Mama

InstruktionAndrés Muschietti

MedvirkendeJessica Chastain, Nikolaj Coster-Waldau, Megan Charpentier, Isabelle Nélisse, Daniel Kash

Længde100 min

GenreGyser, Thriller, Suspense

IMDbVis på IMDb

I biografen20/06/2013


Anmeldelse

Mama

2 6
Åbn ikke klædeskabet – Mama lurer derinde!

Vi starter med en prolog uden en ordentlig indledning. Vi fortsætter med en historie uden substans. Og vi står til slut med en gyser uden gedigne gys. Dette er “Mama” i en nøddeskal – en film, der sikkert kan nydes af folk uden forkærlighed for genren, mens fans af skrækfilm bør holde sig væk, for “Mama” vil næppe kunne skræmme mange hærdede kendere af gysergenren.

Lucas’ (vores egen Nikolaj Coster-Waldau) to små niecer har været forsvundet i fem år, da de pludseligt dukker op igen i en afsides hytte. Lucas bor sammen med kæresten Annabel (Jessica Chastain), og de vælger at tage sig af ungerne på trods af, at Annabel egentlig ikke bryder sig om børn. Da Lucas kommer ud for en ulykke, begynder underlige ting at ske i parrets store hus, og Annabel begynder at forstå, at der er overnaturlige kræfter på spil. Pigerne har nemlig en overnaturlig beskytter ved navn mama, der åbenbart ønsker monopol på tøsernes kærlighed.

Der er store fortællemæssige problemer i “Mama”, der tydeligvis er skabt for at glæde et bredt publikum. Problemet med den form for lefleri er desværre, at filmen ikke formår at skabe andet end moderat tilfredshed hos nogen bestemt målgruppe. Klicheerne står i kø, og en gyser har alvorlige problemer, når den kun formår at forskrække på grund af voldsomme, pludselige lyde. “Mama” er en film, der lever af klicheer på samme måde, som filmens yngste piger lever af at spise kirsebær og sorte sommerfugle. Her er der ikke en eneste original tanke, og alt er baseret på noget, der er set (eller hørt) før. Fra at tage billeder for at skabe lys i et mørkt lokale (som set i “Saw”) til monsteret under sengen (som hørt i utallige vandrehistorier).

Desuden er filmens hovedperson, Annabel, en problematisk karakter. Hun er nærmest blottet for sympatiske træk, og Jessica Chastain har også svært ved at gøre hende troværdig. Chastain har altid været en solid og dygtig skuespillerinde, men hun ligner altså bare ikke en hård chick i et rockband, uanset hvor sort håret bliver, eller hvor meget mørk øjenmakeup, man lægger på hende. Det er et fejlcast af værste skuffe, men det er selvsagt ikke Chastains skyld. Ligesom det ikke er hendes skyld, at hun ikke formår at få os til at heppe på Annabel. Dertil er Annabel simpelthen et for antipatisk menneske, der kun har sit eget velbefindende for øje, og da hun heller ikke udvikler sig synderligt gennem filmens 100 minutter, begynder man helt at håbe på, at mama kommer hurtigere i sving og afslutter sit morderiske korstog.

Det er, som om filmmagerne tror, at så længe man bare har et uhyggeligt spøgelse og nogle mystiske børn, så behøver man intet andet. Måske er det også derfor, man aldrig får en forklaring på, hvorfor det lokale politi var så hamrende inhabilt, at de ikke engang kunne finde hverken børnene eller den bil, de forulykkede i, selvom begge dele hele tiden var ganske få kilometer fra hjemmet. Den slags skal man åbenbart ikke tænke over, for instruktøren Andy Muschietti har sat så stor lid til filmens uhyggelige elementer, at han helt glemmer de dramaturgiske.

“Mama” har sine effektive, grufulde momenter, men der er for få af dem og for langt imellem dem. Danske Coster-Waldau gør det dog glimrende, og man skal da næsten være landsforræder, hvis det ikke gør noget for den nationale fællesfølelse at se en dansker imponere i en så bærende rolle, som den Coster-Waldau har her i “Mama”. Men derudover er der desværre ikke meget at komme efter…

Se også: Filmz TV: Nikolaj Coster-Waldau taler om “Oblivion” og “Mama”


Kort om filmen

Det er nu fem år siden, at de to søstre Victoria og Lilly forsvandt sporløst fra deres hjem i forstaden. Deres onkel, Lucas, og hans kæreste, Annabel, har i al den tid desperat forsøgt at finde dem. Men da pigerne helt utroligt bliver fundet i live i en gammel hytte, begynder Victoria og Lilly at overveje, om de har inviteret andre med indenfor. Da Annabel forsøger at give pigerne et normalt liv, bliver hun overbevist om, at en ondskab er til stede i deres hus. Men er det bare pigerne, der lider af stress, eller er det et spøgelse, som har besat huset? Og hvordan overlevede pigerne alle de år alene?