Et sandt fiktionsparadis

Blandt Werner Herzogs ti yndlingsinstruktører finder man det østrigsk klingende navn Ulrich Seidl. Hvorfor? Fordi Seidl er usædvanligt godt filmisk begavet. Så begavet, at det er en urimelig udfordring at skulle beskrive hans arbejde med ord. Ord, der er sorte og placeret på lige rækker på en hvid baggrund. Fladt. En skinger kontrast, der lægger sig som en anonym tåge over Seidls dragende billedfortælling. For her er tale om en mand, der kan lave film.

Det betyder altså, at han ikke blot er kommet op med en vedkommende fortælling, der rammer lige ind i hovedpulsåren på det moderne menneske. Når man mærker stikket og efterfølgende ømmer sig over injektionen, er det, fordi han rent faktisk udnytter filmmediet til fulde. Han fortæller med film. “Paradis: Kærlighed” ville ikke være den samme historie på skrift, på lyd eller i stillbilledform. Denne historie kan kun blive fortalt på film. Seidl besidder et talent, som kun få seriøse filmskabere mestrer til fulde.

Efter fire år i instruktørstolen havde Ulrich Seidl mere end 80 timers film i kassen. Halvandet år senere havde han en film på fem og en halv time. Filmen er nu blevet til tre med undertemaerne Kærlighed, Tro og Håb, der alle vibrerer under overtemaet Paradis. Her i trilogiens første kapitel forlader Teresa betonblokken med finérdørene for at tage på luksusferie i Kenya. Et rent paradis. Her er alle sorte mænd ellevilde med blegfede, midaldrende kvinder. Det siger i hvert fald de veninder, hun får på hotellet. De kalder dem for “Sugar Mamas”.

Et nøgleord for filmen, der på mange måder bevæger sig i grænselandet mellem fiktion og fakta, er “balance”. Konsekvent finder man en lille disharmoni i de tableau-skønne og farveharmoniske billeder – en perfektionistisk uperfektion. For eksempel er de ni strandsælgere på billedet ovenfor placeret i en skæv fordeling over for fem pirreligt opsatte strandstole. Selve fortællingen balancerer også med flere perspektiver, hvor Teresa og de sorte sexslaver får lige meget taletid trods en gensidig tavshed. Og det er nok endnu et nøgleord i filmen. Tavshed.

Der bliver ikke tvunget noget verbalt og eksplicit ned i halsen på publikum. Tværtimod fortæller Seidl alt med billeder – med film. En lille scene med Teresa og en abe på en veranda giver uverbaliseret indsigt i både Teresa, der spilles af Margarethe Tiesel, og det, der venter hende forude i Kenya. En spådom, som hverken Teresan (eller aben!) kunne have fortalt selv, selv om Tiesels (usagte?) præstation er ganske enestående. Hun fremstår ufatteligt ægte som menneske og mestrer at være skrækkeligt sølle og irriterende, elskværdig og humoristisk.