Min Wulffmorgenthaler-favorit er den, hvor den ene nazist midt under Holocaust siger til den anden nazist, om han nogensinde har spekuleret på, om det mon er dem selv, der er de onde?

Sådan har makkerparret Mikael Wulff og Anders Morgenthaler landet dagens satiriske pointe i årevis hos Dagbladet Politiken. Nu udvider Wulffmorgenthaler den daglige stribe med en animeret filmatisering af deres bog fra 2017 – den bliver aldrig min favorit.

Der er ellers også to nazister med i “Mugge & vejfesten”, der begge bor i en kælder hjemme på Mugges vej. De slår armen i loftet, når de heiler – de har lavt til loftet.

Sådan er “Mugge & vejfesten” bygget op af karakterer, der er som taget ud af dagens Wulffmorgenthaler-stribe. De er karikerede, så man kan grine af dem. Alligevel er det ikke sjovt. Hvorfor?

Måske fordi Wulffmorgenthaler aldrig har handlet om den samlede historie, men derimod det enkelte optrin. Og når disse enkelte optrin er blandt duoens svageste, så falder helheden helt fra hinanden.

Flere optrin tæller femlingerne, der alle hedder Allan, ligesom der skal hilses på de to Politiken-intellektuelle, som skam først drikker rødvin fra kl. 9.30 om formiddagen.

Det centrale optrin handler dog om Mugge, en “Terkel i knibe”-dreng, der ender i midten af en skilsmisse, da mor Kirsten forlader farmand Thorbjørn, som ligner og lyder som Anders Morgenthaler.

Thorbjørn har skæl, hvilket understreges, da en kat stjæler hans skælshampoo i et nyt optrin, som skal være sjovt. Han er nu trist og alene, da Kirsten er faldet for Pierre, der går til crossfit, hvor han løfter på alt, der er tungt – præcis som fordommen tilsiger det.

Hjem til Mugge indflytter nu i stedet Elsebeth fra Horsens, som er ‘fra landet’, siger hun. Det er vist kun Wulffmorgenthaler-segmentet med Politiken-abonnement, der ikke ved, at alle andre byer på Sjælland end lige København er mindre end byen Horsens.

Elsebeth kan lide håndbold og tarteletter – hun er jo fra Jylland, imens naboen og juicekongen Henrik ikke kan finde ud af at fylde opvaskemaskinen og støvsuge, fordi han er mand.

Sådan virker optrin efter optrin som et opkog af kasserede idéer for dårlige til en Wulffmorgenthaler-stribe. Hvem griner dog, når Mugge misforstår et skånejob som et job i svenske Skåne?

Ikke mig. Og så gør det heller ikke helheden noget godt, at “Mugge & vejfesten” er inspireret fra den del af den danske animationsskole, der siden “Terkel i knibe” fra 2004 har tegnet fra en skabelon bestående af tynde arme og ben samt et stort hoved.

Sådan har det set ud i “Rejsen til Saturn” over “Gummi T” til “Hodja fra Pjort” og nu i “Mugge & vejfesten”, der dog er ekstraordinært plastisk og livløs i sin computeranimerede streg.

Derfor ender “Mugge & vejfesten” med at virke som et hurtigt sats på at ride “Ternet Ninja“-bølgen, men uden samme vid, bid eller niveau på billedsiden.