Pragtfuldt portræt

Uanset hvad man mener om den unge kvindebedårer Zac Efron, som var med til at gøre Disneys “High School Musical” til et kæmpe kultfænomen, må man lovprise ungkarlen for at medvirke i en film som “Me & Orson Welles”. For eftersom Efron har en så stor, trofast fanskare, introducerer han derved et væld af sine jævnaldrende for et af filmhistoriens største koryfæer, Orson Welles, som formentlig blot en enkelt promille af nutidens unge har hørt om, men som alle bør kende.

Efrons entusiasme og karisma var med til at gøre “High School Musical”-trilogien tålelig i perioder, mens han i den tilforladelige romantiske komedie “17 Again” antydede, at der bag den flotte facade gemte sig en ganske habil skuespiller, som hungrede efter at bryde ud af skallen og vise sig for omverdenen. Og her får Efron omsider muligheden for at demonstrere sit reelle talent i en habil film, der giver ham mere at lave end at synge, smile og spænde musklerne iført stramme t-shirts. Men bare rolig, kære fans, Efron får stadigvæk lov til at gøre alle tre ting her i “Me & Orson Welles”. Det er dog latterligt, at udgivelsens omslag stolt proklamerer, at ”Zac er tilbage og hottere end nogensinde!”

Efron spiller den unge, ambitiøse skuespiller Richard Samuels, som drager til Manhattan i 1937 for at prøve lykken. Han bliver spottet af Welles, som hyrer Richard på stedet til at medvirke i sin seneste teaterproduktion på det legendariske Mercury Theatre. Welles’ personlige assistent, Sonja Jones, får til opgave at sikre, at Richard kan sine replikker, og de to forelsker sig. Jones er Claire Danes’ første mindeværdige rolle i årevis, og hun er som sædvanligt både henrivende og besnærende. Og Efron er forfriskende mådeholden som filmens eneste fiktive personlighed. Han leverer et nuanceret portræt af en ung mand, der langsomt indser, at det hverken er let at blive voksen eller at være i rampelyset. Og Efron er så sympatisk, at man som tilskuer også bliver nervøs og spændt før stykkets premiere.

Det er næsten synd for Efron, at han omsider får en rolle med lidt kød på, og at han så skal spille over for et naturtalent som Christian McKay. McKay er tydeligvis ældre, end Orson Welles var i 1937. Welles var 22 dengang, mens McKay var 35 under optagelserne. Men allerede efter McKays første scene ryger den slags overvejelser fløjten. Det er en af de mest fortryllende præstationer, jeg nogensinde har set. I sin storhedstid havde Welles en helt ejendommelig, nærmest hypnotisk charme, som McKay gengiver lige så perfekt som Welles’ særegne mimik og stemme. Når Welles tiltaler sine kollegaer, føler man ikke, at man overværer en skuespiller i aktion, snarere at Welles, der døde i 1985, er blevet genoplivet gennem et okkult ritual.

Men McKays præstation er langt mere end en perfekt efterligning af Welles’ fremtoning. Tjek bare scenen, hvor han diskuterer sin fortid med Richard. Mens Welles’ mundtøj bliver ved med at citere en trist monolog fra romanen “Familien Amberson”, understreger McKays længselsfulde øjne og pludselige pauser klart, at Welles sørger over tabet af sin familie og sin barndom – et tab, der fik en kæmpe indflydelse på hans monumentale mesterværk “Citizen Kane”, som blev det eneste værk, filmmediets Mozart fik lov at lave uden katastrofal indblanding fra filmselskaberne. “Me & Orson Welles” hylder fornemt både legenden, teatrets tiltrækningskraft og fantasiens berusende magt, og manuskriptet veksler fornemt mellem ramasjang og rammende alvor. Welles’ monolog om at søge tilflugt fra virkeligheden og én selv i en anden rolle er fantastisk.

Richard Linklater har vist sig at være en af filmbranchens mest alsidige instruktører. Han har lavet skelsættende ungdomsfilm, rørende romantiske dramaer, morsomme og letfordøjelige farcer og sågar to animerede spillefilm om henholdsvis stofpåvirkede betjente og underbevidsthedens forundrende drømme. Og nu har Linklater tilmed skabt et pragtfuldt portræt af USA under de kriseramte 1930’ere. Lydsiden måtte gerne have været mere raffineret, men man kan ikke sætte en finger på soundtracket, kulisserne, rekvisitterne, kameraarbejdet, skuespillet eller instruktionen. Welles ville sgu have været stolt.

Video

Præsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen-format. Gennem store dele af filmen er transferet helt upåklageligt. Billedet er altid skarpt, kontrasten er sædvanligvis solid, farverne er naturtro (om end en sjælden gang imellem en tand for mættede), og hverken edge-enhancement, snavs eller utilsigtet gryn forekommer. Men udtværing figurerer dog i milde doser i enkelte lyse scener, og i enkelte mørke scener bliver udtværingen en tand distraherende – eksempelvis da lyset slukkes før teaterstykkets premiere.

Audio

Filmens lyddesign er desværre ikke så imponerende, som det kunne have været, men diskens engelske Dolby Digital 5.1-lydspor er trods alt udmærket. Filmens portræt af USA anno 1937 ville formentlig være blevet endnu mere troværdigt, hvis man havde brugt lidt flere kræfter på at gengive tidsalderens særlige lyde. Til gengæld kommer både replikker, musik og lydeffekter tydeligt igennem. Subwooferen kaldes sjældent i aktion, men man savner den heller ikke, og ligeledes er panoreringer ikke en decideret mangelvare. Visse sekvenser benytter dog hele kanalnetværket på fornem vis, såsom da en kæk Zac Efron bevæger sig mod teatret, hvor både musikken og gadens lyde får lov til at folde sig ud i samtlige højtalere. Flere af den slags scener havde været velkomne.

Ekstramateriale

Ud over en ultrakort dokumentar (9 min.), som heldigvis når at diske op med et par udmærkede interviews (især Christian McKay er enormt underholdende), er her trailere til “Youth in Revolt”, “I Love You Phillip Morris”, “Robsessed” og “Dorian Gray”.