Mission: Vildere stunts – Skurken med rullekraven

Det siges, at Tom Cruise var en skuffet mand tilbage i 1994. Timothy Dalton trak sig dengang som James Bond efter kun to film i franchisen. Cruise ville have rollen. Han ville være action-agent i en stor franchise, men sådan gik det som bekendt ikke. Pierce Brosnan var på Agent 007-plakaten til “GoldenEye” i 1995. Cruise måtte gøre det selv. Året efter var Tom Cruise på plakaten som action-agent i det, der skulle blive en stor franchise: “Mission: Impossible”. I år er det femte gang, at Cruise skal redde verden som IMF-agenten Ethan Hunt i en film, der minder ikke så lidt om Brosnans Bond-film. Dog tilsat lidt “Fast & Furious”-for-meget-action og et ufrivilligt skær af “Austin Powers”.

For hvor Bond over de seneste 20 år har bevæget sig i en mere alvorlig retning med Daniel Craig, så har “M:I”-filmene taget den modsatte tur. Væk fra Brian De Palmas fortættede agent-thriller i førstefilmen fra 1996 til gradvist flere og flere glimt i øjet og fabriksforudsigelige modstandere. Den udvikling kulminerer foreløbigt med denne “M:I 5”, hvor hvert tilløb til De Palmas missions-tone punkteres effektivt (eller irriterende) af Simon Peggs ‘sjove’ Benji Dunn, der nu for tredje gang understreger, at det bare er noget, de leger.

Allerede i åbningsscenen fra en landingsbane i Minsk sættes Pegg i scene som mere end bare sidekick til Cruise. Han er sidestillet med helten, ja nærmest hovedperson – det er ham, vi primært oplever den femte mission igennem. Hals- og ‘alt muligt andet’-brækkende hægter Hunt sig fast på ydersiden af et fjendtligt fly, der letter. Det første ud af en perlerække af overbevisende stunts, som vitterligt virker umulige. Men Hunt får ikke adgang til flyet. Hackeren Benji klumrer i det, åbner den forkerte dør på flyet. Det er meningen, det skal være sjovt. Jeg savnede Brian De Palma, der havde skudt Benji i første scene. I “Mission: Impossible” var der ikke plads til unødvendigt fjolleri – det handler jo om at redde verden.

Denne gang skal verden reddes fra Syndikatet, og som vi jo kender det fra byggebranchen, så er syndikater noget skidt – med mindre man selv er en del af et, så er det sikkert sjovt nok. Her er Syndikatet et anti-IMF fyldt med bandit-agenter, der vil alle det onde. De ledes naturligvis af en ond mastermind, der er taget længere end Blofeld og andre kulørte Bond-skurke, så han næsten er i familie med Dr. Evil fra “Austin Powers”. Han er en parodi på en skurk. Med sit affarvede næsten-nazistiske hår, en permanent forvrænget grimasse, evigt hviskende stemmeføring og kirkegården som foretrukket mødested var det så virkelig nødvendigt også at installere ham i en sort rullekrave? Kun Mini-Me mangler. I stedet må vi nøjes med en svensk bølle med øgenavnet Knoglelægen – en fjern slægtning til Oddjob og Jaws måske?

Mit største problem med “Mission: Impossible – Rogue Nation” er, at jeg ikke ved, om den ved, at den er en karikatur på sin egen franchise. At der igen skal gøres meta-grin med, at den traditionsrige brug af masker i serien er blevet uddateret, at de imponerende stuntscener har mere tilfælles med “Fast & Furious”-seriens for-sjov-action end den oprindelige agentstil. Missionen er død, men op fra asken har rejst sig et fleksende stuntmonster, som selv Vin Diesel gerne ville låne lidt steroider fra. Her er en ’point of view'-jagt på Hunts motorcykel den største af de umulige fornøjelser.