Et øjeblik i Kaukasus

Solopgang over et landskab i Kaukasus. En håndfuld huse ligger klemt op imod bakker dækket af mandarintræer. Der er noget vidunderligt tidløst over tableauet. Dette er et landskab, hvor livet foregår i et ganske andet tempo, end vi er vant til. I et lille skur står en gammel mand og skærer brædder til mandarinkasser. Det kunne være taget ud af en dokumentar fra et af de der steder, som det moderne samfund har glemt, eller som snarere har glemt det moderne samfund. Men så ankommer to soldater i jeep bevæbnede med Kalashnikov-rifler. Illusionen er brudt. Omverdenen trænger sig på, tiden er ved at rinde ud.

En god åbningsscene formår at sætte stemningen. Det gør den forbilledligt i “Mandariner”. Det lille samfund, der efterhånden kun består af den stædige bedstefar, Ivo, og mandarinavleren Margus, trues af den omkringliggende konflikt, der hidtil kun har eksisteret i periferien, men nu kommer faretruende tæt på. Det foregår i Abkhasien, en omstridt del af Georgien, der i 1992 med hjælp fra russiske paramilitære tropper var i krig imod den georgiske regering. En konflikt, der i lyset af senere begivenheder både i Georgien og i andre tidligere sovjetstater er skræmmende relevant. Margus og Ivo er estere, men er af forskellige grunde blevet i landet efter krigen brød ud. Margus vil have den sidste høst af mandariner med, før han rejser til sin familie i Estland, hvilket selv med Ivos hjælp ikke er en nem opgave midt i en krigszone.

På trods af den desperate situation, som personerne befinder sig i, sættes der i klipning og fotografering et roligt tempo i fortællingen. Der er lange indstillinger af naturen, ophold i samtalen, der får lov til at stå længe samt scener, hvor personerne bare går fra det ene hus til det andet. I mange andre film ville det have irriteret mig, men her tjener det som en kontrast til krigen udenfor. Det bliver en stædig afvisning af selve krigens væsen – specifikt nægter instruktøren at lade krigen bestemme filmens udtryk. I en scene, hvor de to landsbyboere skubber en ødelagt vogn udover en skrænt, bemærker Margus, at han havde forventet, at den ville eksplodere, hvortil Ivo tørt svarer, at det ikke er en film – ”film er bare fup og fidus”. Her får krigen ikke lov at bestemme.

Det må de to soldater sande, der, efter at være blevet såret, plejes af Ivo og Margus. De repræsenterer hver sin side, men må sværge på, at de ikke vil forsøge at slå hinanden ihjel inden for Ivos vægge. Krigen kæmpes så videre med verbale våben, men det er, som om det er sværere at hade den person, der sidder ved samme bord som én selv. Her nærmer “Mandariner” sig klichéen om de to fjender, der i mødet med hinanden indser, at deres ligheder langt opvejer deres forskelligheder. Det er set utallige gange før, og i det hele taget er der ikke frygteligt meget originalt i historien som sådan. Det er måden, den fortælles på, der gør den interessant.

Problemet er nemlig, at krigens virkelighed ikke i længden kan holdes på afstand. Jo mere det lykkes Ivo at mægle mellem de to soldater, jo mere påtrængende bliver den omkringliggende konflikt. Tjetjenske partisaner, natlige bombardementer og russiske patruljer forstyrrer og underminerer det frirum, som Ivo så møjsommeligt har konstrueret. Meget af filmens effekt skal i den forbindelse bæres af Lembit Ulfsak som Ivo. Han tilfører karakteren en stolthed, værdighed og humanisme, der måske ikke er realistisk for en kaukasisk bonde, men som gør sig forbandet godt på film.