Slagkraftig ungdomsfilm

I en tid, hvor det myldrer med uopfindsomme genindspilninger af danske familiefilm som “Min søsters børn” og “Far til fire” samt kyniske, kommercielle fadæser som “Guldhornene” og “Bølle Bob”-filmene, kommer Oliver Ussings “Min bedste fjende” som et lyn fra en klar himmel. Det er en af de absolut bedste danske ungdomsfilm i årevis.

Herhjemme har genren længe været hæmmet af en konservativ mentalitet og en stueren attitude. Men “Min bedste fjende” overdænger stuens vægge med spandevis af farvestrålende maling, der tvinger én til at åbne øjnene for genrens potentiale for første gang i lang tid. Sagt med andre ord: “Min bedste fjende” krydser grænser, som danske familiefilm har været bange for at krydse siden “Zappa”, og Bille Augusts klassiker er altså efterhånden 27 år gammel. Den danske ungdomsfilm har længe hungret efter en saltvandsindsprøjtning, og “Min bedste fjende” er troppet op for at presse kanylen i bund.

Filmen kan passende beskrives som et miskmask af “Fluernes herre” og “Fight Club” tilsat et strejf “Zappa” og en snert “Billy Elliot”. Forvirret? Mere grundigt fortalt handler filmen om to drenge, Alf og Toke, som mobbes og prygles af deres jævnaldrende i 6. klasse. Knægtene drilles, fordi de ikke er lige så kønne eller cool som deres klassekammerater. Hverken Alf eller Toke kender navnene på de dyre deodorantmærker, de kan heller ikke de nyeste radiohits udenad, og de bruger fritiden på at danse ballet og udstoppe biller i stedet for at feste med klassens andre rollinger.

Men på et tidspunkt får drengene nok. Alf inspireres til at tage affære af en japansk tegneserie om en ung hyrde, der sværger hævn, efter at hans familie bliver myrdet. Alf og Toke begynder at give bøllerne igen af samme mønt, og duoens mange aktioner får konflikten til at eskalere, indtil de to drenge får hvervet flere af deres medelever og overtager styringen i striden. Men nøjagtig ligesom i “Fluernes herre” bliver børnene her også forblændet af had og magt, og der går ikke længe, før det hele løber løbsk. Som titlen antyder, bliver skillelinjen mellem ven og fjende svær at tyde.

“Min bedste fjende” understreger med rammende alvor, at handlinger har konsekvenser. Danske ungdomsfilm er ellers generelt glade for at løse dilemmaer med pludselige trylleslag og rosenrøde slutninger, der behandler de unge tilskuere som uforstående spædbørn. Men uden at tvinge sin morale ned i halsen på tilskueren understreger “Min bedste fjende”, at dilemmaer som mobning og magtmisbrug ikke kan løses lige så let i den virkelige verden, som de kan på film. Filmen skyr heller ikke fra voldens barske natur. Når børnene tæsker hinanden, får vi ikke lov til at se alle de brutale slag og spark, men vi er aldrig i tvivl om, at de foregår, og at de forvolder stor smerte, nøjagtig ligesom virkelighedens vold. “Min bedste fjende” behandler sit publikum med den respekt, som drengene forlanger af hinanden.