Lunefulde måne

Duncan Jones’ “Moon” er som en storslået tryllekunst: Jo mere man ved om den på forhånd, desto mindre magisk virker den, når den endelig folder sig ud. Sagt med andre ord: Det ville være direkte kriminelt at afsløre mere end få stikord om denne lille perles pudsige plot, for filmens syrede fortælling fortjener at blive udforsket med den samme uvidenhed og nysgerrighed, som Apollo-mandskabet følte, da de plantede de allerførste fodspor på månen.

Sam Rockwell spiller minearbejderen Sam Bell – og allerede med denne spøjse navnelighed antyder Jones, der er søn af David Bowie, at der vil blive leget med grænsen mellem virkelighed og opspind. Sam (altså minearbejderen) arbejder mutters alene på månen. Han får fritiden til at gå med at vande planter, bygge modeller og gense de samme gamle, kedelige tv-udsendelser om og om igen. Men efter en dramatisk ulykke er der pludseligt to astronauter på stationen – endda to identiske af slagsen. Har den ekstreme isolation på månen drevet Sam til vanvid? Eller er der andre ugler i mosen?

“Moon” er et velkomment alternativ til de fortrinsvis hjernedøde actionbrag, som har kendetegnet science fiction-genren de seneste år. Det var også sidste års bedste film. Omsider kan afdøde pionerer som Stanley Kubrick og Andrei Tarkovsky holde op med at rulle i deres grave, for en film af samme art og karat som d’herrers respektive science fiction-mesterværker er endelig ankommet. Jones har den helt rette tilgang til genren: Han ser den som en legeplads, hvor virkelighedens spilleregler ikke gælder, og restriktioner på ideernes antal, størrelse og type derfor ikke eksisterer. Og “Moon” er netop bygget på et solidt fundament af ideer – ikke et overflødighedshorn af banale actionsekvenser gennemsyret af overdådige computereffekter.

“Moon” er gudskelov heller ikke blot et fortænkt syretrip uden mening eller substans som så mange film, der har fejlet i forsøget på at kopiere forunderlige trendsættere som “Rumrejsen 2001”. Fortællingen har flere lag end et radioaktivt løg og flere twists end et dansk kommunalvalg, men fordi Jones bevarer fokus på Sam og aldrig fortaber sig i bizarre drømmevisioner og sidespor, mister man som tilskuer aldrig grebet om dramaet eller alt det vanvittige hurlumhej omkring det. “Moon” er en film om mennesker, og om hvad det vil sige at være menneske, og begravet under filmens talløse gåder rumsterer en søgen efter mening og identitet – en søgen, vi alle kan tage og føle på og lade os inspirere af.

Jones er tydeligvis en feinschmecker, for han har spækket sin debutfilm med referencer til genrens milepæle. En af Sams planter hedder Ridley – selvsagt opkaldt efter instruktøren af “Alien”, som har haft en stor indflydelse på filmens smukke, sterile look. Og Sams eneste ledsager er den HAL 9000-lignende computer GERTY, som en kølig Kevin Spacey har lagt stemme til og tilmed formået at give en personlighed i samme ombæring. Men “Moon” er samtidigt helt sin egen, og på intelligent vis udnytter den også vores kendskab til genrens klicheer til at drive gæk med vores forventninger. Og så er det mildest talt utroligt, hvor meget Jones og Co. har kunnet klemme ud af filmens mikroskopiske budget på fem millioner dollars – lige fra de ekstremt troværdige computereffekter til Clint Mansells guddommelige musik.

Men Sam Rockwell er Jones’ største trumfkort. I alt for mange år er Rockwell blevet spist af med den samme birolle – den gakkede sidekick, der ler ustyrligt i baggrunden, mens mindre habile skuespillere stjæler rampelyset i forgrunden. Men her har Rockwell den altoverskyggende hovedrolle. Han er så naturlig og nuanceret, at man lynhurtigt stopper med overhovedet at fundere over, at man ser den samme skuespiller i to forskellige roller. I fællesskab har Jones og Rockwell ikke blot begået et lille skridt, men et enormt spring inden for genren.

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 2.40:1. En kort sammenligning med den udenlandske BD-udgivelse af filmen afslører, at den danske dvd/BD-udgiver Atlantic ikke har benyttet helt det samme transfer. Transferet er dog under alle omstændigheder fremragende, og det eneste, der afholder billedsiden fra at opnå topkarakter, er en smule banding – altså tydelige skillelinjer mellem de forskellige farvelag, som til tider indtræffer på kulsorte baggrunde såsom verdensrummet. Det danske transfer er formentlig kraftigere komprimeret end det internationale. Billedet er ellers knivskarpt, de kølige farver gengives perfekt, kontrasten er sædvanligvis helt perfekt, og hverken snavs eller edge-enhancement forekommer.

Audio

Der er ingen overgearede actionsekvenser eller buldrende eksplosioner i “Moon”, men derfor gør skivens DTS-HD Master Audio 5.1-mix alligevel stort indtryk. Clint Mansells stemningsfulde musik folder sig fornemt ud via alle kanaler, og ligesom dialogen og lydeffekterne er den virkelig distinkt. LFE-kanalen og subwooferen måtte gerne have været en anelse mere aktive, men der er ofte mange herlige lydeffekter i baggrunden – lige fra computere, som bipper, til luft, der cirkuleres – der gør filmens futuristiske omgivelser mere troværdige og levende. Panoreringerne er naturlige og effektive, og støj figurerer aldrig.

Ekstramateriale

Desværre medfølger intet ekstramateriale. De udenlandske dvd/BD-udgivelser af filmen er ellers proppede med informative dokumentarer, kommentarspor mm.

Blændende måneskinsonate

Selvom der bestemt intet er i vejen med fornøjelig eskapisme i form af eksploderende rumskibe, lyssværd og kæmperobotter, så er de mest vedvarende fascinerende film inden for science fiction ikke desto mindre de fortællinger, der tager selve begrebet alvorligt og udnytter det til at berette noget om os selv.

Den slags værker er der faktisk meget færre af, end man skulle tro, og de lader til at været blevet tiltagende sjældne siden formidable titler såsom “Rumrejsen 2001”, “Solaris” og “Silent Running”. Derfor er det også en glæde at se en moderne science fiction-film atter forsøge sig med genren – og endda slippe så ualmindeligt godt fra det.

Filmen følger Sam Bell, der er en astronaut udstationeret på månen, hvorfra han overvåger de maskiner, der udvider Helium-3 fra undergrunden – et stof, der nu udgør kernen i jordens energiforsyning. Her har han opholdt sig i næsten tre år kun i selskab med computeren GERTY, og nu er hans vagt omsider ved at være overstået, og han ser frem til atter at blive genforenet med sin kone og lille datter. Godt det samme for selvom stationen er rummelig og velforsynet, så føler Sam sig nedslidt og udkørt efter de tre år og har tiltagende sværere ved at opretholde fokus. Tingene udvikler sig dog i stigende grad foruroligende, da han tilsyneladende begynder at se syner, og snart kommer han ud for en ulykke, der kommer til at ændre alt.

Mere end det skal bestemt ikke afsløres her, og det er da også rigeligt til, at spørgsmålene allerede vælter frem: Hvilket selskab kunne dog finde på at bemande en station med kun et besætningsmedlem? Hvad betyder synerne, og hvilken slags mand ville dog vælge at lade sig placere i denne slags isolationsfængsel helt frivilligt? Svarene dukker langsomt op, efterhånden som handlingen skrider frem, og vi mistænker hurtigt GERTY for at vide mere, end den siger. At vi gør det skyldes ikke mindst dens udformning, der vækker minder om HAL fra Rumrejsen 2001, samt Kevin Spacys tvetydige stemmelægningen, der vanskeligt lader sig tyde.

Bortset fra den stemme er Sam Rockwell næsten den eneste skuespiller i filmen, og hans blændende præstation – som først vækker vores opmærksomhed og dernæst vinder vores sympati – er en af de primære grunde til, at filmen fungerer så ualmindeligt godt, som den gør. Det er ikke mindst imponerende taget i betragtning af, at “Moon” er instruktørdebuten for Duncan Jones. Han er for øvrigt søn af David Bowie, hvis gennembrudssang “Space Oddity” netop handlede om en isoleret astronaut, så det er fristende at pege på et vist åndsfællesskab mellem far og søn. Hvis Jones har følt sig en anelse usikker på hånden, kan det under alle omstændigheder ikke mærkes på filmen, der er en fuldstændig stilsikker og minimalistisk beretning, som langsomt sniger sig under huden på en og opnår uventet følelsesmæssigt pondus.