The Purge: Anarki
Udgivet 18. sep 2014 | Af: paideia | Set i biografen
God sci-fi handler altid om nutiden. Den præsenterer os for en overdrevet version af et eller flere aspekter af vores samfund og tvinger os til at se disse aspekter i et nyt lys. Under Sovjetstyret var rumrejsen et udtryk for den frihed, man ellers ikke kunne opnå, og science fiction en genre, hvor man kunne komme af sted med at kritisere regimet. Der er også rigeligt at kritisere i den her nutid, og “The Purge: Anarki” kunne være god sci-fi, men er det desværre ikke.
Filmen moraler om lov og orden, den stigende ulighed i det amerikanske samfund samt værdien af et menneskeliv er hugget i sten og bøjet i ti meter høje neonbogstaver. Selv den sløveste blandt publikum, der har misset alle de andre, konstante referencer i filmen, vil ikke være i tvivl, efter en Malcolm X-inspireret prædikant bruger fem minutter på at forklare disse moraler, mens to af filmens karakterer sidder og kommenterer på hans udlægning, hvis der mod forventning skulle være rester af tvetydighed.
Plottet minder mest af alt om et computerspil med dens fokus på én gruppe og den stramt kronologiske form. På billedsiden fik jeg samme associationer. Byen, som gruppen jages rundt i, er så generisk, at det går forbi realisme og bliver kunstigt. Den ligner en karakterløs blanding af tusind andre storbyer og kunne sagtens være designet til et FPS-spil. Fotografen gør sit allerbedste for at indgyde noget sjæl i miljøet ved hjælp af lækre skyggeeffekter og masser af skæve shots (bl.a. hyppig brug af byens overvågningskameraer). Jeg kunne dog godt have undværet den uendelige panorering over de bevæbnede freaks, som vi møder. Jo flere vrede beats, man lægger ind over, og jo mere slow-motion, man bruger, jo pinligere bliver det.
“The Purge: Anarki” stoler ikke på sit publikum. Der er ingen tvivl om, at filmen nok skal tilfredsstille det filmpublikum, der bare er ude efter en veldrejet spændingsfilm med en overbygning af voldsporno. Alle andre vil hurtigt blive trætte af filmens kluntede og banale moraler. Hvis nogen skulle være i tvivl, så er jeg i den sidste kategori. Har man set én mand blive hakket i stykker med en machete, så har man set dem alle.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet