A Franchise Is Bourne

Det lå i kortene, at “The Bourne Identity” ville blive en fiasko. Filmatiseringen af Robert Ludlums klassiske spionroman fik endelig premiere i juni 2002 – hele ni måneder senere end planlagt. Instruktøren Doug Liman havde overskredet budgettet med adskillige millioner dollars, og drejebogen blev jævnligt ændret under optagelserne, mens Liman og filmselskabet skændtes om filmens udvikling. Det så sort ud for filmen, Liman og også for hovedrolleindehaver Matt Damon, som forinden havde spillet hovedfiguren i to nedsablede flops på stribe: “All the Pretty Horses” og “The Legend of Baggar Vance”. Damons karriere kunne næppe overleve endnu en fuser. Men imod alle odds blev “The Bourne Identity” et verdensomspændende megahit, som vandt kritikernes gunst.

Selvom “The Bourne Identity” siden hen er blevet overgået af sine to overlegne fortsættelser, er det stadigvæk en fremragende thriller, der er bedre end mange af sine andre artsfæller – først og fremmest fordi den tager større hensyn til sine karakterer end ramasjang og tjubang. Nu er det efterhånden blevet fashionabelt at producere film om troværdige, fejlbarlige antihelte på grund af Bourne – ja, selv James Bond kan man næsten relatere sig til efterhånden. Men tilbage i 2002 var den gængse actionhelt et fejlfrit overmenneske med adgang til alt fra utømmelige patronhylstre til usynlige biler. Bourne var et frisk pust – en helt, der satte sin lid til kløgt og fornuft og ikke diskede op med sin pistol ved enhver given lejlighed. De færreste af os har hukommelsestab eller evnen til at sparke røv ligesom Bourne, men vi kan relatere os til karakterens medmenneskelighed og brister.

Bourne er en mand plaget af hukommelsestab, som jages af ordensmagten og CIA tværs igennem Europa, mens han prøver at hitte ud af, hvem han egentlig er, og hvorfor han forfølges. Den karismatiske Matt Damon har virkelig gjort rollen til sin egen. Med små verbale og fysiske gestikulationer lader skuespilleren os ane den rasende konflikt mellem Bournes gamle, aggressive identitet og hans nye, fredsommeligere jeg. Indimellem injicerer han også en tilpas dosis humor i sin præstation. Tyske Franka Potente (bedst kendt fra Tom Tykwers herlige “Lola rennt”) gør det glimrende som Bournes flamme Marie. Nogle finder det utroværdigt, at Marie falder for den gådefulde Bourne, men Potente og Damon har en god kemi, og hun er jo også en forvildet sjæl, som rejser verden tyndt for at opnå sindsro og en mening med tilværelsen. Hun genkender tydeligvis en del af sig selv i Bourne, og det er en fornøjelse at overvære deres kærlighed blomstre.

Chris Cooper og Brian Cox er strålende som to højtstående CIA-agenter, der forsøger at opspore Bourne. D’herrer er veloplagte og nyder tydeligvis især at slynge fornærmelser efter hinanden. Clive Owen efterlader også et varigt indtryk, selvom han kun medvirker i få minutter i rollen som en koldblodig, toptrænet dræber i hælene på Bourne. Adewale Akinnuoye-Agbaje er til gengæld rædsom som en afrikansk diktator, der nager CIA. Hans vanvittigt karikerede præstation ville formentlig have virket aparte selv i en bindegal farce. Men ud over Akinnuoye-Agbajes indsats er der kun få uheldige indslag, som får filmens forfriskende troværdige verdensbillede til at krakelere – såsom en grinagtig bemærkning under filmens centrale biljagt og brugen af Paul Oakenfolds pompøse technomusik under selv samme sekvens. Og slutningen savner i øvrigt pondus.

Selvom historien jævnligt springer frem og tilbage mellem Bourne og Maries rejse og CIA’s efterforskning, formår Liman alligevel at vedligeholde en aura af mystik omkring filmens helt, således at vi aldrig ved meget mere om Bourne end Bourne selv, hvilket kun gør historien endnu mere gribende. Og den spændende historie komplementeres af et par veliscenesatte actionsekvenser, hvor det nervepirrende opgør mellem Bourne og Owens karakter konstituerer den bedste af slagsen. Men i sidste ende er det de multidimensionale karakterer, forholdene imellem dem og Bournes uforudsigelige søgen efter svar, der engagerer os. “The Bourne Identity” er måske nok trilogiens svageste led, men med seriens tårnhøje standarder in mente er det absolut ikke nogen trist kendsgerning.

Video

Præsenteret i 1080p/VC-1 2.35:1. “The Bourne Identity” har et køligt, men flot look, der gengives fornemt af dette HD-transfer. Edge-enhancement forekommer sjældent, og transferet plages aldrig af snavs, udtværing eller komprimeringsfejl. Grynniveauet er tilpas, og både kontrast- og farvegengivelsen er upåklagelig.

Audio

“The Bourne Identity” er ganske vist fra 2002, men diskens engelske DTS-HD Master Audio 5.1-mix er trods alt et af dette års bedste lydspor. Dialogen kommer klokkeklart igennem via centerhøjtaleren. Dynamikområdet er gigantisk, lydeffekterne leveres immervæk med tilstrækkelig punch, og den auditive atmosfære er livlig og forførende. John Powells musik får for alvor også lov til at folde sig ud – tjek blot scenen i kapitel 9, hvor den panorerer fra højtaler til højtaler på fantastisk vis. Og der er mange, mange andre fornemme panoreringer.

Ekstramateriale

Instruktør Doug Liman har indtalt et spændende og oprigtigt kommentarspor. Liman er god til at gennemgå sine intentioner og tilblivelsen af de forskellige scener. Mod slutningen af filmen holder han nogle lange pauser, og filmmageren taler desværre ikke så meget om bøvlet mellem ham og filmselskabet, som man havde håbet. Når diskens U-Control-funktion aktiveres, præsenteres man for et væld af interviews, videoklip, tekstlig info mm., mens filmen kører.

Yderligere 92 minutters udmærkede (men indimellem overfladiske) interviews og dokumentarer er inkluderet. De 18 minutters slettede scener er fascinerende (især den alternative slutning, der blev skudt på grund af 9/11), men middelmådige. Musikvideoen til Mobys “Extreme Ways” medfølger også. Videomaterialet præsenteres i 480p. Man kan desuden bogmærke ens favoritscener, og hvis ens afspiller er tilkoblet internettet, får man adgang til adskillige trailere og et muntert Bourne-kortspil, og man kan diskutere filmen med andre og indspille samt dele ens eget kommentarspor til filmen.

Filmen”Manden uden navn” er instruktøren Doug Limans forsøg på at vække agenten Jason Bourne til live igen, og spørgsmålet er så, “Er det nødvendigt?”, et spørgsmål jeg selv ville besvare med et, “Ja”.

Jeg var ret begejstret da jeg første gang hørte om planerne til en filmatisering af Robert Ludlums “The Bourne Identity”, eller “Manden uden navn” som den hedder på dansk. Det er den første bog i hans Bourne-trilogi, alle omhandlende agenter, fordækte identiteter, snigmord og hemmelige planer.

Det var en film jeg så meget frem til at se, selvom at jeg dog havde haft mine bekymringer mht. instruktøren Doug Liman, en indie-instruktør der tidligere kun havde beskæftiget sig med komedier. Men måske at det også ville være den bedste løsning. For med Liman bag roret, var man da i det mindste sikker på at der ikke gik Bruckheimer i projektet, og at det hele ikke så bare endte med en stor omgang eksplosioner og en masse skyden omkring, men i stedet blev en mere intelligent thriller, ligesom bogen og den gamle TV-serie.

“The Bourne Identity” er en rigtigt god og spændende historie, og det er ikke første gang den er blevet filmatiseret, og nok heller ikke sidste gang. Den blev i 1988 indspillet som en mini-serie i to afsnit, med Richard Chamberlain i hovedrollen, som manden der jagter både navn og identitet. Selvom de fleste mener at serien var kedelig eller dårlig, så er den modsat Limans version noget mere tro imod bogen. Jeg var i tidernes morgen ret begejstret for TV-serien, og har da også købt den på dvd.

Jeg var noget overrasket over at se Limans fortolkning af bogen, eller måske nærmere hans version af historien. Liman havde nemlig valgt at distancere sig ret langt fra den originale historie, og i stedet valgt kun at bruge selve idéen med manden der jagter sin identitet, og måske endda sit sande jeg.

Det sætter mig lidt i et dilemma, for jeg synes virkelig at den originale historie er god, rigtig god, men på den anden side, så er jeg heller ikke ligefrem utilfreds med Limans version anno 2002. Den er gennemtænkt, og har masser af gode øjeblikke, og er ikke så klichéfyldt som en film af den slags normalt vil være – selvom nogen måske vil påstå det modsatte.

Filmen er også mit bud på en af de bedste af slagsen, i hvert fald i nyere tid. Men Limans version vil sikkert kede en masse mennesker, for hans version er nemlig noget mere realistisk end de fleste agentfilm, så skuddueller og biljagter er derfor også nede på et noget andet niveau end actionfreaks er vant til. Men det giver både personerne og filmen mere troværdighed, i modsætning til agentfilm som “James Bond”, “xXx” og “Mission Impossible”, hvor man nogen gange er nødsaget til at trække på smilebåndet og tænke, “Yeah right…”, og man så allerede der har indset, at det ikke er noget der sker i den virkelige verden.

Liman og Co. har skruet en flot og underholdende actionfilm sammen, og hans valg af skuespillere har kun underbygget kvaliteten af filmen. Jeg er som tidligere nævnet godt tilfreds med Limans version, han har leveret et længe tiltrængt make-over af en god historie, og hans stil og evner har tilført filmen en masse spænding og dynamik, hvilket primært skyldes hans egen glæde for at føre kameraet. Han har også formået at mixe to genrer uden at det er gået galt, det er en thriller med action elementer. Det virker ret godt, og det er godt at det ikke er omvendt.

Jeg er ret sikkert på at filmen vil falde i de flestes smag, den er spændende, og der er den rette mængde action i den, så den heller ikke bliver for kedelig. De flotte locations er kun med til at højne stemningen, og man kan jo heller ikke lave en agentfilm uden mindst én europæisk storby – det vil bare virke helt forkert.

Brian Cox og Chris Cooper er nogen af de største stjerner i denne film, og selvom at de måske ikke har mest tid på lærredet, så er det deres præstationer jeg husker bedst. Matt Damons præstation er nu heller ikke dårlig, han ville nok ikke have været en anden instruktørs første prioritet, men at det netop er Damon der spiller Bourne er perfekt, for i original historien er Bourne mere menneske, end han er trænet dræbermaskine. Han ved hvad han er istand til, men han plages også af det. Noget en action skuespiller ikke ville have kunne spillet med samme overbevisning som Matt Damon gør det.

– Men ikke kun skuespillerne er med til at trække filmen op, selve produktionsteamet har leveret et flot stykke arbejde, biljagten og actionscenerne er utrolig godt koreograferet.

Den eneste store utilfredshed jeg har, mit sure opstød, er hans afvigelse fra original historien. I den originale historie, er Jason Bourne en fiktiv person, en person skabt at folkene bag Treadstone for at fange den berygtede terrorist Carlos. Bourne er i virkeligheden David Webb. Den har noget mere fyld på sig, og det kunne have være fedt at se den historie bragt til live. Jeg læste for nyligt at filmselskabet havde købt rettighederne til de resterende to bøger i Bourne-trilogien, så det er sikkert kun et spørgsmål om tid før de kommer i biograferne – så det er bare at vente, og håbe på et ligeså godt resultat.

Som en lille ekstra tilføjelse, vil jeg derudover også foreslå at man så følgende to titler, ”The Bourne Identity (1988)” og ”The Assignment (1997)”, mest fordi at de begge har relationer til Ludlums bog “The Bourne Identity”.

VideoDer er ikke noget at komme efter her, flot billede, godt transfer, så der er ingen ridser, støj eller noget andet der kunne ødelægge oplevelsen. Filmen bliver præsenteret i Anamorphic Widescreen, 2.35:1 Aspect Ratio.

AudioFilmen har en rigtig flot lydside, hele 3 lydspor, hvis man altså tæller kommentarsporet med Doug Liman med. Der er både et Dolby Digital og et DTS lydspor, og de er begge ret gode. Der er dog noget mere gang i DTS lydsporet, det høres bedst i actionscenerne, hvor også alle 5 kanaler bliver brugt flittigt.

Ekstra materialeDer er lige det ekstra materiale med på denne udgivelse som der bør være, man kunne selvfølgelig smide mere på, men hvis man forbliver i det realistiske hjørne, og husker på at der trods alt kun er tale om en enkelt skive, så er det rigtigt flot. Som en flot lige ekstra detalje, så er det meste af ekstra materialet tekstet på de sprog der også er på som undertekster.

“Commentary by Director Doug Liman” – kommentarspor med instruktør Doug Liman, hvis man vælger at slå funktionen til, vil hans kommentarer også være tekstet.

“Alternate Ending” – en anden slutning end den der bliver vist i filmen. Den tilføjer dog ikke den store værdi til selve filmen, men det er alligevel sjovt og se hvad de ellers havde af idéer.

“Deleted Scenes” – fraklippede scener. Der er 4 styks af slagsen med.

“The Birth of The bourne Identity” – En featurette om filmens tilblivelse, om tanker og idéer bag filmen.

Musik video til Mobys “Extreme Ways”.

“Extended Farmhouse Scene” – en scene fra filmen, som den så ud før den blev kortet ned.

Theatrical Trailer til “Manden uden navn”.

Teaser Trailer til filmene “Johnny English” og “The Hulk”.

DVD-ROM features

Kold og kedelig realisme!Hollywood er inde i en stime af remakes og adaptioner i øjeblikket. Manden Uden Navn er en adaption af Robert Ludlums bog af samme navn. Bogen er tidligere filmatiseret som en mini tv-serie fra 1989 med Richard Chamberlain i rollen som Jason Bourne. Man kan derfor diskutere om denne remake er en god ide!

Filmen er Matt Damons første forsøg som action-helt. Det lykkedes kun til dels, for filmen er en clichefyldt, uoriginal og forudsigelig affære!

Film baseret på bøger er, med meget få undtagelser (LOTR fx.), vellykkede, og specielt ikke for fans af bøgerne. Denne film er da heller ikke ligefrem et mesterværk, dertil er den alt for uoriginal. Det hele er nemlig set før, primært i den førnævnte serie fra ’89, der bestemt ikke fortjener en remake… Det er en skam at Hollywood har set sig nød til at filmatisere bogen endnu engang, specielt med en så vellykket filmatisering der stadig er i hukommelsen på mange.

Filmens skabere har valgt at gå en lidt anden vej end i tv-serien. Plottet er en smule anderledes, men ikke meget. Noget af det der er forsvundet er mystikken omkring Jason Bourne. Fra starten ser vi de folk der jagter ham, og man er derfor klar over fra næsten første minut at Jason Bourne er spion og at han har mistet hukommelsen på en mission. De nærmere detaljer er uklare og det er dem der er filmens omdrejningspunkt… det er desværre ikke helt nok til at skabe en veltunet thriller.

På den positive side, så er filmen ret realistisk… vi har ikke at gøre med sci-fi teknologi, ligesom mange af action-scenerne er meget troværdige. På nær en enkelt scene der falder helt igennem, så kan man faktisk godt tro på at dette kan lade sig gøre. Det er rart at se en film fokusere på realisme istedet for gøre filmens helt til et supermenneske… det bringer et frisk pust til spion-genren, der primært dækker over de til tider ret urealistiske James Bond film.

Matt Damon spiller for første gang en action helt. Han har øjensynligt trænet en del og er blevet oplært i lidt kampsport, og det kan man tydeligt se i filmen. Det er ret fedt at se ham uddele øretæver i stor stil, og mon ikke det bliver til nogle flere action-roller efter denne film.

Til gengæld går det ikke så godt med de karakter-drevne scener. Damon er normalt en fremragende skuespiller, men i denne film syntes jeg ikke han lever op til sit potentiale… en mand der ikke har nogen hukommelse og som har en hær af spioner efter sig må da være noget mere forvirret og desperat end det Damon giver udtryk for!

Den tyske skuespiller Franke Potente, kendt fra “Run Lola, Run” spiller den kvindelige hovedrolle i filmen. Hun passer godt ind i rollen som den lidt mystiske Marie St. Jacques i kraft af sin europæiske baggrund, og hun er da ganske køn, men så er den heller ikke længere. Hun virker uinteresseret og i det hele taget er det som om hun keder sig lidt.

Blandt birollerne finder vi bl.a. Brian Cox der mere eller mindre gentager sin rolle fra Chain Reaction. Derudover har vi Chris Cooper som filmens bad-guy der står bag jagten på Bourne. Han spiller ret overbevisende og har ihvertfald det rigtige look til at være bad-guy.

En af de bedre roller er lejemorderen “Professoren”, der spilles af Clive Owen. Nogle kender ham måske fra de kortfilm BMW har lavet, og hans rolle i denne film er nærmest en forlængelse af rollerne i BMW filmene. Han spiller kølig og overbevisende og er filmens mest coole karakter… også i denne film kører han BMW. Desværre er hans rolle alt for kort.

Skuespillet i filmen er jævnt, og imponerer ikke det mindste. Skuespillerne gør det der forventes af dem, og leverer præstationer der er tilfredsstillende, men men så absolut heller ikke mere. Filmens realisme er samtidig en smule destruktivt for skuespillet… der mangler de sædvanlige one-liners og sjove kommentarer, i en film der godt kunne bruge en smule.