Pain & Gain
Udgivet 5. sep 2013 | Af: NadiaRegitze | Set i biografen
Nogle gange skal man kende sine begrænsninger, lyder pointen i “Pain & Gain” – den nyeste film fra manden, alle elsker at hade: Michael Bay. Denne gang prøver Bay kræfter med dybere emner, end han plejer, men desværre går gassen hurtigt af ballonen, og man står tilbage med en tynd skal med meget lidt indhold. Måske burde Bay have taget sin egen pointe til sig.
Med “Pain & Gain” vil Michael Bay gerne lave en anderledes film end de actionbrag, han plejer at levere. Her er der ingen planet, der skal reddes… Ingen robotter, der kæmper mod hinanden… Ingen store opgør. Men måske skulle han holde sig til de store budgetter og hjernedøde plots, for “Pain & Gain” mangler lige præcis dét, som er en af de to hovedingredienser i enhver actionkomedie: Komik. De tre venners sammenspil er simpelthen ikke særlig sjovt, og selvom både Mark Wahlberg og Dwayne Johnson tidligere har bevist hver for sig, at de faktisk er nogle morsomme mænd, så får de desværre ikke for alvor lov til at folde sig ud her.
På trods af et behov for at gøre det hele lidt smart via alskens stilistiske kneb er der hverken noget anderledes eller overraskende ved “Pain & Gain”, som sikkert kunne have endt som en meget mere interessant oplevelse i en anden filmmagers hænder. Den delvist autentiske historie har trods alt potentiale, og med Miami som baggrund er der godt med stof til at lave en film om amerikansk grådighed krydret med lidt maskulin inkompetence, hyklerisk religionsdyrkelse og fanatisk kropsbesættelse. Den film har Bay også forsøgt at lave, men den fungerer desværre kun den første halve time, hvor den lover mere, end den ender med at kunne holde.
Bay bliver ofte udskældt af både kritikere og biografgængere, der alligevel strømmer til hans film. Man kan da heller ikke komme uden om, at manden kan levere blockbusters af format. Anderledes galt kan det gå, når man beder ham om at lave en film om mennesker i problemer. I “Pain & Gain” er alle karikerede, og bag al ståhejen er der intet, der føles tilnærmelsesvist ægte. “Pain & Gain” kan ofte være en trættende og udmattende oplevelse – ikke bare på grund af den lange spilletid, men også fordi den kører derudaf med alt for mange kilometer i timen. Et højt tempo er perfekt til de film, Bay normalt laver, men til en film, hvor mennesker og politisk sarkasme bør være i fokus, er det bare med til at sløre pointen. Og det er ærgerligt, for det er da prisværdigt, at Bay går efter at lave en mere meningsfuld film, end han plejer, men hans forsøg er desværre forfejlet.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet