Million Dollar Arm
Udgivet 16. sep 2014 | Af: Anders Brendstrup | Set i biografen
Det sker en gang i mellem, at en film ubemærket kryber under blockbuster-larm og reklametrommer og sniger sig ind på dig. Lige pludselig ligger den der, og er, alle sine kvaliteter til trods, alt for diskret til at råbe op og blive en god forretning. Ud fra et pengemands-synspunkt en katastrofe, fordi den mætter markedet og ikke tjener penge ind til at retfærdiggøre sig selv. Fra et filmfan-synspunkt til gengæld, en vidunderlig overraskelse, der kan indgyde lidt håb for en ellers dyster sequel-fremtid.
Ræsonnementet er godt. Også som dramatisk motor. Agentens ensidige fokus på penge sætter Jon Hamm i stand til at foretage den helt typiske Disney-rejse fra røv til fin fyr. Han finder selvfølgelig sine fattige unge mænd ved hjælp af en lidt karikeret, men sympatisk indisk træner og Alan Arkin, der boltrer sig som sur, gammel baseball-scout. Problemerne opstår, da de kommer til USA, og sportsverdenens præstationsræs begynder at tære på alles tålmodighed. Især den overfladiske agent har ikke gennemtænkt konsekvenserne af at hive to drenge fra en lerhytte-landsby til et hotelværelse i USA.
Jon Hamm er Jon Hamm, og enhver, der har set “Mad Men”, ved, hvor flot en figur han gør på skærmen. Det er velkendt, charmerende territorium, selv om han er noget flinkere end Don Draper. De to indiske drenge får generelt mindre at arbejde med, men kulturchokket må blive en anden gang. Her nøjes vi med store øjne over automatiske elevatordøre, og den åbenbaring som en pizza kan være for de uindviede. Det skal selvfølgelig ikke være gratis at glide så hurtigt hen over udbytningen af den tredje verden og slige sager, men en film er bedst, når den vinkler sin fortælling skarpt. Her er det kun de involverede karakterers besværlige vej mod venskab, der skal trykke følelsesknapper.
Jeg røg direkte i Disneyfælden og grinede og håbede og krydsede fingre og fik lidt ståpels et par gange. Jeg føler, jeg er blevet taget ved næsen. På den gode måde, hvor man bliver ført godt og grundigt rundt af et par kompetente filmfolk, der ikke kunne være mere ligeglade med korslagte arme og nordeuropæisk følelses-skepsis. Engang imellem overrasker film, og denne gang var det Disney, der kastede en skruebold af skarp dialog og elegant doseret handling. Undskyld boldmetaforen, jeg er vist endnu ikke kommet helt ud af filmens idyl-Amerika-sportsverden. Men der er også ret hyggeligt.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet