Dagens mand – med gråt hår og slåbrok

Vi lever i en tid, hvor mandeidealet konstant er ved at blive omdefineret. Først var det de bløde mænd, der kunne passe børnene, mens mor var ude med veninderne. Så var det den metroseksuelle mand, der brugte lige så meget som kvinderne på hud- og hårprodukter. På det seneste har den moderne hulemand med hår på brystet, der bruger hvert ledige øjeblik på CrossFit, så været det, man stræbte efter. Hvis man skal dømme efter “Praktikanten”, er det nu forbi. Det mandlige ideal er nu en ældre herre med livserfaring, uendelig tålmodig og høflighed. Og så kan han bære en habit.

Det er den rolle, som Robert De Niro skal forsøge at puste lidt liv ind i. Som Ben Whittaker, enkemanden, der røvkeder sig. Så da han falder over en reklame for seniorpraktik, springer han straks på. Han kommer til at arbejde for en hip, fremadstormende forretningskvinde, Jules Ostin, der har startet en online tøjbutik. Og herfra kan han så gå i gang med at befri verden for selvfede hipstere og forvirrede mandebabyer. Åh, hvor er vi mænd dog nogle ubehjælpsomme skabninger. Han får også tid til at agere BFF for Jules og klappe hende lidt på hånden, når privatlivet giver kvaler. Nej, selvfølgelig er det ikke din skyld, at din mand føler sig tilsidesat, selv om resten af filmen har gjort en dyd ud af at pointere, at du tilbringer hvert eneste vågne øjeblik på arbejdet.

Hvis moderne feminisme er at få en gammel, hvid mand i et jakkesæt til at se medlidende ud, spytte et par feministiske klichéer ud og så fortælle kvinden, hvad hun skal gøre, så er jeg tilbøjelig til at påstå, at vi ikke er kommet særligt langt. Det bedste og det værste ved de elementer af “Praktikanten er, at man ikke lægger mærke til dem, mens man ser på. Det var først bagefter, at det gik op for mig, hvor vrøvlet moralen var. Som da man noget tid efter “Ringenes Herre” pludselig undrede sig: ”Hvorfor fløj man ikke bare ørnene ind over Mordor til at begynde med?” Men det var som sagt først bagefter.

Er det så godt eller dårligt? Tjo, der er ingen store overraskelser, men “Praktikanten” er alligevel bare ganske rar. Som et to timers kram fra éns bedstemor. Eller en sportskage fra La Glace. Det er hverken dybt eller originalt, men det føles godt og trygt og velkendt. Hiv tæppet op over ørerne, og lad den ubehagelige virkelighed træde i baggrunden. Og De Niro i forgrunden.

Han viser ikke nye aspekter af sit skuespil, men gør det bedre, end man har set ham i et stykke tid. Anna Hathaway er som sædvanlig en fornøjelse at se. Hun indgyder tilpas meget menneskelighed i rollen til, at vi kan overse de lidt kluntede samfundskommentarer, hendes figur skal levere. Specielt mindeværdig er hendes mimik i de groteske telefonsamtaler med den passivt/aggressive mor, der ringer jævnligt for lige at køre et skyldtrip. Andrew Rannels spiller hendes ven og rådgiver i en rolle, jeg gerne ville have set mere af, mens Adam Devine leverer jævnlige grin i en birolle, der gudskelov ikke fylder for meget.