Money, money, money

Det kom som noget af en overraskelse, da Oliver Stone erklærede, at han ville lave en fortsættelse til sit Oscar-belønnede børsdrama “Wall Street” fra 1987. Jovist, originalen var udmærket, men på Stones glorværdige CV er “Wall Street” afgjort en af bagatellerne. Men i kølvandet på finanskrisen var det vel uundgåeligt, at den antiautoritære Oliver Stone atter ville rette skytset mod New Yorks børsmæglere, og tak Gud for det, for “Wall Street: Money Never Sleeps” er en fornem fortsættelse.

“Wall Street: Money Never Sleeps” begynder i 2001, hvor den afdankede børshaj Gordon Gekko (Michael Douglas – tilbage i sin glansrolle) forlader fængslet efter otte år bag tremmer. Dernæst springer vi frem til 2008, hvor finanskrisen er under opsejling. Jake Moore (en veloplagt Shia LaBeouf) er en ung og talentfuld børsmægler, som arbejder for investeringsbanken Keller Zabel. Rygtebørsen påstår, at det går skidt for Jakes arbejdsgivere, så deres aktier styrtdykker pludseligt, og Jakes mentor, Louis Zabel (den altid fremragende Frank Langella), begår selvmord. Jake er overbevist om, at en af Zabels største konkurrenter, Bretton James, startede rygterne, så han opsøger Gekko for at få hjælp til at hævne sin læremester. Gekko forlanger til gengæld, at Jake hjælper ham med at reparere hans forrådne forhold til datteren Winnie, som tilfældigvis er Jakes kæreste.

Det, som dernæst udspiller sig, er ren Shakespeare. Folk snyder og bedrager hinanden konstant i forsøget på at overtage kongekronen i en verden, hvor der gemmer sig en Lady Macbeth bag hvert eneste kunstige smil. Det lyder måske som en trist og trættende filmoplevelse, men i Stones hænder er “Wall Street: Money Never Sleeps” blevet til to timers enormt underholdende drama. Jake er en karismatisk helt, idet LaBeouf opnår den helt rigtige balance mellem dumsmart drengerøv og medmenneskelig menigmand, og LaBeoufs samspil med den superbe Carey Mulligan, som spiller Winnie, giver filmen en emotionel slagkraft, som den første film manglede.

Det samme gør de forbavsende rørende scener mellem Mulligan og Douglas. Hvem havde troet, at man en dag ville sidde og håbe på, at selveste Gordon Gekko ville overkomme sine personlige pinsler? Og så er Josh Brolin en fornøjelse som den sleske Bretton James. Sammen slår Brolin og LaBeouf gnister. Tempoet er højt ligesom i en god actionfilm, og ligesom i de bedste actionfilm har “Wall Street: Money Never Sleeps” helte, man nyder at tiljuble, og skurke, man elsker at hade. Indimellem føler man det dog næsten nødvendigt at ty til Google, når børshajerne bombarderer hinanden med deres forvirrende termer, men man ryger gudskelov aldrig af vognen, selvom jargonen til tider er ubegribelig. Man irriteres dog, når Stone bliver lige lovlig legesyg og besudler billedsiden med malplacerede talebobler.

Det er slående, hvor meget den ældre Gekko og Oliver Stone ligner hinanden, idet begge mænd åbenbart er blevet mere blødsødne med alderen. I den første “Wall Street” var Gekko en kompromisløs kyniker, som anså grådighed for en dyd, og Stone kickstartede karrieren med kontroversielle mesterværker som “Platoon” og “JFK”. Stone har til gengæld brugt de seneste år på mere medgørlige mainstreamfilm som “Alexander” og den undervurderede “World Trade Center”, og i “Wall Street: Money Never Sleeps” er Gekko tilsyneladende mere interesseret i sin datters gunst end gysser. Men filmen er Stones mindst konventionelle værk i årevis, og med et evigt funklende glimt i øjet antyder en dejligt drilagtig Douglas, at skindet bedrager.

Ja, både manuskriptforfatterne, Stone og Douglas har adskillige overraskelser i ærmerne. Der er dog ingen tvivl om, at Gekko er blevet en mere sympatisk størrelse siden sidst, og indimellem savner man lidt mere fandenivoldskhed fra Douglas’ side, men for det meste er han slet og ret fantastisk. Han måtte gerne have været mere med. Filmens sidste akt er desværre så sukkersød, at man næsten kan høre sirup sive ud af fjernsynet, men indtil da har “Wall Street: Money Never Sleeps” formået at skabe et stemningsmættet og sobert portræt af finanssektorens skyttegrave. Men det er i sidste ende de charmerende karakterer og det følelsesladede drama, som gør filmen værd at investere både tid og penge i.

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 2.35:1. Udgivelsens transfer er tæt på at være fejlfrit. Der er desværre en håndfuld skud, som fremstår lidt uskarpe, og indimellem virker hudfarverne en smule orange. Men gennem størstedelen af filmen er farvegengivelsen upåklagelig, og langt de fleste billeder er knivskarpe. Kontrasten er også fantastisk – der optræder mange skygger og nattescener undervejs, men ingen detaljer går tabt i mørket. Hverken edge-enhancement eller utilsigtet støj forekommer.

Audio

Jeg havde ikke forventet, at en film om finanser og børsmæglere ville lyde så godt, som “Wall Street: Money Never Sleeps” gør. Tjek eksempelvis scenerne i New Yorks undergrund i kapitel 8, hvor diskens DTS-HD Master Audio 5.1-lydspor hoster op med dybe toner i subwooferen og slagkraftige panoreringer, som omdanner stuen til en vaskeægte metrostation. Den auditive atmosfære imponerer gang på gang takket være et væld af solide, subtile lydeffekter. Musikken folder sig ud i samtlige højtalere, og dialogen kommer klokkeklart igennem.

Ekstramateriale

Oliver Stone er altid en fornøjelse at lægge øre til. Han er intelligent, velformuleret og ydmyg, og på sit kommentarspor til “Wall Street: Money Never Sleeps” beretter Stone om alt fra filmens tilblivelse og finanskrisen til sin ærlige mening om “Transformers: De faldnes hævn”. Derudover indeholder skiven to trailere til filmen, 30 minutters ofte interessante slettede/forlængede scener (som Stone kommenterer) og omtrent 93 minutters blændende dokumentarer, som byder på et væld af fascinerende interviews med Stone, skuespillerne og alskens historikere og økonomer. Hvis din afspiller er koblet til internettet, får du adgang til endnu flere dokumentarer. Desuden medfølger en digital kopi og dvd-udgivelsen af filmen.

Mere høj cigarføring

Selvom had, vrede og afsky ikke just er de mest prisværdige følelser, så er de alligevel ofte nogle af de mest effektive udgangspunkter for at skabe decideret skelsættende værker.

Et sådan kan ses i Fritz Langs 1931-mesterværk “M”, hvor Langs foragt for den tyske offentlige mening og de fremmarcherende nazistiske kræfter skinner igennem. Et andet kan ses i Oliver Stones “Wall Street”, hvor Stones indignation over storkapitalens frådende parasitter hænger tykt i luften. Den films budskaber var måske i bund og grund ret så banale, men man kunne føle afskyen gennem lærredet, og det var netop den følelse, der gjorde den så virkningsfuld.

Nu 23 år senere er Stone så vendt tilbage til beretningen, men han er bestemt ikke den vrede unge mand, han engang var, og har snarere lagt en alfaderlig lidt tilbagelænet vinkel på begivenhederne. Alligevel sidder man gennem en del af filmen med forhåbningen om, at han vågner op til dåd – og at det muligvis også sker, synes filmens lovende åbningsscene at antyde. Efter ikke så få år bag tremmer kommer den berygtede Gordon Gekko ud af fængslet, men ser noget rådvild ud, da han som en forpint Egon Olsen må konstatere, at ingen venter på ham. Gekko virker usikker et kort øjeblik, men pludselig dukker et lumsk udtryk op i den aldrende børshajs øjne, og med en hoven mine prajer han en taxa. Slangen er langt fra færdig.

Finansfyrsten med den store cigar er dog kun lejlighedsvis på lærredet gennem den første del af filmen, hvor blikket i stedet rettes mod den unge børshandler Jake, der juni 2008 står overfor at skulle giftes med Gekkos datter. Tingene ændrer sig dog, da finanskrisen brager, og Jakes mentors selskab knuses brutalt. Jake søger hævn over dem, der førte kniven, og hvem er bedre egnet til at hjælpe med det end netop Gordon Gekko?

Ligesom i den første film er der derved lagt op til en faustisk handel med djævlen, men Gekko er hverken så dæmonisk eller magnetisk som i den første film og optræder i stedet mest som en nostalgisk bi-figur uden den store indflydelse på hovedhandlingen. Skurkerollen er i stedet lagt i hænderne på Josh Brolin, der kommer til at optræde som Jakes ondsindede mentor-skikkelse, men forholdet mellem de to bliver aldrig så interessant, som der lægges op til, og filmen får aldrig lagt det moralske pres på Jake, der kunne skabe en følelse af spænding og usikkerhed. Mere interessant bliver Jakes forhold til moderen i skikkelse af Susan Sarandon, der som en falleret ejendomsmægler på sin egen vis fremstår som en lige så grådig størrelse som filmens børsmæglere.