Mr. Nobody
Udgivet 22. dec 2010 | Af: Benway | Set i biografen
Et af problemerne med at skrive om film, der skiller sig ud fra mængden, er, at man mangler begreber til at forklare dem ordenligt. Hvor genrefilm nærmest pr. definition griber ind i allerede veldefinerede mønstre – og derved er lettere at forklare – så er de få film, der ikke så let lader sig indfange, ofte vanskelige at beskrive.
“Mr. Nobody” er i det hele taget en af den slags film, hvor man kunne afsløre stort set hele handlingen i forvejen, uden at det ville gøre den store forskel for oplevelsen. Vi møder vores hovedperson – den aldrende Nemo Nobody – langt ude i fremtiden, hvor mennesket har løst gåden om, hvordan man standser ældningsprocessen. I en alder af 120 år er Nemo det sidste menneske, der kommer til at dø af alderdom, og journalisterne udspørger ham derfor nysgerrigt om hans liv. Svarene bliver imidlertid noget mere forvirrende end forventet.
Der er i det hele taget mange usædvanlige ting ved “Mr. Nobody”, og iblandt dem er ikke mindst det forhold, at den er en eksperimenterende film med budget som en mainstreamfilm. Den omfattende beretning er sindrigt udtænkt af belgiske Jaco Van Dormael, og han er ikke en mand, der forjager sig undervejs. I en alder af 53 har han kun instrueret tre spillefilm, og “Mr. Nobody” har været under udarbejdelse gennem 11 år, hvor Dormael konstant har føjet lag efter lag til manuskriptet. Hvad der er tilbage er en beretning med læssevis af historier, hvor nogle udvikler sig længselsfuldt rørende, mens andre bliver tragiske og opslidende. Om man får eller ikke får den udkårne kan meget vel i begge tilfælde vise sig at have lige negative konsekvenser på hver sin måde. At skabe en figur, der således både er den samme og mange forskellige, er lidt af en udfordring for en skuespiller, men i Jared Leto har Dormael fundet en mand, der viser sig værdig til jobbet, og han giver en samhørighed over det hele, der gør, at man ikke farer vild trods de mange forskellige handlingsspor.
Til trods for at filmen endnu har den helt store lancering til gode, har meget allerede været skrevet om tolkningen af handlingen, der byder op til forskellige mulige løsninger. På mig virker “Mr. Nobody” dog mindre som en gåde, der skal løses, og mere som en forholdsvis ligefrem, men alligevel fascinerende betragtning over verdens indretning. Jeg læste engang noget om, at vi alle som børn fødes som filosoffer, men med tiden og alderen lærer at lade være med at undre sig over verdens besynderlige udformning, som ellers nok er nogle tanker værd. Trods sin gennemførte udformning tvivler jeg på, at der gemmer sig nogen synderligt dybe sandheder i filmen, men “Mr. Nobody” har bibeholdt sin begejstrede barnlige nysgerrighed, og at genopleve den er en oplevelse ud over det sædvanlige. Præcis ligesom filmen.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet