Mowgli

InstruktionAndy Serkis

MedvirkendeChristian Bale, Benedict Cumberbatch, Cate Blanchett

Længde104 min

IMDbVis på IMDb

Premiere 07/12/2018 på Netflix

Anmeldelse

Mowgli

3 6

 

Vi mennesker har det med at komme i vejen. Andy Serkis har fx valgt titlen “Mowgli” til sin “Junglebogen”-fortolkning. Og man kan godt sige, det er at gøre historien en unødvendig bjørnetjeneste.

 

For nu er fokus på det menneskebarn, der altid har været for sin egen historie, som han er for junglen: Et forstyrrende fremmedelement.

 

Rohan Chand er ellers fremragende og lidt af et scoop som titlens Mowgli. Men det er jo ikke ham, jeg er kommet for at se.

 

Jeg vil se kløer, tænder og skinnende sort pels rullet ud i CGI. Jeg vil dykke ind i det labyrintiske vilde og gyse om natten under tigerens brøl.

 

Sådan skal det ikke helt være denne gang. Store dele af “Mowgli” foregår klods op af og midt inde i menneskenes landsby. Vi rives ud af skoven og ind på langt mere barbarisk territorium, symboliseret af Matthew Rhys’ fordrukne storvildtsjæger.

 

Shere Khan er en trussel, og Baloo en ven som altid, men også mere end nogensinde rene værktøjer til at få Mowgli skubbet ud ansigt til ansigt med sin egen herkomst.

 

Så selv om CGI’en er pæn, og britisk skuespiller-royalty med Bale, Blanchett og Cumberbatch i spidsen er kaldt ind, forbliver junglen ude i siden – en pæn lille park med en mærkværdig blanding af dyr, som man lige kan smutte forbi, hvis man skulle få lyst. Ikke rigtig vildt. 

 

Serkis er ellers gået efter det rå og upolerede, men Kiplings historier er i sig selv en ret renskuret fantasi om gensidig respekt i en sund britisk drengespejderånd. Det gør plottet til en låst politisk intrige om retten til at være dyrenes konge (/tropsfører/elevrådsformand) med konstante referencer til ‘Junglens lov’.

 

Ulvene har taget Mowgli ind, men vi mennesker har det som bekendt med at komme i vejen, så de andre dyr forlanger, at han opdrages som en vild ulv. 

 

Her afviger “Mowgli” også fra den Disneyficerede “Junglebogen” ved at gøre Bagheera og Baloo til livstrætte, ugidelige undervisere frem for hyggelige venner. Det bliver dem pålagt ovenfra at lære den ubehjælpsomme Mowgli løb, klatring og recitering af ‘Junglens lov’.

 

Så frem for en opdagelsesrejse bliver vi snarere taget med på en dannelsesrejse. Kan Mowgli løbe hurtigt nok gennem junglen? Kan han jage? Kan han forstå den gældende magtstruktur i det komplekse sociologiske samspil af kødædende tigre, brunøjede byttedyr og bjørne med London-accent?

 

Mowgli er et vildt barn, der, hvis han drager hjem til civilisationen, allerede vil være veluddannet i samfundsfag.

 

Sådan da. For jungleloven er et miskmask, der tillader lidt i øst, forbyder lidt i vest og ikke gælder for elefanter. Den inkonsekvens, der sikkert kommer direkte fra Kipling – han skrev jo ikke en politisk afhandling, men fabler for børn – forplanter sig til filmens struktur.

 

De to spor – Mowglis selverkendelse og det uundgåelige opgør med Shere Khan – bliver strakt ud, drejet og skåret til, men finder sig aldrig til rette i en interessant karakter, jeg hepper på. For ikke at sige karakterer.

 

Mowgli vil gerne være både dyr og menneske og er omgivet af dyr, der opfører sig som mennesker. Men i hele den her undersøgelse af, hvad netop dét vil sige, er der ingen, hverken Baloo, Bagheera, Kaa eller Khan, der træder frem som fuldt udfoldede og interessante menneskedyr.

 

På samme måde er Serkis’ film lidt et ‘både og’. Den vil både være tænksom allegori på demokratiet og en medrivende ekspedition med flotte, farlige dyr og gør ingen af delene overbevisende.

 

Mowgli finder på sin vis sig selv i junglen, men “Mowgli” er faret vild derinde.

 

Mowgli Netflix anmeldelse / Filmz.dk

 

Trailer