En fremtid i gråt

Dystopier gør sig godt på film. I hvert faldt kan filmhistorien fremvise adskillige eksempler på film om utopiens mørke bror. Her er storbyen som en forvitret metropol ofte den filmiske scene for dystopiens rædsler. Ikke overraskende er dette også tilfældet i den svenske animationsfilm “Metropia”, hvor København endda har fået den tvivlsomme ære at sætte scenen for en skræmmende fremtidsvision.

I en ikke så fjern fremtid henslæber Roger en søvngængertilværelse med et dødssygt kontorjob og et passionsløst forhold til sin kæreste. Den daglige trummerum brydes imidlertid, da en mystisk stemme dukker op i hans hoved. Og da en kendt model fra en shampooreklame påstår at kunne skaffe ham af med stemmen, er Roger allerede godt viklet ind i en sær sammensværgelse, der peger i retning af trafikmastodonten Trexx og dens vidtforgrenede metrosystem.

“Metropia” præsenterer en dyster fremtidsvision, hvor store virksomheder overvåger og kontrollerer masserne, og hvor storbyen fremstår som en truende, gold metropol. En grå-nuanceret trøstesløshed, der går igen i menneskenes udtryksløse ansigter. Det er med andre ord en dystopi, som de er flest. Fra Fritz Langs “Metropolis” til Terry Gilliams “Brazil” eller Ridley Scotts “Blade Runner” har storbyerne tjent som science-fictiongenrens kvælende betonhelveder, hvor totalitære organisationer retter borgerne ind, som George Orwell beskrev det i “1984”.

Det er ikke hver dag, at en skandinavisk produktion prøver kræfter med en dystopisk fremtidsvision og hatten af for modet, men det er desværre blevet en lidt træg og langmodig historie, der ikke byder på megen originalitet endsige spænding. Trodsigt insisterer filmen på at holde fortælletempoet lige omkring det søvndyssende, og da plottet er set så uendeligt mange gange før, står det fra begyndelsen ganske klart, hvad det hele skal føre til. Nogle onde mennesker vil kontrollere masserne – midlerne er til at gennemskue, men motiverne fortaber sig i det uvisse.

Værst er dog den fundamentale mangel på interessante karakterer. Roger er en blegnæbet surmuler, hvis stemme tilhører Vicent Gallo, men end ikke den excentriske indie-instruktør tilføjer megen kolorit til hovedkarakteren. Ligeledes er den mystiske shampoopige gådefuld, men som femme fatal ligeså indtagende som en knagerække. Det kedsommelige persongalleri får dertil ikke megen hjælp fra den kejtede animation, der ikke ligger langt fra virkeligheden, men som giver karaktererne en unødvendig stiv gestik og mimik.