Edward Norton er en af den slags skuespillere, der ikke lader til at have nogen hæmninger. Se ham bare prygle sig selv i “Fight Club” eller gøre buksehonnør på scenen i “Birdman“.

I “Motherless Brooklyn” er han ikke alene skuespiller, men også manuskriptforfatter og instruktør.

Hæmningerne er endnu sværere at få øje på i Nortons nye fag. Det samme må desværre siges om talentet.

“Motherless Brooklyn” er Nortons forsøg på en noir-krimi, som de lavede dem tilbage i Bogarts tid. Eller bare dengang, da Jack Nicholson kunne glemme alt om at få styr på “Chinatown”.

Her spiller Norton selv hovedrollen som privatdetektiven Lionel Essrog. Han arbejder for sin ven og mentor, Frank Minna, som spilles af Bruce Willis – en af Norton mange skuespillervenner, der generøst er stillet op til kollegaens instruktørcomeback, som kommer hele 19 år efter rom-com-debuten “Imellem venner”.

Da Minna bliver myrdet, bliver Norton rodet ind i et kompliceret net af kriminalitet og korruption, der trækker tråde til toppen af 1950’ernes lokale new yorker-politik. Lange, lange filtrede tråde.

Med Norton som mere eller mindre enevældig hersker, så er der ikke meget ‘less is more’ over “Motherless Brooklyn”. Tværtimod, forudsigeligt nok.

De 2,5 timer er proppet til bristepunktet af dårlig dømmekraft, manglende disciplin – og store skuespillere, der trods alt giver rodebutikken et skær af klasse. Foruden Norton og Willis så tæller rollelisten navne som Willem Dafoe, Bobby Cannavale, Michael K. Williams og mange, mange, mange flere.

Heriblandt Alec Baldwin som brysk og barsk politikerskurk med halvskjulte henvisninger til Donald Trump, som Baldwin ofte parodierer på Saturday Night Live. Og ikke mindst Leslie Mann, som nærmest stjæler hele showet i de par scener, hvor hun giver den gas som Willis’ iskolde enke.

Det kæmpe karaktergalleri har sikkert fungeret i Jonathan Lethems romanforlæg, men i filmform er det for meget. De mange dygtige skuespillere får lige lov til at antyde omridset af en spændende karakter, inden Norton retter kameraet mod den næste kammerat, der skal have et par fede replikker.

Oftest hviler kameraet dog på Norton selv. Hvis man da kan kalde det at hvile. Norton spiller nemlig Lionel Essrog med en hvileløst vridende krop, der er plaget af tourettes-agtige udbrud og OCD-lignende tvangshandlinger. Han giver den mildt sagt ikke for lidt, og den urolige jazz på lydsiden forstærker kun den rastløse fornemmelse, der er svær at holde ud at være i.

De ufrivillige udbrud bliver leveret som punchlines igen og igen og igen. Heller ikke her er der skyggen af mådehold. Det er sjovt nok første gang, han puster sin tændstik ud, inden den pæne pige har fået ild i smøgen. Anden gang har dem på bagerste række også fanget den. Tredje gang er mindst to for mange.

Det samme kan siges om de tre hatte, Norton har på i “Motherless Brooklyn”.

Skuespiller, manuskriptforfatter, instruktør.

Det er mindst to for mange.