Pixelnostalgi brænder op i Sandler-helvede

“Pixels” er baseret på en genial fransk kortfilm fra 2010 af samme navn. I den bliver New York gradvist overtaget af pixellerede figurer fra klassiske computerspil. Jeg var lidt urolig for, om det koncept ville blive alt for dumt i en stor Hollywood-produktion, men det lykkes faktisk over al forventning. Den bliver hverken for nostalgisk eller for poppet. Så er alt jo godt, ikke? Fem stjerner og prædikatet som sommerens bedste actionkomedie må da følge? Forkert!

Alarmklokkerne bør allerede begynde at ringe, da produktionsselskabets logo dukker op; Happy Madison. Jep, Adam Sandler lufter igen sit frustrerende talent for at ødelægge gode film. Han spiller her den samme figur, som han efterhånden har spillet i mere end et årti: en dybt umoden og grundlæggende usympatisk mand, der tydeligvis er overbevist om, at hans grove, provokerende og dybt, dybt kvindefjendske adfærd bare er charmerende. Og som af uransagelige årsager altid ender med at bedåre kvinder, der er yngre, pænere og langt mere intelligente end ham selv. Han spiller taberen, Sam, der har udrettet absolut ingenting med sit liv, siden han tabte en arkadespilskonkurrence som teenager.

Han gøres selskab af folk, der burde vide bedre. Josh Gad, der ellers sagtens kan være sjov, er her en stereotypisk nørd, som stadig bor hos mor og er håbløst forelsket i en karakter fra et spil. Peter Dinklage overspiller i tåkrummende grad som en opblæst konkurrent fra de gamle dage. Michelle Monaghan har den utaknemmelige tjans som Sandlers romantiske objekt i en rolle, der er så en-dimensionel, at den næsten forsvinder. Jo mindre sagt om Sean Beans cameo, jo bedre. Et af de eneste lyspunkter er Kevin James, der overrasker positivt som Sams barndomsven, der er endt som USA’s præsident. James’ overdrevne fysiske komedie, der plejer at trække ned, er her holdt i ave. Han er den mest troværdige figur i “Pixels”.

Der er ikke noget nyt i, at Adam Sandler laver frygtelige film. Grunden til, at jeg er så skuffet, er, at “Pixels” – lige bortset fra det rædderlige persongalleri og deres tåbeligheder – rent faktisk er et vildt fedt koncept. Og det er udvidet på bedste måde fra kortfilmen. Der er tilføjet en baggrundshistorie, hvor arkadekonkurrencen blev optaget og sendt med en rumsonde ud i universet. Her finder en fremmed civilisation den og tror, det er en krigserklæring. Krig! At lade Pacman jagte rundt i New Yorks gader forfulgt af fire Minier i spøgelsernes farver er virkeligt underholdende.

Actionsekvenserne er gode. Det er højspændt, hæsblæsende og ikke mindst farverig underholdning. Effekterne tager en stor del af æren for det. Alle voxels (en voxel er i 3D, mens en pixel er 2D, hvilket gør titlen lidt dum men nemmere at relatere til) lyser svagt indefra, hvilket giver de ellers nuttede spilfigurer et lettere truende og foruroligende look. Når de angriber ting, bliver tingene selv til voxels, så når Arkanoid-mobs skyder imod Taj Mahal, så opløses det langsomt i firkantede blokke. Nåja, så er der noget essentielt grinagtigt ved at se en etage af et højhus forsvinde, fordi der er dannet en række af Tetris-blokke omkring den.