Max Payne
Anmeldelse 1 af 2
Udgivet 17. mar 2009 | Af: The Insider | Set på DVD
Gad vide, hvornår dagen endelig kommer, hvor en spillefilm baseret på et computerspil formår at være bedre end middelmådig. Det er ellers ikke fordi, der ikke findes fabelagtige videospil med multifacetterede fortællinger, som sagtens kunne udgøre fundamentet for en glimrende spillefilm. Men Hollywood kaster sig immervæk over nogle af markedets mest tyndbenede spil. Hvor meget substans er der lige i spillene “Tomb Raider”, “Doom” eller “Super Mario Bros.”? Det første “Max Payne”-spil tyvstjal en del elementer fra især “The Matrix” og alskens krimifilm om hårdkogte betjente af samme støbning som dets hovedperson. Men spillet var enormt underholdende, og den benhårde Paynes hævndrevne korstog bød på masser af drama og overraskelser.
Instruktør John Moore har ellers tidligere understreget sit talent som habil mainstreamfilmmager via “Flight of the Phoenix” og hans undervurderede genindspilning af “The Omen” fra 2006. Men det eneste, Moores seneste og tidligere film har tilfælles, er deres imponerende æstetik. På trods af sit forholdsvis beskedne budget på 30 millioner dollars er “Max Payne” ofte auditivt og visuelt imponerende – især lydsiden er stemningsfuld og er en af de medvirkende årsager til, at “Max Payne” ikke ender som en utilgivelig bundskraber. De få minutters skuddueller er godt koreograferede, om end en smule ordinære, og de studieagtige kulisser afspejler budgettets lille størrelse, men filmen har langt værre skavanker.
Materialet har tydeligvis også kedet skuespillerne, for Mark Wahlberg, der ellers virkede skræddersyet til rollen, mønstrer en trist og rutinepræget præstation. Den ellers så talentfulde Mila Kunis har stort set intet at lave i rollen som Paynes kvindelige ledsager, Mona Sax, og efter at der ellers er lagt op til en kærkommen romance mellem Sax og Payne, forsvinder hun pludseligt. Da hun dukker op igen ud af det blå, er det lige før, man bliver nødt til at spole filmen tilbage for at erindre, hvem hun er. Skurkene er fjollede, ufarlige tumper, som klargør deres planer i lange, humoristiske monologer ligesom de gamle Bond-films karikerede slyngler. Nej, hvis du er fan af spillene, bør du bare holde dig til dem.
Præsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen-format. For en nærmest splinterny amerikansk actionfilm at være, ser “Max Payne” slet, slet ikke godt nok ud på dvd. Jovist, billedsidens generelt kølige farver gengives fornemt, kontrasten er ikke værst, og transferet er pletfrit. Men edge-enhancement dukker jævnligt op, og billedet er uskarpt mere eller mindre fra start til slut. Under totalbilleder distraheres man ofte af problemet, og selv i de tætteste nærbilleder irriterer den manglende skarphed ofte.
Heldigvis lyder “Max Payne” meget bedre, end den ser ud. Skivens engelske Dolby Digital 5.1-mix er fremragende. Der er talløse fænomenale panoreringer, som alle fungerer efter hensigten, og der sker altid et eller andet i baghøjtalerne – selv under de fåtallige stilfærdige scener – men man udmattes aldrig af det auditive sansebombardement. Atmosfæren er detaljerig og troværdig, subwooferen tilføjer lydsiden en smule ekstra slagkraft på de helt rigtige tidspunkter, og musikken får også lov til at folde sig ud på fineste vis. Støj forekommer aldrig, og selv ikke få sekunders lettere utydelige replikker kan fravriste lydsporet topkarakter.
Før dvd’ens menu dukker op, præsenteres man for en reklame for 20th Century Fox’ forskellige Blu-ray-udgivelser. “Michelle Payne” (14 min.) er en lille animationsfilm, der omhandler begivenhederne før filmens begyndelse. Den lille kortfilm er langt mere følelsesladet og fængslende end hele spillefilmen. To dokumentarer medfølger desuden, som tilsammen varer knap en time. De tilbyder et forbavsende oprigtigt og detaljeret kig på filmens tilblivelse. Instruktøren, alskens skuespillere og andre folk, der arbejdede på filmen, bliver interviewet, og de fleste har noget virkelig interessant at sige. Ærgerligt, at de ikke formåede at skrue en bedre film sammen…
En digital kopi af filmen medfølger også, som kan afvikles via eksempelvis ens mobiltelefon eller iPod. Undertegnede fatter stadigvæk ikke, hvordan nogle mennesker kan bære at se en hel film på et bitte display på deres telefoner eller MP3-afspillere…
Hollywood serverer os for endnu en computerspilfilmatisering, der er omtrent lige så forglemmelig som dens mange artsfæller. Uinspireret skuespil, endimensionale karakterer og et rodet plot tvinger hurtigt “Max Payne” i glemmebogen. Udgivelsens AV-præsentation er en blandet godtepose. Billedsiden skuffer dybt, men lydsporet er fantastisk. Ekstramaterialet er også udmærket, så filmens tilhængere kan med god samvittighed købe skiven, mens alle andre bør holde sig væk.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet