Typisk er forventningerne til en Christopher Nolan-film gigantiske. Instruktøren pakker visuelt dragende billeder ind i en kompleks fortælling med et plot-twist, som efterlader seeren måbende efter rulleteksterne. Hans seneste film er ingen undtagelse. “Oppenheimer” er en fiktiv gengivelse af atombombens grundlæggelse og de efterfølgende skrupler manden bag bomben lever med. Større bliver det ikke for en instruktør, der tidligere har udforsket teorier om tid, drømme, illusion, tyveri og selvtægt.

Hvor “Oppenheimer” skiller sig ud i forhold til resten af Nolans filmografi, er i dens relation til virkeligheden. “Oppenheimer” baseres på J. Robert Oppenheimers (Cillian Murphy) akademiske arbejde med kvantemekanik og ledelse af The Manhattan Project, hvor atombomben blev opfundet.

Dog er der ikke tale om et biopic. I stedet bruger Nolan atombomben som udgangspunkt for at udforske en nylig gengivelse af myten om Prometheus. Allerede i filmens første billeder gengives fortællingen om ildguden, som tildeler mennesket ild, og straffes for sin opførsel. Samme konsekvenser er udgangspunkt for Oppenheimer, der ender med at bygge et våben, som mennesket kan slå sig selv ihjel med. Glem biopic’ens hyldest af fremskridt i “Hidden Figures” eller “Bohemian Rhapsody”. “Oppenheimer” er alvorlig, tung og præget af meningsløshed. Til gengæld kan man ikke holde øjnene væk fra lærredet.

Handlingen er, som i de fleste Nolan-film, delt op i flere spor. I “Oppenheimer” følger man tre spor: (1) Oppenheimers rolle som leder af The Manhattan Project; (2) en senere afhøring af Oppenheimer for at vurdere statens tillid til ham, og (3) en høring omhandlende Lewis Strauss (Robert Downey Jr.), fjende og kollega af Oppenheimer.

Udover spor følger vi også handlingen ud fra to perspektiver: Er billedet i sort/hvid, ser vi situationen fra Strauss’ perspektiv; Er billedet i farve, følger vi Oppenheimer. Både tidsforskellene mellem handlingsforløbene og brugen af farver giver det nuancerede billede af det politiske spil, som var en ligeså stor del af atombombens skabelse som bombens anvendelse på Hiroshima og Nagasaki.

Hvor “Oppenheimer” excellerer er dens evne til at fortælle en kompleks fortælling, hvor seeren ikke falder i svime over mængden af information præsenteret. Nolan byder op til en tempofyldt dans, hvor man er opmærksom under hele spilletiden. Bombardementet af indtryk lader sig først indprente, når eksplosionen er overstået; ligesom når støvet har lagt sig efter filmens genskabelse af den berygtede Trinity Test.

“Oppenheimer” lykkes med at fastholde opmærksomheden via klipning og musik, som med et jerngreb fastlåser opmærksomheden og guider seeren sikkert gennem de store mængder dialog. Klipper Jennifer Lame har en ekstraordinær fornemmelse for, hvor meget information en seer kan holde til. Ludwig Göransson leverer majestætisk musik, som ikke er et loop, men en progression. Naturligt lægger den sig i baggrunden, indtil intensiteten stiger, og man begynder at lægge mere mærke til musikkens kolossale størrelse. Tempoet holder kun få pauser, men det er ikke pusterum: Det er øjeblikke dedikeret til at blive brændemærket i din hukommelse. Jeg kan ikke gøre andet end at sidde måbende tilbage.

Tempoet er desværre også filmens akilleshæl efter min mening. Efter at have gennemgået Manhattan-projektet, de underliggende politiske uenigheder samt vanæren af Oppenheimers bidrag til menneskeheden er jeg klar over, at Oppenheimer blev psykisk nedbrudt som følge af atombomben.

Til gengæld er jeg ikke blevet meget klogere på manden bag navnet Oppenheimer: Flere scener, som skal vise det følelsesladede og komplekse menneske, som Oppenheimer også var, får ikke plads til at udfolde sig. Hans handlinger mod og relationer til andre mennesker bliver præsenteret, men fremdriften fjerner pladsen til, at karakterernes følelser får lov til at ånde. Filmen kan skabe sympati for Oppenheimer, men empatien er ikke lykkes.

Det er ikke for at miskreditere Cillian Murphys præstation som atombombens fader. Murphy bærer overbevisende de forskellige facetter af Oppenheimer: Det teoretiske wunder-kind med ambitioner om det umulige, en akademisk kultleder og kommunist-sympatisør samt en samvittighedsfuld debattør imod brugen af sin egen kreation. De alvorlige blå øje, et flakkende blik og det udmagrede ansigt signalerer et evigt tungsind hos Oppenheimer. Blot Murphys tilstedeværelse i billedet er en påmindelse om situationens alvor.

Alvoren bliver imidlertid blødt op med galgenhumor. Mens diskussionerne om national sikkerhed og overlevelse ruller afsted, har manuskript indsat et par skarpe tekstbidder, hvor både filmens karakterer og folk på biografsæder gnægger lidt.  Måske er ‘blødt op’ et forkert ordvalg: Galgenhumoren løfter i virkeligheden ikke stemningen, men indsættes delikat som et humoristisk element uden at ignorere situationen.

Sidste uge anmeldte jeg “Barbie“. Her blev der præsenteret temaer om identitet, feminisme og udvikling overhældt i pink. Farvevalget gjorde især filmen fornøjelig på trods af emnernes alvor. Alt fornøjelse er til gengæld skåret fra i “Oppenheimer”. Emnerne er tungere, udtrykket er nedtrykkende, og hele situationen i filmen emmer af lige dele fremskridt og forkastelse.

Filmene har også bevæget sig hver sin retning: Hvor “Barbie” forsøgte at gøre dukken menneskelig for at give mere plads til forandring, har Nolan taget udgangspunkt i virkelige mennesker for at reflektere over, hvad de stod for. Nolan har brugt historien om Oppenheimer som et billede på menneskets destruktive egenskaber, og der dømmes individet ligegyldigt. Filmen får derfor fem stjerner for ikke at være en dybdegående fortælling om manden bag legenden, men om Oppenheimer: fader til atombomben.