Storbysatire som vi kender den

Niko er et fjols. Det har stået klart for andre i et stykke tid, og er så småt begyndt at gå op for ham selv. Han droppede ud af universitetet for et års tid siden, men får stadig penge af sin farmand til at dække udgifter. Siden da har han prøvet at finde sig selv, hvilket primært består i at drikke sig fuld og date en masse kvinder, indtil de dropper ham, fordi han er et fjols. Det er svært at etablere en film omkring en usympatisk hovedperson, men debutinstruktør Jan Ole Gerster kommer faktisk godt fra det.

Det er dog tydeligt, at det er en debutfilm. Den har flere af de elementer, der desværre er alt for gennemgående i filmskolefilm. “Oh Boy” er fotograferet i sort/hvid med tydelige referencer til franske kendinge som Godard og Truffaut. Fotografen elsker tydeligvis at lege med glas og spejlinger oftest fra skæve vinkler og med utraditionelle beskæringer af billedet. Det vidner om nogen, der har læst alt for meget filmteori. Det bliver enerverende i længden. Værst af alt giver det filmen et lidt gammeldags udtryk, hvilket er i dyb kontrast til det meget moderne og aktuelle indhold.

Plottet er løst, men det endte jeg faktisk med at værdsætte. På sin vej gennem Berlin i jagten på en gedigen kop kaffe møder Niko en parade af skæve, ynkelige, latterlige og decideret freaky personer, der tilsammen udgør en effektiv satire over det moderne byliv og ikke mindst Europas hipster-hovedstad, Berlin. Alle stereotyperne er her, som oftest skruet helt op til det groteske: den absurd uhøflige, amerikanske servitrice med tatoveringer og piercinger, pusheren, der dealer ud af bedstemors lejlighed, den fallerede skuespiller, som kører rundt i sin bil og citerer “Taxi Driver”. Yderst underholdende, men det føles som tomme kalorier.

Det er, da filmen begynder at grave i Nikos personlighed og fortid, at den bliver oprigtigt vedkommende. Særligt tåkrummende traumatisk er mødet med faderen på golfbanen, som har medbragt sin assistent, Schneider, der er en yngre, smukkere, mere succesfuld og betydeligt mere underdanig udgave af sønnen. Sjældent er et faderopgør blevet så hurtigt og brutalt aborteret. Der er tydeligvis et eller andet over tyske instruktører og deres forhold til faderskikkelser, der gør mig glad for at være vokset op i Danmark.

Niko udvikler sig ikke rigtigt i løbet af filmen (om han endelig får sin kaffe, skal ikke afsløres her), men vi kommer dog til at have ondt af ham. Han er et fjols, der ikke ved, hvad han vil, men som insisterer på at få det alligevel. Det gør ham om ikke andet uendeligt menneskelig. Det nærmeste, han kommer til nogen erkendelse, er, da han taler om at gå gennem livet og føle, at alle andre mennesker er ‘forkerte’ på en eller anden måde, men man efterhånden får mistanke om, at det er én selv, der er noget galt med. Mere senmoderne kan det næsten ikke blive. Det er bare ærgerligt, at filmen ikke er lavet i 90’erne.