My Best Friend’s Girl
Udgivet 31. dec 2008 | Af: Benway | Set i biografen
”How do I loathe thee. Let me count the ways.” Jeg bilder mig ind at være rimelige hårdhudet, når det kommer til film. Guderne skal vide, at jeg siddet trofast gennem meget skrammel og optimistisk forsøger at finde det positive i selv de mest uopfindsomme film, men der findes desværre film, hvorom man må konstatere, at der simpelthen ikke er nogen gode egenskaber at finde.
Hvordan nogen kan få det indfald at lave en så frastødende film er mig en gåde, men her er historien ikke desto mindre: Den utiltalende Tank er ekspert i at skubbe kvinder begge veje – både i sine egne arme samt ikke mindst i armene på andre mænd. De kommer til ham, når deres kærester har droppet dem, og han får dem ubesværet overtalt til at tage på date med sig. Der opfører han sig så ubehøvlet og nedvurderende, som han magter. Han kalder dem fede, klamme, dumme og ignorerer i det hele taget deres følelser så overbevisende, at deres selvtillid bliver knust i en sådan grad, at de hurtigt vender tilbage til deres eks og tager til takke med det middelmådige forhold.
Af dens mange fejl – og det er svært at komme i tanke om meget andet – er først og fremmest, at dens hovedpersoner er så gennemført usympatiske. Hovedpersonen er et koldt svin, hans kvindelige modstykke er et charmeforladt bundt sexistiske klicheer, som til gengæld udviser slet skjult foragt over for Dustin, der i Jason Biggs’ skikkelse kunne være filmens eneste sympatiske skikkelse, hvis ikke filmen konstant fremstillede ham som et ynkelig pornofikseret onanidyr, der er så vattet og latterlig, at den ikke mener, han fortjener vores medfølelse.
Filmen stjæler med arme og ben fra andre og bedre værker såsom “Hitch”, “Wedding Crashers” og “Min bedste vens bryllup”, der alle adskiller sig fra denne ved at have en grundlæggende positiv indstilling til sine figurer. En sådan findes til gengæld ikke her, hvor kvinderne øjensynligt er så dumme, at de falder for selv de mest oplagte fif og tænder på at blive behandlet som bæ. Dens stupide humor består blot af den slags chok, som hvilken som helst klaphat med en bærbar kan skrive. Som tilskuer bliver man stødt over, at den antager, at man vil synes, det her er sjovt, og man sidder fuld af foragt tilbage efter at have overværet en så kold og kynisk film som denne. Filmen er instrueret af Howard Deutch, der ikke overraskende har en lang række dårlige komediefortsættelser bag sig og som nu i det mindste kan føje en rædsom en af slagsen, der ikke er en toer, til resuméet. Det er vist også det eneste positive, man kan sige om denne frastødende undskyldning for en film, der i modsætning til hvad titlen antyder ikke er nogens bedste ven. Ikke engang sin egen.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet