Nicolas Cage og krystalkraniets overmandHvem havde forventet, at en relativt traditionel efterligning af “Indiana Jones”-filmene som “National Treasure” ikke ville blive overgået af den pisksvingende arkæologs seneste eventyr? Det er især forbavsende, at selv om “National Treasure” er produceret af Jerry Bruckheimer, hvis film sædvanligvis svælger i uplausible, bombastiske og selvfede actionsekvenser, så er denne eventyrfilm mere jordbunden og troværdig end Spielbergs “Indiana Jones og krystalkraniets kongerige”. Her er ingen liansvingende, computergenererede aber eller biler, der farer over skrænter og falder gentagne gange ned ad adskillige vandfald.

Det er især “National Treasure”s uventede hang til sandsynlig action og brug af traditionelle, filmiske virkemidler, der gør den så forbavsende underholdende. Ægte og ofte forbløffende stunts figurerer tit. De charmerende karakterer bliver aldrig bedt om at spille andenviolin til storladne computereffekter eller langstrakte panoreringer, der afslører alle kulissernes afkroge. Og fortællingens persongalleri forbløffes immervæk af plottets mange (ofte usandsynlige) twists. Derfor deler man som seer ofte karakterernes begejstring, fordi den virker så ægte.

Begejstringen styrkes også, fordi skuespillerne er veloplagte og talentfulde og tydeligvis nyder at slå gækken løs som skattejægere i en storstilet Hollywood-produktion. Nicolas Cage mønstrer en af sine mest overbevisende præstationer i en blockbuster som skattejægeren Ben Gates, der leder efter en ældgammel skat, hvis beliggenhed afsløres på bagsiden af USA’s uafhængighedserklæring. Karaktererne er ganske vist alle arketyper, men de er også tilpas nuancerede. Justin Bartha er festlig som Gates’ sarkastiske assistent, henrivende Diane Kruger er dejlig fandenivoldsk som historiens heltinde, Jon Voight er fin som Gates’ pessimistiske far, og Sean Bean er karismatisk som altid i rollen som filmens skurk, der naturligvis vil have skatten helt for sig selv.

“National Treasure” er produceret af Disney og er tydeligvis designet til et yngre publikum, hvorfor man næsten må beundre filmens insisteren på at belære om vigtige begivenheder i USA’s historie. Både betydningsfulde historiske facts og lokaliteter inddrages undervejs, og selv om der naturligvis er lagt langt større vægt på lettilgængelig underholdning end undervisning, så formår filmens historiske baggrundsberetninger at gøre seancen mere vedkommende og interessant.

Uheldigvis synes filmen hen mod slutningen at have lidt for stor tillid til sin egen evne til at overraske. På et tidspunkt udbryder Jon Voight ”Endnu en ledetråd!”, og på det tidspunkt er man også ved at blive en anelse utålmodig ovenpå den stædige strøm af twists og rejser mellem de mange locations. 20 minutter kunne snildt være blevet sakset, og slutningen er desværre også et utilfredsstillende antiklimaks. Fans af “Indiana Jones”-filmene eller “Da Vinci mysteriet” vil formentlig også have forudset de fleste twists i god tid. Men “National Treasure” er gudskelov blottet for den kynisme, pruttehumor og æstetiske dovenskab, der gennemsyrer de fleste blockbusters i disse dage.

VideoI lange perioder ser “National Treasure” formidabelt ud i HD. Billedet er knivskarpt hele vejen igennem, og der optræder aldrig snavs eller edge-enhancement. Farverne er også flotte og aldrig for mætte eller matte. Hudfarverne fremstår troværdige fra start til slut. Men i ganske få scener er der en overvægt af gryn, som snarere ligner digital støj. Og i disse scener kan kontrasten også vakle lidt, hvorfor billedet bliver en anelse for lyst, hvorfor de mørke områder i billedet synes at blive fladgjort. Men disse episoder er heldigvis sjældne.

AudioSkivens engelske Dolby TrueHD 5.1-lydspor kan man derimod ikke sætte en finger på. Allerede i starten af filmen overrumples man af den auditive atmosfæres mangfoldighed. Da karaktererne begiver sig ombord på et skib på Nordpolen, føler man virkelig, at man befinder sig på isen sammen med persongalleriet. Man kan høre isen krakelere og bevæge sig overalt, og LFE-kanalens dybe rumlen gør oplevelsen endnu mere mindeværdig. Og filmen er fyldt med den slags auditive højdepunkter. Subwooferen er aktiv på de helt rigtige tidspunkter, musikkens forskellige elementer er godt fordelt over hele kanalnetværket, og dialogen er krystalklar. Panoreringerne er aldrig for markante, og undertegnede bed kun mærke i ét eneste, ubetydeligt tilfælde af overstyring.

EkstramaterialeMan præsenteres for et par reklamer for Blu-ray-formatet og traileren til “Narnia: Prins Caspian”, før man når frem til skivens hovedmenu. Langt størstedelen af ekstramaterialet præsenteres desværre blot i Standard Definition. Instruktøren Jon Turtletaub og skuespilleren Justin Bartha har indtalt et spøjst kommentarspor. Parret joker meget, men deres kommentarer er ofte lige lovlig platte. Bartha er slet ikke lige så sjov i virkeligheden, som han er i filmen. Men Turtletaub når heldigvis at mønstre en masse anekdoter om filmens tilblivelse.

Man har også mulighed for at se filmen med ‘Trivia Track’-funktionen slået til. En masse tekstinformationer dukker dermed op undervejs, som tilbyder info om filmen og de historiske begivenheder og beliggenheder, den nævner. Mindst lige så muntert er det interaktive spil “Mission History: Inside the Declaration of Independence”, der giver seeren mulighed for at nærstudere uafhængighedserklæringen.

En stak slettede/forlængede scener (inkl. en alternativ slutning) medfølger også. Turtletaub og Bartha har også indtalt kommentarer til disse. De saksede sekvenser ville blot have gjort en allerede lang film endnu længere. Den alternative slutning er dog en tand morsommere end biografudgavens. En montage med animerede storyboards er også inkluderet, men skivens syv dokumentarer, der tilsammen varer ca. 56 minutter, er mere interessante. De dækker alt fra brugen af koder i virkelighedens verden og iscenesættelsen af flere af filmens nøglescener, til produktionens stunts, kulisser og effekter. Dokumentarernes mange interviews er som regel interessante, og der er heldigvis slet ikke så megen monoton, verbal rygklapperi som frygtet.

Personen der nærmest er blevet et synonym for hæsblæsende action, Jerry Bruckheimer, har atter slået pjalterne sammen med familie-giganten Disney – og det er ikke gået stille for sig, det er blevet til en god gedigen omgang action-adventure for hele familien.

Selvom at plottet i “National Treasure” minder mistænkelig meget om det i forfatterens Dan Browns bestseller “The Da Vinci Code”, så er det stadig en ret underholdende affære, om end en ‘light’ udgave af Browns idéer. Det er knapt så intelligent og fængende, men dog ikke noget der skader filmen som så, og slet ikke hvis målgruppen er hele familien.

Så går den vilde skattejagt…Nicolas Cage spiller skattejægeren Ben Gates, der jagter den ultimative skat. Hans familie har i flere generationer jagtet den skat som korsridderne eftersigende skulle have fundet under et tempel i Jerusalem under korstogene. En skat så stor og betydningsfuld at den aldrig måtte falde i de forkerte hænder, og derfor op igennem tiderne er blevet beskyttet, først af tempelordenen og siden af frimurerne – deriblandt flere tidligere højtstående embedsmænd, der efterlod små spor, så skatten ikke skulle gå tabt.

Bens familie har igennem mange generationer været i besiddelse af information, der nu har ledt ham på sporet af skatten. En skattejagt finansieret af englænderen Ian Howe (Sean Bean), der ikke har helt reelle intentioner, indledes. Under en ekspedition finder de endnu et spor, der peger på at skattekortet er at finde bag på Uafhængighedserklæringen, et af USA’s bedst beskyttede stykker historie. For at forhindre Howe i at beskadige Uafhængighedserklæringen, beslutter han sig for selv at stjæle dokumentet. Det går det ikke helt som planlagt, og snart har han både politi og forbrydere i hælene mens han jagter skatten.

“National Treasure” indeholder måske ikke verdens mest dybsindige eller fantastiske historie, men den er i hvert fald baseret på en af dem.

Teorierne omkring Tempelordenens skat er mange, nogle ganske plausible, andre på grænsen til det vanvittige. John Turtletaubs, instruktøren bag filmen, hører til den eventyrlige del, eller måske nærmere den Disney-agtige, hvor der er tale om en rigtig håndgribelig skat, ikke nøglen til livet, Jesu afkom, den hellige gral osv. Turtletaub har taget historien ned på et lidt mere jordnært niveau, der passer lidt bedre ind i en familiefilm som denne.

Man kommer dog ikke udenom, at det er tomhjernet action, uden de store overraskelser. Spor så mystiske og besværlige at de færreste vil kunne regne dem ud – i hvert fald ikke lige på stående fod som Nicolas Cage i form af Ben Gates i filmen. Scenarier der er alt for usandsynlige, så urealistisk som noget kan være – men hey, vi snakker om en actionfilm hvor nogen jagter hvad der kunne være en fantasi-skat, holdt skjult af et hemmeligt broderskab igennem århundreder og nu begravet af ‘USA’s fædre’. 200 års søgen på 131 minutter – det kan vist ikke serveres på en ‘overbevisende’ måde. Det er en godnathistorie af den eventyrlige slags.

Bruckheimer-fans vil næppe forlade salen skuffet, modsat Dan Brown fans – skuffet over at have set en patriotisk nedkogt amerikansk version af “Da Vinci Code”. Jeg synes dog ikke at man absolut skal stille de to historier op imod hinanden, de tilhører hvert deres univers – og “National Treasure” er ikke baseret på bogen (påstår folkene bag i hvert fald). Det er to forskellige historier. Er man forudindtaget når det kommer til Bruckheimer – og fan af ovenstående bog – vil jeg anbefale at vente til Ron Howards filmatisering af bogen, der vil udkomme i maj 2006.