Det giver god mening. Michael Noer brød igennem med den ganske fremragende fængselsfilm “R“, hvor Pilou Asbæk smuglede stoffer gemt i røvhullet.

Nu forsøger han sig i Hollywood med fængselsfilmen “Papillon”, hvor Rami Malek gemmer penge i røvhullet.

Uheldigvis for danske Michael Noer fik “R” premiere under et år efter den endnu mere fængslende “Profeten” – lidt større, lidt bedre, men samme film.

Noer har personligt forsikret mig om, at han ikke kendte til Jacques Audiards “Profeten”, da han og makkeren, Tobias Lindholm, arbejdede på “R”.

Derfra fortsatte Lindholm med realisme og Pilou Asbæk i “Kapringen” og “Krigen”, imens Noer tog Roland Møller med videre til “Nordvest“.

Samme Møller er medbragt til “Papillon”, hvor han spiller det, han spiller bedst; en fængslet bølle.

Møllers intimerende kropssprog er styrken, hvilket er hans primære redskab i “Papillon”, selv om han da på syngende danglish får lov til at bedyre, at han vil gøre ’Ænifing' for at komme væk fra den franske kystkoloni i Sydamerika, hvor han er fanget på livstid sammen med Rami Malek og hovedrollens Charlie Hunnam.

“Papillon” er tænkt som en ny filmatisering af Henri Charrières selvbiografi om flugten fra fængslet i Fransk Guyana, men alligevel har Noer castet Malek og Hunnam til på en remake-prik at ligne Dustin Hoffman og Steve McQueen fra 1973-filmatiseringen, hvor den stod på samme flugt fra fængslet. Det valg forstår jeg ikke.

Til gengæld forstår jeg godt Michael Noers valg af “Papillon” som fængselsmakker til “R”.

I det danske gennembrud handlede det om Pilou Asbæks forsøg på overlevelse i et fængsel, hvor etnicitet udgjorde fangernes opdeling. Rune var fanget i den ene fløj, imens Rashid forsøgte at overleve i den anden.

Charlie Hunnams biografiske Henri Charrière tror ikke på overlevelse i et fængsel, hvor penge er billetten ud. Han tror på frihed. På flugten. Han nægter at nøjes med at overleve som Rune – han vil leve.

Derfor er “Papillon” ikke indelukket og klaustrofobisk, men episk og livsbekræftende, når Henri risikerer isolationsfængsling eller halshugning, da flugten skal tages. Hellere dø som en fri end at leve som en fange.

Den vilje til at leve giver Hunnam god energi i de mange slagsmål for at forsvare den spinkle makker med briller og flugtpenge gemt i røven. Men han bruger faktisk fysikken bedst, da han lader den svinde ind.

Scenerne alene i lydløs isolation bruger Hunnam imponerende til at sulte de store muskler mindre, imens Noer lader isolationen trække ud. To år føles som to år. Fængsel er ikke for sjov.

Det er “Papillon” anno 2018 heller ikke. Det er derimod en klassisk kvalitetsfilm, der pænt understreger, at den er based on a true. Som man gør det i Hollywood.

Således er det svært at se, at det lige præcis er Michael Noer, der er røget direkte tilbage i fængsel. Den nye “Papillon” er lige så dygtig, som den er anonym.

Det er trods alt lettere at overleve i Horsens Statsfængsel end at flygte til Hollywood.