Perfect Mothers
Udgivet 9. okt 2013 | Af: NadiaRegitze | Set i biografen
Udtrykket MILF (”mother I’d Like to f…”) får en helt ny betydning i instruktør Anne Fontaines drama, hvor kærligheden bliver presset til grænsen inden for nogle særdeles familiære rammer. Alskens over- og undertoner flyder sammen, men alligevel er der noget i skildringen af filmens fascinerende problemstilling, der klinger hult.
Fontaine har besluttet at lade filmen udspille sig i Australien i stedet for sit hjemland, Frankrig. Det er svært at sige, om det har været et vellykket valg. Seksuel frihed er et mere latent element i den franske nationalånd (i hvert fald set fra et udenlandsk perspektiv) og ville måske ikke have fostret en nær så kontroversiel film. Men selvom historiens beliggenhed er flyttet fra Frankrig til Australien, er det stadig svært at se “Perfect Mothers” som en realistisk gennemgang af et neoincestuøst mellem fire parter. Bevares, Australien er en smuk kulisse for historien om de to smukke sønner, der falder for de lige så tiltrækkende mødre, men selve kulturen er så langt fra historiens morale, at den er svær at tro på.
Mødrenes forhold skildres på uhyre overfladisk vis, og det samme gør sønnernes respektive personligheder. Vi lærer dem aldrig rigtig at kende, og derfor kommer “Perfect Mothers” hurtigt til at føles som en 40-årig kvindes seksuelle fantasi i stedet for en ærlig, interessant skildring af et tabuiseret forhold. Tabuerne bliver lagt på bordet, men de bliver aldrig gransket ordentligt. Fontaine vil gerne chokere, men hun tør ikke gå linen ud i sin beskrivelse af, hvad man ville kalde et sygt forhold. Filmen er simpelthen for uambitiøs og ujævn.
“Perfect Mothers” er altså ikke den provokerende perle, den så gerne vil være, fordi den ender som en banal, overfladisk fantasiforestilling i stedet for en veldrejet fortælling om en anderledes og uventet kærlighed, der er lidt mere moderlig, end den bør være. “Perfect Mothers” vil gerne fremstå som en frygtløs, feministisk tilgang til emnet, men den stiller aldrig de mest interessante spørgsmål (hvad hvis der eksempelvis blev byttet om på kønnene?), og den mønstrer aldrig en gennemtænkt granskning af problematikken.
Hvad, pointen er med det hele, ligger hen i det ukendte. Jeg prøver i hvert fald stadig at finde den. Noget andet, jeg også prøver at hitte rede i, er, hvorfor filmens distributør følte sig nødsaget til at ændre titlen tre gange først fra “Adore” til “Two Mothers” og til slut til den ‘danske’ oversættelse “Perfect Mothers”. Troede de mon, at den titel ville sikre dem flere billetter end de to andre? Jeg spår umiddelbart, at det ikke kommer til at gøre den store forskel.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet