Mens vi lever
Udgivet 25. okt 2017 | Af: paideia | Set i biografen
Det er svært at lave film. Det ved alle. Det kræver et stort talent kombineret med mange års erfaring. Det kræver millioner af kroner. Det kræver et niveau af samarbejde mellem instruktør, manuskriptforfatter og skuespillere, som kunne ligne tankelæsning. Mest af alt kræver det held, for det er kun et fåtal af håbefulde instruktører, som overhovedet får lov til at indspille en film. Derfor er det også så meget mere imponerende (læs: møgirriterende), når man får det til at se så nemt ud, som brødrene Avaz gør med “Mens vi lever”.
Twistet er, at Avaz-brødrene i de første to tredjedele af spilletiden holder sine handlingsspor separate. Det er usikkert, hvem der er død i trafikuheldet, og præcis hvordan de enkelte spor er relateret i tid. Det eneste, vi med sikkerhed kan konkludere, er, at visse af personerne bærer på nogle gevaldige traumer. Sebastian Jessen, der ellers primært har fået lov til at spille smukke, men overfladiske unge mænd, spiller Kristian, der kommer hjem fra sit selvvalgte eksil i nordjyske Hanstholm for at sidde ved sygesengen sammen med en familie, der ikke just velkommer ham med åbne arme.
Det er ellers ikke den mest originale oplevelse, jeg har haft. Sorgstudier og familieforviklinger er der spundet utallige historier over tidligere. Det, der gør indtryk, er, hvor stilsikkert og effektivt det fortælles. Åbningsscenen er kun lyden af nogle brag med sort skærm, og man tænker først, at der åbnes med selve ulykken. Det viser sig dog at være en finte. Faktisk åbnes der med en underlig scene bag et supermarked, der umiddelbart ingen forbindelse har til resten af handlingen. Først meget senere bliver alting knyttet sammen på en måde, der ikke bare leger med forventningerne, men også giver os nye vinkler på karaktererne.
Hvordan Bent Fabricius-Bjerre er blevet overtalt til at levere musik til den billige debut, ved jeg ikke, men sådan et svineheld kan sagtens undskylde, at man måske bruger temaet lidt for meget. Hvad er held værd, hvis man ikke kan prale med det? Ikke desto mindre har de tre Avaz-brødre (instruktør, producer og manuskriptforfatter) begået en imponerende debutfilm, der får det til at se nemt ud at lave film.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet