Mumien: Drage-kejserens Grav
Udgivet 8. aug 2008 | Af: filmz-Tyde | Set i biografen
Tilbage i 1999 lykkedes det på succesrig vis for filmen “Mumien” at placere Universals gamle gyserikon i en ramme af halvfemser-CGI og skabe en veloplagt atmosfære af eventyr via Indiana Jones-klonen Rick O’Connell. Opfølgeren fra 2001 blev også en finansiel succes, om end den vaklede en anelse under byrden af special effects, men kemien blandt skuespillerne var i det mindste intakt. Desværre er den samme charme og selvironi svær at få øje på i denne tredje ombæring – “Mumien: Drage-kejserens grav”. Filmen forsøger ellers ihærdigt at genskabe forgængernes underholdende tone, men den ender i stedet med at efterlade én med spørgsmålet om, hvorvidt den seneste udgave af mumien ikke bare skulle være forblevet begravet i stedet?
Mumien bringes til Shanghai, og selv om man skulle tro, de vidste bedre efter to film, kommer eventyrerne til at vække den gamle kejser til live. Og så går det ellers over stok og sten igennem Shanghais gader med et smut til Himalayabjergene for til sidst at ende for foden af den kinesiske mur i forsøget på at stoppe den magtgale kejser i at genvinde sin fulde styrke. Der er fart over feltet, og undervejs tager man sig til hovedet mere end én gang for at følge med.
Brendan Fraser, der normalt er god for en omgang sjov og ballade, har svært ved at levere filmens fantastiske formuleringer om myter og legender, og endnu værre går det med hans kejtede reprimander til sønnen. Maria Bello har vist flere gange, at hun magter roller som seje og enerådige kvinder, men den kejtede, søde – og ja britiske – side af Evie rammer hun slet ikke ligeså godt, som Rachel Weisz gjorde det i de forrige film. Endelig er der Jet Li, som desværre ikke kan siges at være en positiv opgradering i rollen som den nye kinesiske version af mumien. Det skyldes nu mest, at filmen ikke benytter Jet Lis talenter inden for kampsport i større omfang, og i stedet lader hans karakter drukne i CGI-blær.
Enkelte sjove replikker får en til at smile undervejs, og effekterne er som sagt fine det meste af tiden, men heller ikke mere. Derfor sniger filmen sig også kun lige akkurat op på en middelkarakter. På grund af den alt for store fokus på CGI fremfor historien samt instruktøren Rob Cohens halvhjertede personinstruktion virker “Mumien: Drage-kejserens grav” både tandløs, dum og på grænsen til det kedelige i forhold til dens forgængere. Tilbage er der bare at håbe, at alle involverede finder på noget bedre at bruge deres tid til, så vi forhåbentlig slipper for “Mumien: Tollundmanden vender tilbage”.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet