What’s the Point?

Vi rider på verdenshistoriens længste bølge af reboots, så det var vel kun et spørgsmål om tid, før vi fik et genbrugt surfbræt af en film under fødderne. Et, der glider trygt og velkendt gennem vandet uden at tage pludselige sving ud på det åbne hav, hvor der måske kunne lure en overraskelse eller to. “Point Break” – altså den nye “Point Break” og ikke den 25 år gamle “Point Break” – lægger intet nyt til den forholdsvis lille surfbankrøver-genre, men de vanvittige billeder af alverdens ekstremsport kan næsten holde interessen fanget alene.

Det er ikke verdenshistoriens mest oplagte genindspilning, men nogen har åbenbart følt, at Kathryn Bigelow ikke kom ind til kernen af Bodhi og hans tyvagtige kumpaner 1991. Men hvem kan også finde kernen, når vi alle er én og flyder i et evigt kosmos med Moder Jord som midlertidigt stoppested på rejsen mod Nirvana? Den sande vej er at fornægte sit jordiske gods, bortset fra jetski/motorcykler/helikoptere, og transcendere forbrugersamfundets banale materialisme, bortset fra benzin til jetski/motorcykel/helikoptere.

Så meget visdom kræver selvfølgelig to film, mand! Næsten hver gang nogen i “Point Break” åbner munden, er det for at lire et eller andet new-age-vrøvl af, der måske skulle få publikum til at tænke over verdens tilstand, men i stedet bliver en ufrivillig og unødvendig parodi på miljøforkæmpere og kapitalismekritikere. Det er synd for Luke Bracey og Edgar Ramirez, der udover karisma og ubesværet charme har langt større skuespilmuskler, end Keanu Reeves og Patrick Swayze gjorde det.

De får næsten den bovlamme historie om FBI-agenten og den miljøbevidste røverbande til at rykke, men har også svært ved at komme til for ligegyldige sidekarakterer og arsenalet af boards, faldskærme og motocrosscykler. I stedet for at blive ved et skarpt studie af to ekstreme mænd går Ericson Core rigtig big med scene efter scene af mænd, der kaster sig ud fra diverse bjergtoppe. Øjeguf, der ikke har noget med Bodhis økoterrorisme at gøre, men forsøger at lokke snowboard-, klatre- eller surferfans i biografen.

Der ender med at være for mange elementer, der skal smeltes sammen. Og som så ofte før bliver det gode udvandet og det kedelige forlænget. En halvbagt kærlighedsaffære efter oldgammel opskrift, Ray Winstone der lige smutter forbi, og Johnny Utahs skeletter i skabet flytter fokus væk fra den centrale intrige. Jeg fik faktisk lidt ondt af Ramirez’ Bodhi, der desperat prøver at råbe verden op, men hverken er farlig eller forførende nok til at rive nogen med i sit uundgåelige fald.