Pirates of the Caribbean – Den Sorte Forbandelse
Anmeldelse 1 af 2
Udgivet 4. feb 2004 | Af: The Insider | Set på DVD
Der er dog stadig ting at glæde sig over i “Pirates of the Caribbean”. Depps overraskende nylige Oscar-nominering er egentlig ikke helt ufortjent, da Depp næsten egenhændigt formår at give filmen et velfortjent spark i røven (som dog – uanset hvor meget fart Depp skulle sætte på støvlen – ikke opnår nogen nævneværdig effekt). Faktum er dog, at der er tonsvis af andre tidligere Depp præstationer, som fortjente at blive Oscar-nomineret langt mere end denne (“Ed Wood”, anyone?). Geoffrey Rush gør hvad han kan i rollen som den glubske kaptajn Barbossa, men han kan ikke undslippe sin karakters en-dimensionalitet, som gør ham til en af de mest uinteressante og ligegyldige skurke i genrens historie. Både Jack Davenport og Jonathan Pryces skuespilstalenter bliver fuldstændig spildt.
For nogle år siden var jeg på besøg i Disneyland Paris, hvor man var nødt til at stå i kø i over to timer ved hver forlystelse. “Pirates of the Caribbean” føles ligeledes som én lang venten på noget stort og overraskende, som aldrig synes at dukke op. Filmen føles over én time for lang, og med tonsvis af overflødige og overfladiske karakterer, der alle er ligeså kedelige som historien hvori de figurerer. “Pirates of the Caribbean” er en film, som får én til at skrige om forlov til at gå planken ud. På trods af filmens enorme budget er “Pirates of the Caribbean” en uimponerende og modløs film.
Billedsiden her er særdeles imponerende, men filmens budget taget i betragtning er den en anelse skuffende. Dette skyldes at mange af filmens mørke scener virker en anelse grynet, hvorved en del billedlige detaljer går tabt, og mængden af edge-enhancement er minimal men desværre ikke nul. Til gengæld er billedet ellers skarpt og rigt på strålende farver, og samtidig helt fri for digital støj og komprimerings-artifacts.
Det andet spor er med manuskriptforfatterne Ted Elliott, Terry Rossio, Stuart Beattie og Jay Wolpert. Dette spor er en lille smule tørt, og manuskriptforfatterne synes at opfatte deres manuskript som værende langt bedre og raffineret, end det egentlig er. Men alle fire personer er særdeles velformulerede og velartikulerede, så helt dårligt er sporet bestemt ikke, og de har mange ting på hjerte, så ligesom det første spor er det ikke kedeligt at lytte til.
Endelig har man mulighed for at lytte til enkelte kommentarer fra producer Jerry Bruckheimer eller skuespillerne Keira Knightley og Jack Davenport. Det drejer sig om nogle udvalgte scener, og heldigvis har man mulighed for at studere en liste over hvornår disse kommentarer finder sted, så man ikke bliver tvunget til at lytte til et halvt kommentarspor. Jerry Bruckheimer er, som sædvanlig, informativ og interessant – i modsætning til størstedelen af hans film. Knightley og Davenport er relativt interessante at lytte til. Det er primært Davenport der snakker, mens Knigtley kommer med diverse ligegyldige, umorsomme kommentarer.
Til sidst indeholder Disc 1 også en lille teaser for, hvad man kan rode med, hvis man smækker DVD’en i sit DVD-ROM drev.
På Disc 2 finder vi først og fremmest dokumentaren “Epic at Sea: The Making of ‘Pirates of the Caribbean: The Curse of the Black Pearl'”, som er delt op i 9 dele (som tilsammen varer ca. 38 min.), men som også kan ses i én lang køre via en dejlig ‘Play All’ funktion. Dokumentaren giver os et indblik i alt fra tilblivelsen af filmens kostumer og make-up arbejdet, til skuespillernes arbejde på filmen, og hvor- og hvordan filmens premiere blev håndteret.
“Fly on the Set” er en sammensætning af 5 behind-the-scenes klip, som tilsammen varer ca. 21 min.
I DVD’ens “Diaries” undermenu har man mulighed for at studere en 4-min.-lang montage af billeder som Bruckheimer tog under optagelserne, en mini-dokumentar på 10 min., hvor skuespilleren Lee Arenberg viser os rundt på filmens mange forskellige sets og endelig en mini-dokumentar på 11 min. omhandlende et af de gamle skibe man brugte i filmen.
Man har også mulighed for at bevæge sig rundt på et virtuelt pirat-skib via sin fjernbetjening, hvor man støder på adskillige billeder, historier, interviews og andre sjove ting og sager. Hvis man ikke gider at bruge tid på at bevæge sig rundt ombord på skibet, kan man vælge at se samtlige videoklip i én strækning, hvilket tager godt og vel 22 min.
DVD’en indeholder hele 19 forlængede/slettede scener, men eftersom filmen allerede er alt for lang, er det heldigt, at man valgte at fjerne disse 19 minutters ekstra scener fra den endelige udgave af filmen.
“Moonlight Seranade: Scene Progression” er en kort mini-dokumentar på 7 min., som viser os, hvordan den første scene, hvor piraterne afsløres i måneskin som værende forbandede, blev lavet.
“Walt Disney’s Wonderful World of Color”, som varer 18 min., vil nok give enhver aldrende Disney entusiast tårer i øjnene. Den viser selveste Walt Disney som taler om Disneylands dengang helt nye turistattraktion: Pirates of the Caribbean forlystelsen. Desuden indeholder DVD’en en lang række billedgallerier.
Den samme DVD-ROM teaser, som var at finde på Disc 1, er også at finde her på Disc 2.
Men er DVD’ens DVD-ROM materiale – som DVD’en reklamerer så utrolig meget for, på trods af at køberen jo allerede har erhvervet sig DVD’en – virkelig værd at kigge nærmere på? Ja, bestemt. Udover at man får lov til at studere filmens manuskript og tonsvis af billeder og tegninger (og meget, meget mere), er der også en funktion, som lader én importere et billede af sit eget ansigt, som man så kan transformere om til et frygtindgydende dødningehoved, akkurat ligesom de forbandede pirater.
Jeg befinder mig i lidt af et dilemma, her hvor jeg skal vurdere denne DVD. Jeg var øjensynlig en af de få, som ikke syntes, at “Pirates of the Caribbean” var en fænomenal eventyrfilm. Men der er her unægtelig tale om en særdeles gennemført og velproduceret DVD-udgivelse, som alle de mange, der nød “Pirates of the Caribbean” i biograferne, vil elske. Udgivelsen indeholder tonsvis af lækkert ekstramateriale, og AV præsentationen er særdeles imponerende, så sæt roligt alle sejlene til og køb DVD’en, hvis du er bare er en lille smule interesseret i filmen eller dens tilblivelse.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet