Livet i nostalgiens skær

Til trods for den enorme magtposition, italiensk film tidligere har haft, har der gennem længere tid været langt mellem de gode årgangsvine. Til gengæld er der højdepunkter indimellem, og en af de mest elskede moderne filmiske værker er, ironisk nok, spædet af et helt traditionel italiensk træk, nemlig det bittersøde tilbageblik på fordoms tid. I denne forbindelse er rammen omsat i en betingelsesløs lun og hengiven kærlighedserklæring til filmens verdens. Her taler jeg naturligvis om Giuseppe Tornatores mesterværk “Mine aftener i Paradis” fra 1988, som dengang gik sin sejrsgang over hele verden. Den har netop fået dansk repremiere og er klar til at erobre filmelskernes hjerter på ny.

Filminstruktøren Salvatore di Vita får en aften besked om, at hans barndomsven Alfredo er død og skal begraves den næste dag i hjembyen Giancaldo. Tynget af sorg og stærke minder rejser Salvatore tilbage til den sicilianske landsby, som han ikke har besøgt i 30 år. Tankerne overvælder Salvatore, der henfalder i de glemte minders vold omkring byens biograf Cinema Paradiso, drevet af netop Alfredo. Salvatore, med kælenavnet Toto, indledte som barn et langt fader-søn venskab med Alfredo. Med udgangspunkt i Totos fascination af film og det at arbejde i operatørrummet bliver de mange biograffilm en evig grundstamme for Alfredos faderlige råd om livet. Da Toto forelsker sig i bankdirektørens datter, viser de mange filmreferencer sig at være særligt nyttige…

Fra start til slut er “Mine aftener i Paradis” en lunefuld og rørende film fortalt i skæret af de mange film, som Tornatore uden tvivl selv er vokset op med på Sicilien. Der er mange årsager til, at filmen burde falde sammen af rørstrømsk sentimentalitet og sukkersøde passager. I stedet bliver man ligeså fortryllet og bjergtaget som Toto, når han får fortalt den ene filmiske floskel efter den anden af underfundige Alfredo.

Det, der gør udslaget, er nemlig fortællingens tone og det humoristiske univers, filmen åbner op for med enkle, men spidsfindige virkemidler. Først og fremmest er det skildringen af landsbyen, der giver filmen en larger than life-dimension, som fanger og fængsler. Giancaldo er en osteklokke proppet til renden med skæve eksistenser, som mange nok vil kunne genkende fra deres egen opvækst.

Ligesom det altoverskyggende tema er nostalgi, er filmens største fortjeneste, at et indadvendt tilbageblik fremmanes hos publikum i takt med fortællings udvikling og samme nostalgiske forløb som det, Salvatore oplever. Dog formildet med et smittende smil. De mange fornemme skuespillerpræstationer er naturligvis med til at give landsbyen troværdig liv og nerve, og var hovedrolleindehaverne ikke så fremragende, ville det hurtigt falde sammen. Jacques Perrin som den ældre melankolske Salvatore er eminent, mens Philiope Noiret som den varme og filmvise Alfredo leverer en af de mest mindeværdige præstationer.

Bag paradisets port

Med “Mine aftener i paradis” inviterer den sicilianske filmmagiker Guiseppe Tornatore indenfor til et regulært stykke filmhistorie, når han igennem sit alter ego, den midaldrende instruktør Salvatore, eksekverer barndomsminderne som filmoperatør i den lokale biograf i lillebyen Giancaldo på Sicilien.

Her blev bysbørnene nemlig forenet trods divergerende politiske holdninger og afgørende forskelle på rig og fattig. Men for en tid blev alle stridigheder glemt, når de store stjerner fra Hollywood foldede sig ud på det store og prægtige hvide lærred. Salvatore var på det tidspunkt blot en årsunge og befinder sig i filmens centrum sammen med den aldrende operatør Alfredo. Det er for så vidt ham, der administrerer filmfremvisningerne fra sit lille operatørrum, hvor Salvatore – i daglig tale Totó – er en hyppig, men ikke altid lige velkommen gæst. Hans far er angiveligt død i krigen mod Stalins russere, og derfor indtager Alfredo på naturligste vis og til moderens store fortvivlelse en form for faderrolle i samspil med den hæderkronede biograf.

Men helt selvstyrende er biografen nu ingenlunde. Den katolske kirkes magt er ikke til at komme udenom, og den lokale præst har også sit at skulle have sagt, når det vedrører de mange filmfremvisninger. Derfor udøver han hårdhændet censur, for der er jo grænser for, hvad de troende kan udsættes for, og selv det mest uskyldige kys har derfor svært ved at finde vej gennem præstens uforsonlige nåleøje. Men en voldsom brand i biografen varsler nye tider, da Alfredo både vansires og bliver blind, og Salvatore bliver derfor det oplagte valg til at tage over i operatørrummet. Stille og roligt lempes mere vovede scener ind i biografens mørke. Det er bestemt nye tider, da den totalt renoverede biograf atter slår dørene op.

I “Mine aftener i paradis” spores også en almengyldig og melodramatisk kærlighedsfortælling af tårevædede dimensioner. Fra sine allerførste teenageår lægger Salvatore sine øjne på den tilflyttede og stenrige bankdirektørs yndefulde datter. Men der er forskel på rig og fattig, og det må den unge knøs for alvor sande, da faderen får nys om romancen.

Dramaet er intakt, humoren smittende og fantasien sprudlende. Alt går simpelthen bare op i en højere enhed, og alt lykkes for Tornatore i en film, der må og skal betragtes som instruktørens hovedværk, og som på dragende vis indkapsler hovedtrækkene i filmhistorien, men også i moderne europæisk historie som sådan. “Mine aftener i paradis” viser et underholdende og lystigt, men også alvorstungt billede af livet i al sin skinbarlige virkelighed. Siden barndomsårene bryder Salvatore igennem som feteret filminstruktør og informeres undervejs om sin gamle lærermesters død. Rejsen tilbage til barndommens dal for at deltage i begravelsen er imidlertid brolagt med prøvelser og er lidt af et emotionelt cirkus. Årene er som bekendt gået, og mangt og meget er passeret.

Trods sine knap tre timer er “Mine aftener i paradis” ikke det mindste for lang. Tværtimod er denne hjertevarme skildring en uundværlig medpassager, når der skal svælges i filmhistoriske minder. Tornatore bruger væsentlige klip fra filmhistorien på formidabel vis. Dette er en smuk og poetisk manifestation, der understreger de uventede drejninger, livet kan og vil tage. Både skuespil, manuskript, livsglæde og fandenivoldskhed skulle være undskyldninger nok for at begive sig ud på denne rejse. For en rejse er det. En af de helt store endda. “Mine aftener i paradis” var dengang og er til stadighed i dag stor stor filmkunst mine damer og herrer. Hverken mere eller mindre.

Video

Visuelt præsenteres “Mine aftener i paradis” i et anamorphic widescreen 2.35:1-format, som filmens alder taget i betragtning holder sig på det jævne. Looket er støvet, ligesom uskarpheder og blødheder bestemt ikke er en sjældenhed. Der kan desuden opleves udsving i både farvetemperatur og kontrast, mens digitale forstyrrelser, edge-enhancement og udtværinger til gengæld ikke forekommer.

Audio

Det italiensksprogede Dolby Digital 5.1-lydspor kredser fortrinsvis om systemets forreste højtalere. Dialogen er generelt tydelig, men virker indimellem en smule mudret. Overstyringer er der derimod ingen af, og det stemningsfulde score stemmer på fortræffelig vis i med sine fyldige strygere. Underneden er atmosfæren passende, mens effektlyde som sådan kun forefindes i begrænset omfang.

Der er ikke ekstramateriale på denne udgivelse.