Project Almanac
Udgivet 28. jan 2015 | Af: Anders Brendstrup | Set i biografen
Åh, at være amerikansk teenager. Hvis jeg havde en tidsmaskine, ville jeg sætte den på repeat og gen-genopleve alle de gyldne sommerdage, hvor pop-punken tænder håbet om, at lykken venter, hvis blot du griber chancen lige nu! For på college er alles potentiale ubegrænset, halvdelen bliver fotomodeller og sportstjerner, den anden halvdel hovedpersoner i en ungdomsfilm, hvor nørdernes overjordiske intelligens altid viser sig at være lige så stor en kussemagnet som quarterbackens pickup.
Introen er formet som en hjemmevideo af Davids kreative ansøgning til Massachusetts Insitute of Technology. På den måde præsenteres vi for hans store hjerne, hans fjogede venner og hans konstant videofilmende søster, Chris, på én gang. Samtidig lægger “Project Almanac” sig fra start i slipstrømmen af den superpopulære found footage-genre. Når David bliver optaget på MIT, når hans enlige mor sælger huset for at få råd til studiegebyret, når den lækre Jessie sutter på sin blyant. Alt er set gennem én af personernes kamera.
Glemmer man det påklistrede kameras kamp med logikken, har “Project Almanac” godt fat om både ungdomsangst og sci-fi, der snurrer i hjernen. Især i den første halve time, hvor farens mystiske projekt først afsløres og siden udnyttes til at overleve collegehelvedet. Tidsmaskinen går dog lidt i selvsving i en sløvere midterdel, der ikke rigtig rykker sig, før dårligt motiverede handlinger får en byge af sommerfugleeffekter til at regne ned over en forudsigelig, hektisk slutning. Men så igen; en teenagedreng ville jo nok med glæde forårsage både flystyrt og fyringsrunder, hvis det sikrede ham noget på den dumme.
“Project Almanac” har gjort klogt i at indstille sin tidsmaskine på de små øjeblikke, som alle ønsker, at de kunne opleve igen og igen eller ændre for evigt. Der er ingen rejser tilbage til western-byer eller skolefesten, hvor far og mor mødte hinanden. Men selv et par dage og uger kan have voldsomme konsekvenser for en nørd, der vil have skolens prinsesse. På trods af plottricks man efterhånden kender fra flere julekalendere og indholdet af found footage, gøres der godt rede for pointen: det er nemmere at opfinde en tidsmaskine end at komme helskindet gennem sin ungdom. Selv på amerikansk.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet