Netflix-historien her er en gammel kending. Også på film: Skotlands løsrivelse fra England.

Men “Hell or High Water“-instruktør David Mackenzie har valgt at fortælle den helt uden en blåmalet Mel Gibson, sækkepiber og Oscarfiskende enetaler.

Det er tydeligt, at et nyt filmsprog har sneget sig ind på kongens slot. Der er da romantiserende skud af det smukke skotske landskab, men “Outlaw King” går i høj grad efter det rå, realistiske udtryk. I øjenhøjde med Chris Pine som Robert Bruce, der står tilbage med et udpint Skotland efter William Wallaces oprør.

I hvad der ligner ét fejende take gennem de ydmygende fredsforhandlinger, sætter Englands Kong Edvard I sig på det hele. Og brænder slottet Stirling ned.

Det er næsten som at se David Mackenzie sige: ‘Tak for de fine ord, Mel Gibson, men vi er stadig på røven‘.

Tiden er løbet fra de store fanfarer, nu gælder det hårdt arbejde ved jorden med rustne sværd og sløve økser. Vist i gråbrune billeder, hårdt klippede fægtekampe og mumlende tilbageholdte dialoger.

Der er ingen skarptskårne helte, og det er til at begynde med ret befriende. Skotterne er ikke bare reelle og jordnære folk, der vil passe sig selv. Det er Roberts egen impulsivitet, der bringer nye problemer til landet.

Omvendt falder portrættet af englænderne hurtigt over i den klassiske grøft med perverst ondskabsfulde overherrer.

Især Billy Howle som Prins Edvard II kammer over i manisk gal kongesøn, der klynger bønder op i jagten på fars anerkendelse.

Han er dog mere seværdig end Chris Pines hovedkarakter, der ikke brænder igennem for alvor.

Roberts motiver forbliver mudrede, lidt som det pløre en stor del af de brutale kampscener vælter rundt i. Hvorfor skal så mange mænd dø i selv samme pløre?

Er det Skotlands frihed fra engelsk overherredømme, eller er det hævdelsen af Robert Bruces nedarvede rettigheder?

At lade spørgsmålet forblive åbent er selvfølgelig et kunstnerisk valg, men her falder det alligevel oftere tilbage på Pines lidt stive, uudgrundelige blik.

Det er den balance mellem utvetydigt filmheltekvad og et mere historisk korrekt mandeportræt, som David Mackenzie skal holde.

Og selv om jeg godt kan lide idéen om at fjerne den skinnende glorie fra krig og kongemord, er flere af karaktererne tæt på at falde i ét med stenvæggen.

Florence Pugh bliver for eksempel efterladt lidt alene, både i et reelt og et fortællemæssigt fangetårn. Fornuftsægteskabet med Elizabeth Burgh bliver til ægte kærlighed, men bliver ikke voldsomt medrivende.

Rundt om hende er der mange, mange mænd med langt hår og stort skæg. Nogle af dem er Roberts elskede brødre, men de bliver ikke forløst. Snarere forvekslet – især i de større kampscener.

Det er kun Aaron Taylor-Johnsons hidsige Douglas, der får lidt længere scenetid, men hans personlige vendetta føles ikke så hamrende vigtigt.

“Outlaw King” er på mange måder lige mit ønske om et filmfrikvarter, men den vil også gerne holde historietime midt på boldbanen. Ved lige at fortælle, hvordan historien ikke kan gøres op i nemme Hollywood-løsninger og elegante sværdkampe.

Fortiden er knudret og kompleks og ond. Især det sidste får Mackenzie nok engang understreget. Med en skarpt uskarp æstetik og en jordbunden attitude til en af de vigtigste perioder i Skotlands historie.

Til tider næsten for jordbunden.