Noa
Udgivet 3. apr 2014 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set i biografen
I begyndelsen var instruktørtalentet i “Pi”. På anden- og tredjefilmen blev der bragt tvivl om talentet med Don’t do drugs-filmen “Requiem for a Dream” og new age-pladderen i “The Fountain”. Men med “The Wrestler” og “Black Swan” så jeg, at det var godt. Nu har skaberen – Darren Aronofsky – valgt, at Russell Crowe skal bygge en ark og fylde den med dyr samt de få gode mennesker, der er tilbage i bibelland. Desværre så jeg, at det var den værste film, jeg længe har set.
Det er sjældent, jeg vil bruge anmeldertid på at sammenligne film og den bog, som filmen er baseret på. Men da vi har med en bog at gøre, der er næsten lige så populær som IKEA-kataloget, så gør jeg med “Noa” en undtagelse. For før den kan fungere som 3D-blockbuster, så skal der tilføjes lidt action og konflikt, har Aronofsky ment. Det er måske også rimeligt nok, jeg mener, det er jo en ret gammel bog.
Så filmens midterste tredjedel er dedikeret et episk action-slag, hvor resten af den onde, onde menneskehed – andre kunne argumentere for, at de bare er fattige og sultne – desperat forsøger at kæmpe sig ombord på arken. Men det kan de glemme alt om, de skal dø. Det har Skaberen, Russell Crowe og en hær af smadrende stenmonstre bestemt. Da Syndfloden endelig kommer arken fuld af animerede dyr til undsætning, falder den på et befriende tørt sted. Måske kan filmens slutning på arken – imodsætning til de mange onde mennesker – reddes? Et øjeblik er det faktisk, som om klaustrofobien og galskaben fra “Black Swan” er med ombord på arken, men det flyder bare ikke. Præmissen er gal, Noa er for gal. Det er aldrig et reelt dilemma at slå andre ihjel, fordi man får et påbud fra Skaberen. Derfor forstår jeg aldrig Noa, som jeg gjorde med svanesøens ballerina. Hendes galskab var begrundet. Han er bare uforklaret til den lukkede.
Selv frasorteret de mest vanvittige lydighedsværdier som Noas ark her er bygget på, så er filmen vanvittigt klodset sat sammen. Med sine skrabede animationer og akavt indsatte idylliske dyr fra arkivet burde filmens tekniske stab ikke få plads på en fremtidig ark. Og lige meget hvor dumt det litterære forlæg er, så er (film)skaberen Aronofskys gudsjammerlige opgradering af Noa til en actionhelt i “Gladiator”-klassen selv ikke en fantasy-fortælling som Biblen værdig.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet