpe diem’-handling, der er så spændende som en Ristorante-pizza fra Dr. Oetker.

Alligevel hylder jeg “Madklubben”. De gamle skal også have lov til at medvirke i noget lort.