Italienske toner

Federico Fellinis mesterværk “8½” fra 1963 er ikke ligefrem en film, man umiddelbart ville tro var et oplagt udgangspunkt for en musical, men det er ikke desto mindre præcis, hvad der er sket her, hvor Broadway-succesen “Nine” er blevet bragt til det store lærred.

Fellinis berømte film var i høj grad selvbiografisk. Selv titlen referer til de otte film, som Fellini havde lavet samt en enkelt, hvor han var medinstruktør – ergo talte den som en halv. “8½” havde Marcello Mastroianni i hovedrollen som instruktørens alter ego, der kæmper med produktionen af en film, som han ikke aner, hvad skal handle om. I denne musical-udgave har Daniel Day-Lewis trukket i den mørke habit og solbriller, og spiller rollen som den hårdt plagede Guido.

Han må efter bedste evne holde skuespillere, produktionsfolk og journalister hen, mens han i al hemmelighed desperat prøver at finde på noget. Samtidig plages den skrøbelige kunstnersjæl af det anstrengte forhold til hans kone – spillet af Marion Cotillard – som ikke mindst skyldes den dårligt skjulte affære med hans faste elskerinde i skikkelse af Penélope Cruz. Anmassende er også hans diva, spillet af Nicole Kidman, der forlanger at få udleveret manuskriptet – et ønske, der naturligvis er vanskeligt at imødekomme, eftersom der ikke findes et.

Filmens handling følger originalens ganske tæt det meste af tiden – blot naturligvis med den åbenlyse forskel, at skuespillerne her bryder ud i skønsang med jævne mellemrum. Den atmosfærefyldte italienske stemning er forsøgt ramt, men filmen føles alligevel ganske anderledes.”8½” præsterede den imponerende bedrift at fortælle en grundlæggende deprimerende historie, mens den samtidigt var fyldt til bristepunktet af liv, lidenskab og glæde. “Nine” gør alle bevægelserne efter, men rammer alligevel ikke de samme toner. Den er skiftevis munter eller trist – aldrig begge dele på samme tidspunkt.

Daniel Day-Lewis ser omtrent så italiensk ud som Trafalgar Square og er streng taget fejlcastet i rollen. Han kan hverken matche Mastroiannis skødesløse elegance eller legende sind, men bringer dog alligevel et dramatisk bid til rollen, der vækker ens interesse i figuren. Han synger faktisk også ganske hæderligt, men filmen plages dog af det faktum, at hovedparten af sangene er ret jævne. Black Eyed Peas-forsangeren Fergie leverer varen med hovednummeret “Be Italian”, hvorimod Kate Hudson får den utaknemmelig opgave at synge den flade “Cinema Italiano”, der ligesom hendes figur virker underligt uvedkommende for filmen. Penélope Cruz er til gengæld glimrende som lidenskabelig elskerinde, og Marion Cotillard giver filmens bedste præstation som den hårdt prøvede hustru. Afklædte kvinder er der i hobetal, men filmen er dog ganske tilbageholdende med nøgenhed – det er mere tease end strip.