Den svenske Oscar-nominerede film “Ondskab” burde egentligt hedde noget i retning af “Sadisme”, da den ikke beskæftiger sig med ondskab som sådan, men mere præcist om hvordan afstraffelse bliver efterfulgt af et skævt og skummelt smil – og pudsigt nok forlader man selv filmen med et skævt og skummelt smil på læben.

“Ondskab” koncentrerer sig omkring den adfærdsvanskelige svenske dreng Erik Ponti og hans forhold til vold. Filmen giver en enkel og lettere rutinepræget fremstilling af voldens natur. Det er stedfaderen som har introduceret Erik for volden. Farmand banker fornuft ind i knægten som viderefører budskabet, og derfor bliver han smidt ud af den ene efter den anden af kongerigets skoler. Erik får nu en sidste chance hvis han nogensinde har tænkt sig at blive til noget. Han bliver inkvarteret på kostskolen Stjärnberg. Hold dig fra volden, er moderens enkelte løsning.

Men i praksis er det ikke helt så enkelt; Eriks sidste chance for frelse bliver nemlig forstyret af en gruppe ældre elever. Siger man bare et forkert ord, venter der straks en led og opfindsom straf til synderen. Allerede efter kort tids ophold er Erik kommet i problemer med gruppens førstemedlem, overklassedrengen Otto Silverhielm, som besidder immunitet – hans far er en af skolens største sponsorer og lærerne er såre passive. Hvis Erik begynder at slå fra sig så ryger han ud af skolen, så nu prøver banden på alle måder at provokere Erik til at bryde ud i raseri. Erik finder dog hjælp hos den lærde Pierre, som indfører ham i Mahatma Gandhis livsfilosofi, men som filmens handling skrider frem får Erik sværere og sværere ved at tro på, at antivold er den rette filosofi.

“Ondskab” er baseret på Jan Guillous delvis selvbiografiske roman. I forhold til bogen er filmen noget mere sober og firkantet fortalt, og er langtfra noget studie i ondskab eller voldens natur, men filmens vigtigste og mest interessante spørgsmål lyder: Hvor langt vil du gå for at fastholde dine idealer – hvor lang tid kan du vende den anden kind til?

Filmens handling er total forudsigelig, men ganske underholdende. Ligeså snart filmens problemstilling er lagt frem på bordet, ved man præcist hvordan filmen ender, men netop derfor kan man ikke lade være med at kigge med. Filmen ved nemlig nøjagtigt hvilke tangenter den skal spille på for at få tilskueren til at reagere. Et eksempel herpå er hvordan “Ondskab” lægger ud i et meget langsommeligt tempo, men tempoet optrappes så lidt hen ad vejen. Pointen er så, at når volden optræder i denne langsommelige film, så virker den desto meget mere forstærkende og slagkraftig.

Hvis man leger med på filmens præmisser vil man som tilskuer også opleve at man får serveret præcis det klimaks man higer efter. “Ondskab” både skaber og opfylder et (mere eller mindre sadistisk) behov for straf hos tilskueren. Slutteligt virker det dog en anelse påfaldende at filmen begiver sig ud den på den rute som den i første omgang langer ud efter.

Den alvorsfulde Erik bliver spillet af debutanten Andreas Wilson, som spiller rollen uden de store udtryk og armbevægelser, men alligevel med en vis vægt. Han har flere gode scener, bl.a. de gange hvor han skal forsøge at holde sit raseri tilbage. Men bedst er faktisk Gustaf Skarsgård (søn af Stellan) som Eriks snobbede modstander, Otto Silverhielm – han er herlig på en øretæveindbydende måde. Man får flere gange selv lyst til at give ham én på skrinet.