Da jeg var en af de ganske få biografgængere, som ikke forelskede sig i “Pirates of the Caribbean” (som er ‘baseret’ på Disneyland forlystelsen af samme navn) i biograferne, så jeg faktisk frem til at gense filmen på DVD og muligheden for derved at opdage nye ting i filmen og forhåbentlig forstå hvorfor hulen filmen blev så populær. Men ak… Det at se filmen igen skulle vise sig at blive en lang, kedelig og tung oplevelse, som var særdeles hård at komme igennem. For hvad der burde have været en storslået og bombastisk piratfilm, er snarere en forbavsende tilbageholden, indelukket og umådelig ordinær film.

Der er dog stadig ting at glæde sig over i “Pirates of the Caribbean”. Depps overraskende nylige Oscar-nominering er egentlig ikke helt ufortjent, da Depp næsten egenhændigt formår at give filmen et velfortjent spark i røven (som dog – uanset hvor meget fart Depp skulle sætte på støvlen – ikke opnår nogen nævneværdig effekt). Faktum er dog, at der er tonsvis af andre tidligere Depp præstationer, som fortjente at blive Oscar-nomineret langt mere end denne (“Ed Wood”, anyone?). Geoffrey Rush gør hvad han kan i rollen som den glubske kaptajn Barbossa, men han kan ikke undslippe sin karakters en-dimensionalitet, som gør ham til en af de mest uinteressante og ligegyldige skurke i genrens historie. Både Jack Davenport og Jonathan Pryces skuespilstalenter bliver fuldstændig spildt.

Teknisk set er filmen flot, men faktisk ikke så flot endda. Ligesom plottet og karaktererne, føles den visuelle side for tynd og uinteressant til virkelig at fænge. Komponist Klaus Badelt prøver så desperat på at få sin musik til at lyde som Hans Zimmers glimrende “Gladiator” score, at det opnår både en latterlig og decideret usmagelig effekt. Til gengæld er der intet galt med filmens mange farverige scenerier eller kostumer, og de mange special effects er da, af og til, relativt imponerende.

For nogle år siden var jeg på besøg i Disneyland Paris, hvor man var nødt til at stå i kø i over to timer ved hver forlystelse. “Pirates of the Caribbean” føles ligeledes som én lang venten på noget stort og overraskende, som aldrig synes at dukke op. Filmen føles over én time for lang, og med tonsvis af overflødige og overfladiske karakterer, der alle er ligeså kedelige som historien hvori de figurerer. “Pirates of the Caribbean” er en film, som får én til at skrige om forlov til at gå planken ud. På trods af filmens enorme budget er “Pirates of the Caribbean” en uimponerende og modløs film.

VideoPræsenteret i 2.35:1 Anamorphic-widescreen format.
Billedsiden her er særdeles imponerende, men filmens budget taget i betragtning er den en anelse skuffende. Dette skyldes at mange af filmens mørke scener virker en anelse grynet, hvorved en del billedlige detaljer går tabt, og mængden af edge-enhancement er minimal men desværre ikke nul. Til gengæld er billedet ellers skarpt og rigt på strålende farver, og samtidig helt fri for digital støj og komprimerings-artifacts.

AudioEnkelte aspekter af denne discs lydspor gør, at lydsiden (ligesom billedsiden) ikke scorer toppoint, som den ellers burde. Dialogen er ikke altid helt tydelig på det engelske Dolby Digital 5.1 Surround spor, og man savner lidt mere aktivitet fra baghøjtalerne, som primært bliver brugt til musikken. Det samme gælder subwooferen, som ofte virker lidt for tavs. Men det er da bestemt et effektivt og dynamisk lydspor, som stadig formår at tilbyde adskillige auditive overraskelser, og det er et spor, som næsten er helt på højde med det inkluderede engelske DTS lydspor, som er en tand mere bombastisk.

EkstramaterialePå Disc 1 har vi to ‘hele’ kommentarspor. Det første er med instruktør Gore Verbinski og Johnny Depp. Det er faktisk et ganske underholdende spor, hvor Depp og Verbinski kommer med adskillige anekdoter og de synes ofte virkelig at more sig, hvilket resulterer i meget få kedelige pauser. Pudsigt nok synes de to nærmest at hviske igennem store dele af sporet.

Det andet spor er med manuskriptforfatterne Ted Elliott, Terry Rossio, Stuart Beattie og Jay Wolpert. Dette spor er en lille smule tørt, og manuskriptforfatterne synes at opfatte deres manuskript som værende langt bedre og raffineret, end det egentlig er. Men alle fire personer er særdeles velformulerede og velartikulerede, så helt dårligt er sporet bestemt ikke, og de har mange ting på hjerte, så ligesom det første spor er det ikke kedeligt at lytte til.

Endelig har man mulighed for at lytte til enkelte kommentarer fra producer Jerry Bruckheimer eller skuespillerne Keira Knightley og Jack Davenport. Det drejer sig om nogle udvalgte scener, og heldigvis har man mulighed for at studere en liste over hvornår disse kommentarer finder sted, så man ikke bliver tvunget til at lytte til et halvt kommentarspor. Jerry Bruckheimer er, som sædvanlig, informativ og interessant – i modsætning til størstedelen af hans film. Knightley og Davenport er relativt interessante at lytte til. Det er primært Davenport der snakker, mens Knigtley kommer med diverse ligegyldige, umorsomme kommentarer.

En glimrende feature er, at samtlige kommentarspor er tekstet, i tilfælde af at seeren har lidt svært ved at tyde, hvad der bliver sagt.

Til sidst indeholder Disc 1 også en lille teaser for, hvad man kan rode med, hvis man smækker DVD’en i sit DVD-ROM drev.

På Disc 2 finder vi først og fremmest dokumentaren “Epic at Sea: The Making of ‘Pirates of the Caribbean: The Curse of the Black Pearl'”, som er delt op i 9 dele (som tilsammen varer ca. 38 min.), men som også kan ses i én lang køre via en dejlig ‘Play All’ funktion. Dokumentaren giver os et indblik i alt fra tilblivelsen af filmens kostumer og make-up arbejdet, til skuespillernes arbejde på filmen, og hvor- og hvordan filmens premiere blev håndteret.

“Fly on the Set” er en sammensætning af 5 behind-the-scenes klip, som tilsammen varer ca. 21 min.

I DVD’ens “Diaries” undermenu har man mulighed for at studere en 4-min.-lang montage af billeder som Bruckheimer tog under optagelserne, en mini-dokumentar på 10 min., hvor skuespilleren Lee Arenberg viser os rundt på filmens mange forskellige sets og endelig en mini-dokumentar på 11 min. omhandlende et af de gamle skibe man brugte i filmen.

Man har også mulighed for at bevæge sig rundt på et virtuelt pirat-skib via sin fjernbetjening, hvor man støder på adskillige billeder, historier, interviews og andre sjove ting og sager. Hvis man ikke gider at bruge tid på at bevæge sig rundt ombord på skibet, kan man vælge at se samtlige videoklip i én strækning, hvilket tager godt og vel 22 min.

DVD’ens kun 3 min. lange “Blooper Reel” (fraklip) vil nok skuffe mange fans, som håber på at få sig endnu flere billige grin efter at have set filmen.

DVD’en indeholder hele 19 forlængede/slettede scener, men eftersom filmen allerede er alt for lang, er det heldigt, at man valgte at fjerne disse 19 minutters ekstra scener fra den endelige udgave af filmen.

“Moonlight Seranade: Scene Progression” er en kort mini-dokumentar på 7 min., som viser os, hvordan den første scene, hvor piraterne afsløres i måneskin som værende forbandede, blev lavet.

“Walt Disney’s Wonderful World of Color”, som varer 18 min., vil nok give enhver aldrende Disney entusiast tårer i øjnene. Den viser selveste Walt Disney som taler om Disneylands dengang helt nye turistattraktion: Pirates of the Caribbean forlystelsen. Desuden indeholder DVD’en en lang række billedgallerier.

Den samme DVD-ROM teaser, som var at finde på Disc 1, er også at finde her på Disc 2.

Men er DVD’ens DVD-ROM materiale – som DVD’en reklamerer så utrolig meget for, på trods af at køberen jo allerede har erhvervet sig DVD’en – virkelig værd at kigge nærmere på? Ja, bestemt. Udover at man får lov til at studere filmens manuskript og tonsvis af billeder og tegninger (og meget, meget mere), er der også en funktion, som lader én importere et billede af sit eget ansigt, som man så kan transformere om til et frygtindgydende dødningehoved, akkurat ligesom de forbandede pirater.

Hvem kan huske hvornår der sidst har været en rigtig sørøverfilm i biograferne? Udmærket. Hvem kan så huske hvornår der sidst har været en god sørøverfilm i biograferne? Se nu begynder det allerede at knibe og medmindre at man trækker den elendige “Skatteøen” op fra havets mørke dyb, må man adskillige år tilbage i tiden.
Denne lille niche på markedet har Disney nu udset sig, og i et modigt forsøg på at score guldet har selskabet allieret sig med superproducenten Jerry Bruckheimer, placeret den hotte instruktør Gore Verbinski bag roret og hyret en håndfuld rigtig interessante skuespillere. Og nå ja – så er filmens handling vist nok baseret på en forlystelse i Disneyland.

Jagten på den forsvundne skudeUnge og smukke kvinder har det sjældent nemt i denne her type film. Slåskampe og slibrige tilnærmelser fra mænd af mere tvivlsom karakter går hånd i hånd med en permanent fare for at blive kidnappet af sørøvere. Det er derfor heller ikke underligt, at den unge guvernørdatter Elizabeth Swan (Kiera Knightly) foretrækker at leve under sin fars (Jonathan Pryce) beskyttelse på den lille ø Port Royal.

Hvad Elizabeth ikke ved er, at hun bærer rundt på en ældgammel piratmedaljon, der for mange år siden tilhørte den grumme Kaptajn Barbossa (Geoffrey Rush). Efter ved et uheld at være faldet i havet hidkalder smykket sin tidligere ejermand, og inden længe er fanden for alvor løs i Caribien. Barbossa jævner Port Royal med jorden og tager såvel medaljonen som Elizabeth med sig i forsøget på at hæve den afmagrende forbandelse, der plager kaptajnen og hans besætning.

Elizabeths trofaste (og nok lidt forelskede) barndomsven Will Turner (Orlando Bloom) nægter naturligvis at se til fra sidelinien og optager forfølgelsen i selskab med den lurvede søulk Jack Sparrow (Johnny Depp). Sparrow er selv på jagt efter Barbossa, der udover at have hugget hans skude Den Sorte Perle også kender vejen til en legendarisk guldskat. Sejlene er sat.

Depp er filmens sorte perleSelvom “Pirates of the Caribbean” runder samtlige klicheer indenfor genren, virker filmen alligevel overraskende frisk. Det kan vi først og fremmest takke den farverige Kaptajn Jack Sparrow for, der som en hybrid mellem bums og rockstjerne tilfører filmen en god portion selvironi. Johnny Depps komiske timing er perfekt, og hver eneste gang han dingler fraværende rundt blandt den obligatorisk snerpede britiske adel, er der ikke et øje tørt. Alene hans (tilsyneladende) storslåede entre i starten af filmen er en bemærkning værd. Under den tonstunge øjenskygge ulmer der en herlig, fandenivoldsk energi, der ikke bare motiverer de store armbevægelser, men som også bliver den primære drivkraft for hele filmen.

Geoffrey Rush tager sig af rollen som hovedskurken i filmen og det gør han rigtigt godt. Til trods for at han ikke får helt så meget screentime som de tre helte, tilfører han Barbossa en tyngde og tilstedeværelse der næsten matcher tornadoen Sparrow. Heltefilm som “Pirates of the Caribbean” fungerer allerbedst når de indeholder en meget markant modstander, og ved netop at benytte Rush sikrer Verbinski at dynamikken imellem karaktererne forbliver på et højt niveau. Derudover er forbandelsen som plager kaptajnen realiseret gennem nogle lækre computereffekter, der ikke just gør ham mindre fascinerende at se på.

Hvad angår Bloom og Knightly falder deres roller mere ind under de stereotyper som vi i forvejen kender fra genren. Med to så skæve personligheder som Jack Sparrow og Kaptajn Barbossa i front er det Wills og Elizabeths opgave at holde de mere traditionelle sørøverkonventioner i hævd. Begge er de smukke nok til at slå ihjel på 1000 meters afstand, og ser vi et kort øjeblik bort fra deres forudsigelige fælles skæbne og udvandede replikker er kemien absolut til stede.

Blodig Disney-formelStørstedelen af persongalleriet i “Pirates of the Caribbean” fungerer upåklageligt og føjer sig fint ind i den eventyrlige verden. Ikke desto mindre er der enkelte elementer, som vi godt kunne have været foruden. Her tænker jeg specifikt på de to hold comedic sidekicks, der henholdsvis på sørøvernes og soldaternes side presser plathederne til grænsen – og lidt over. Om det er den gamle, gumpetunge Disney-formel, som har sat sit præg på manuskriptet vides ikke, men faktum er at vi slet ikke har brug for deres udskejelser når først Johnny Depp og Geoffrey Rush har fyret deres (langt mere underholdende) salver af. Mange af filmens lidt anstrengende one-liners burde nok også have været sparet væk.

Om plottet i filmen rent faktisk bygger på en forlystelse i Disneyland, og i så fald hvor meget, har vi ikke rigtige nogen mulighed for at vide – og det er også fuldstændigt ligegyldigt. Historien kender vi til hudløshed og den kunne for så vidt have været hugget fra bagsiden af en pakke guldkorn. Dette forhindrer imidlertid ikke filmen i at være for lang for sit eget bedste, og havde der været klippet omtrent 20 minutter af slutningen ville historien ikke have virket helt så repetitiv. Heldigvis er der tilstrækkeligt med død og ødelæggelse til at dulme vores utålmodighed – det her er immervæk den mest blodige film i Disneys historie.