Anderledes og velfortalt

Det varmer lidt om ens filmhjerte, når relativt ukendte, uafhængige filmskabere får lov til at realisere deres helt egne, unikke projekter. Således med “Martha Marcy May Marlene”, der oprindeligt blot var en kortfilm ved navn “Mary Last Seen”. Filmen vandt en pris for bedste kortfilm i Cannes, og det gjorde det muligt for filmens instruktør, Sean Durkin, at lave en hel spillefilm ud af konceptet. Resultatet er en fascinerende og særdeles seværdig film.

Filmen handler om pigen Martha, der i øvrigt spilles af debutanten Elizabeth Olsen, som må klassificeres som et vaskeægte fund. Martha er netop flygtet fra en eller anden form for kult, hvor hun åbenbart har levet i flere år, uden at hendes familie har vidst, hvor hun var. Nu har hun ringet til sin søster og kommer hjem og bor sammen med hende og hendes mand i deres store hus. Denne nye hverdag med blufærdighed, regler og konventioner er en diametral modsætning til den nærmest anarkistiske livsstil, hun oplevede i kulten, og som vi selv får en fornemmelse af gennem flere flashbacks.

Men livet i kulten var ikke så anarkistisk og frisindet, som det umiddelbart gav sig ud for at være, og Martha har store traumer fra den tid. Hun kan ikke slippe den, hun bliver konstant mindet om den, og flere gange er det, som om hendes fortid og nutid flyder sammen og bliver ét. Det er her, at filmen for alvor brillerer. Som seer slynges man frem og tilbage mellem det ene og det andet liv, og man føler Marthas fortvivlelse over at være fanget af en tid, hun ved var forfærdelig, men som alligevel kunne tilbyde hende noget, der mangler i det overklasseliv (øvre middelklasse), hun nu lever sammen med sin søster og svoger.

Dertil kommer, at filmen er djævelsk godt fortalt. På den ene side begynder filmen med Marthas flugt og bevæger sig fremad derfra. På den anden side har historien sit udspring langt tidligere, nemlig da Martha blev optaget i kulten, og dén del af filmen bevæger sig frem mod filmens begyndelse gennem flashback . Men selvom al tiden i kulten selvfølgelig blot er Marthas baggrundshistorie, så er begge historier så ligeværdigt fortalt, at man føler, de er sideløbende. Det er med til både at give fornemmelsen af en fortid, der bider sig fast, og en nutid, der nægter at skride fremad. Fortælleteknisk er det super velfungerende.

Det er dog et problem for filmen, at den aldrig formår at skildre det dragende ved kulttilværelsen. Man fornemmer aldrig, hvad det var, der tiltalte Martha (og andre) til at tage del i dette alternative liv. Jovist, kulten kunne tilbyde en familie, noget tryghed og andre ting, hun ikke havde fået før, men det virker alt sammen så banalt. Filmen mangler simpelthen at overbevise sin seer om, at livet i en kult er en ulv i fåreklæder. For mest af alt ligner det hele vejen igennem blot en ulv.

“Martha Marcy May Marlene” er en anderledes og derfor forfriskende film. Den har et roligt tempo og en markant billedside, der gør filmen til en særegen oplevelse. Dertil kommer en fantastisk præstation af den unge Elizabeth Olsen samt en imponerende velfortalt historie med et spændende psykologisk portræt. Desværre halter et vigtigt element i den ene halvdel af filmen, hvilket gør det svært at komme helt ind under huden på kulten som fænomen. Dermed ender man med blot at overvære i stedet for at leve sig helt ind i dén side af historien. Men på trods af det er “Martha Marcy May Marlene” bestemt værd at give sig i kast med.

Video

Filmen præsenteres i 2.40:1, men desværre er dette transfer alt andet end perfekt. Faktisk vil jeg næsten betegne det som en katastrofe! De sorte toner er blevet forhøjet for at give filmen en mere dunkel billedside, der vistnok skal styrke seerens tvivl om, hvad der er vrangforestillinger, og hvad der er virkelighed. Min oplevelse var dog, at alt for mange detaljer forsvandt i mørket, og billedet fik ofte et gråligt skær, der virkede hæmmede indlevelsesevnen. Værst af alt var dog, at jeg oplevede, at lysstyrken under flere (specielt de dunkle) scener skiftede alt efter, hvordan billedet blev fyldt ud. F.eks. i en scene, hvor Martha og hendes søster sidder og snakker, oplevede jeg, at lysstyrken simpelthen hoppede og dansede synkront med, om karaktererne lænede sig frem eller tilbage i billedet. Da jeg aldrig har oplevet noget lignende på mit tv, tyder alt på, at det er en fejl på skiven – og det må siges at være en fejl af de helt store! Der er dog også flere scener, hvor alt spiller eminent, og hvor detaljerigdommen virkelig er flot. Derfor er transferet ikke fuldstændig håbløst – men det er tæt på.

Audio

Præsenteret i 5.1 DTS-HD MA. Hvor billedsiden svigter, er lydsiden dog virkelig imponerende. Selvom det er et meget minimalistisk lydspor, hvor stilhed spiller en næsten større rolle end lyd, så går replikkerne klart og tydeligt igennem samtidig med, at baghøjtalerne bruges fornuftigt til at sætte stemningen og danne ramme om stedet, scenen udspiller sig i. Kort sagt formår lydsporet at skabe den fornødne kontrast mellem lyd og stilhed, samvær og ensomhed, som filmen efterstræber.

Ekstramateriale

Man lader sig nemt snyde, eftersom skiven indeholder hele fem små dokumentarer, der alle umiddelbart lyder vældigt spændende. Her er f.eks. én om det psykologiske aspekt i en kult, en klassisk ‘bag om filmen’-dokumentar, et portræt af Elizabeth Olsen og en samtale med filmskaberne. Problemet er, at de hver især varer omtrent tre sølle minutter, hvilket betyder, at ingen af dem rigtig når at fortælle noget substantielt. Kortfilmen “Mary Last Seen” er til gengæld flot og interessant at se, fordi den som sagt skabte det fundament, som hovedfilmen byggede videre på, men det havde været dejligt med lidt mere ekstramateriale, når nu filmen rummer så mange spændende elementer!

I to sind

Uhygge kan findes mange steder, men den form for uhygge, der kommer fra spøgeri, overnaturlige væsner og vampyrer, er trods alt på mange måder den mest trygge af slagsen, eftersom man som tilskuer altid har den trøst, at ingen af delene findes i virkeligheden.

Anderledes er det derimod med den uhygge, som vedrører almindelige menneskers evne til at miste grebet om virkeligheden og gøre forfærdelige ting, og det er netop den, der er emnet for “Martha Marcy May Marlene”. Dette er også en af årsagerne til, at filmen er så ualmindeligt foruroligende. Der er en grundlæggende følelse af ubehag i filmen, og den leveres så overbevisende og underspillet, at den hurtigt trænger ind under huden.

Filmens kuriøse titel henviser til dens hovedperson, der på et eller andet tidspunkt bliver omtalt under et af navnene. Martha er hendes fødenavn, Marcy May er det, hun bliver kaldt i den hippie-agtige kult, hun har tilhørt, og Marlene er det navn, alle kvinderne i gruppen bruger, når de besvarer telefonen. Da vi først møder Martha, er hun netop flygtet fra kulten og henvender sig til sin søster, som hun ikke har talt med i årevis. Søsteren og hendes mand tager Martha til sig, men langsomt begynder det at dæmre, at Martha ikke er helt rask, og at hun fuldstændig mangler forståelse for selv de mest banale sociale konventioner.

Filmen bygger langsomt sin historie op ved at klippe frem og tilbage mellem livet i søsterens hus og den kult, hun kom fra, hvilket giver en urovækkende og bevidst desorienterende følelse af, at Martha mentalt aldrig har forladt den. Historien sættes sammen som et puslespil, hvor vi gradvist gives flere og flere detaljer fra kulten og langsomt begynder at forstå, hvor dybt forstyrret den egentlig er. Umiddelbart er alt fryd, gammen og hyggeligt guitarspil på verandaen, men stille og roligt dukker de mere foruroligende sider op, og vi bevidner den seksuelle underkastelse, som gruppens leder, Patrick, forlanger af de kvindelige medlemmer, og hvor forskruet deres verdenssyn egentlig er. Til sidst virker en sammenligning med Charles Manson ikke upassende.

Patrick spilles med foruroligende styrke af John Hawkes, som gjorde stort indtryk i “Winter’s Bone”. Han bringer en ekstremt dominerende karisma til rollen, og man tror både på ham som én, der kan lokke svage sjæle med alverdens tilbud om ro, men som samtidig også kan dominere psykisk på den klammeste og mest hjernevaskende måde. Den anden store præstation kommer fra Elizabeth Olsen, som faktisk er lillesøster til de berømte Olsen-tvillinger fra “Hænderne fulde”, men hvis karriere efter denne film at dømme i fremtiden kommer til at stå på egne ben. Hun er ganske enkelt fremragende og leverer formodentlig en karriereskabende præstation.