Bourne Identity, The
Anmeldelse 1 af 3
Udgivet 26. maj 2009 | Af: The Insider | Set på Blu-Ray
Det lå i kortene, at “The Bourne Identity” ville blive en fiasko. Filmatiseringen af Robert Ludlums klassiske spionroman fik endelig premiere i juni 2002 – hele ni måneder senere end planlagt. Instruktøren Doug Liman havde overskredet budgettet med adskillige millioner dollars, og drejebogen blev jævnligt ændret under optagelserne, mens Liman og filmselskabet skændtes om filmens udvikling. Det så sort ud for filmen, Liman og også for hovedrolleindehaver Matt Damon, som forinden havde spillet hovedfiguren i to nedsablede flops på stribe: “All the Pretty Horses” og “The Legend of Baggar Vance”. Damons karriere kunne næppe overleve endnu en fuser. Men imod alle odds blev “The Bourne Identity” et verdensomspændende megahit, som vandt kritikernes gunst.
Bourne er en mand plaget af hukommelsestab, som jages af ordensmagten og CIA tværs igennem Europa, mens han prøver at hitte ud af, hvem han egentlig er, og hvorfor han forfølges. Den karismatiske Matt Damon har virkelig gjort rollen til sin egen. Med små verbale og fysiske gestikulationer lader skuespilleren os ane den rasende konflikt mellem Bournes gamle, aggressive identitet og hans nye, fredsommeligere jeg. Indimellem injicerer han også en tilpas dosis humor i sin præstation. Tyske Franka Potente (bedst kendt fra Tom Tykwers herlige “Lola rennt”) gør det glimrende som Bournes flamme Marie. Nogle finder det utroværdigt, at Marie falder for den gådefulde Bourne, men Potente og Damon har en god kemi, og hun er jo også en forvildet sjæl, som rejser verden tyndt for at opnå sindsro og en mening med tilværelsen. Hun genkender tydeligvis en del af sig selv i Bourne, og det er en fornøjelse at overvære deres kærlighed blomstre.
Selvom historien jævnligt springer frem og tilbage mellem Bourne og Maries rejse og CIA’s efterforskning, formår Liman alligevel at vedligeholde en aura af mystik omkring filmens helt, således at vi aldrig ved meget mere om Bourne end Bourne selv, hvilket kun gør historien endnu mere gribende. Og den spændende historie komplementeres af et par veliscenesatte actionsekvenser, hvor det nervepirrende opgør mellem Bourne og Owens karakter konstituerer den bedste af slagsen. Men i sidste ende er det de multidimensionale karakterer, forholdene imellem dem og Bournes uforudsigelige søgen efter svar, der engagerer os. “The Bourne Identity” er måske nok trilogiens svageste led, men med seriens tårnhøje standarder in mente er det absolut ikke nogen trist kendsgerning.
Præsenteret i 1080p/VC-1 2.35:1. “The Bourne Identity” har et køligt, men flot look, der gengives fornemt af dette HD-transfer. Edge-enhancement forekommer sjældent, og transferet plages aldrig af snavs, udtværing eller komprimeringsfejl. Grynniveauet er tilpas, og både kontrast- og farvegengivelsen er upåklagelig.
“The Bourne Identity” er ganske vist fra 2002, men diskens engelske DTS-HD Master Audio 5.1-mix er trods alt et af dette års bedste lydspor. Dialogen kommer klokkeklart igennem via centerhøjtaleren. Dynamikområdet er gigantisk, lydeffekterne leveres immervæk med tilstrækkelig punch, og den auditive atmosfære er livlig og forførende. John Powells musik får for alvor også lov til at folde sig ud – tjek blot scenen i kapitel 9, hvor den panorerer fra højtaler til højtaler på fantastisk vis. Og der er mange, mange andre fornemme panoreringer.
Instruktør Doug Liman har indtalt et spændende og oprigtigt kommentarspor. Liman er god til at gennemgå sine intentioner og tilblivelsen af de forskellige scener. Mod slutningen af filmen holder han nogle lange pauser, og filmmageren taler desværre ikke så meget om bøvlet mellem ham og filmselskabet, som man havde håbet. Når diskens U-Control-funktion aktiveres, præsenteres man for et væld af interviews, videoklip, tekstlig info mm., mens filmen kører.
Yderligere 92 minutters udmærkede (men indimellem overfladiske) interviews og dokumentarer er inkluderet. De 18 minutters slettede scener er fascinerende (især den alternative slutning, der blev skudt på grund af 9/11), men middelmådige. Musikvideoen til Mobys “Extreme Ways” medfølger også. Videomaterialet præsenteres i 480p. Man kan desuden bogmærke ens favoritscener, og hvis ens afspiller er tilkoblet internettet, får man adgang til adskillige trailere og et muntert Bourne-kortspil, og man kan diskutere filmen med andre og indspille samt dele ens eget kommentarspor til filmen.
Omsider er “Bourne”-filmene havnet på Blu-ray, og “The Bourne Identity” bør (ligesom seriens to andre film) atter erhverves. Den intelligente, fængslende thriller ser blændende ud i HD, udgivelsens lydspor er fantastisk, og masser af underholdende ekstramateriale medfølger.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet