Nymphomaniac
Udgivet 23. dec 2013 | Af: Tarantrier | Set i biografen
Lars von Triers nye film handler ikke om sex, som alle havde forventet, og som har været årsagen til det meste af den virak, der har været op til premieren på “Nymphomaniac”. Næ, filmen handler egentlig om, hvorvidt Joe, den selverklærede nymfoman og hovedperson, er et godt eller et dårligt menneske. Hun forsøger at overbevise den jødiske mand Seligman om, at hun er sidstnævnte. Han finder hende forslået og hjælper hende hjem til ham, hvor han lytter på hendes livshistorie. Men den gode samaritaner nægter at tro på, at der findes dårlige mennesker. Filmen, som Peter Aalbæk allerede har kaldt Triers “hovedværk”, kan begynde sine otte kapitler.
Alt imens bakser Seligman med at akademisere, psykologisere og filosofere over fortællingen, og det er gennem hans reaktioner på historien, at filmen nærmest bliver til en litterær oplevelse. Afbrækkene fra de uhørligt intense kapitelsekvenser giver filmen en næsten mediterende ro, der er godt understøttet af Stellan Skarsgaards kloge og behagelige stemme og den perfekte kemi imellem ham og Gainsbourg. Af alle filmens stjerneskuespillere fortjener Skarsgaard allermest ros, da han som Joes dialogpartner er helt uhyre nærværende. Det er uden tvivl en af hans karrieres bedste præstationer!
Den befriende filmiske umiddelbarhed gør, at selvom “Nymphomaniac” er 4 timer lang, så er den aldrig kedelig. Der dannes et enormt godt flow ved at veksle mellem Joes liv og hendes dialog med Seligman, der med sin distancerede, akademiske arrogance konstant sætter filmen i perspektiv til religion, fluefiskeri, filosofi og sågar Trier selv. Det er fascinerende og dragende, det er opstemmende på næsten alle andre måder end seksuelt, og det er mørkt og misantropisk, som en Trier-film skal være. Jeg er ubetinget begejstret.
Er “Nymphomaniac” Triers hovedværk? Det er svært at sige, for det er svært at nå op på niveauet i “Dogville”. Men med en fem og en halv times version på vej, der efter al sandsynlighed både er mere eksplicit og mere provokerende, kunne meget godt tyde på, at det lige præcis er, hvad “Nymphomaniac” kan vise sig at være. For nu har vi i hvert fald allerede fået en masturberende mastodont af et filmværk, der det ene øjeblik er komisk og grotesk og det næste øjeblik kold og hjerteskærende fyldt med fantastiske skuespilspræstationer i samtlige, primært liderlige roller.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet