Red 2
Udgivet 7. aug 2013 | Af: NadiaRegitze | Set i biografen
Der er et “Red 2”-interview med Bruce Willis, som efterhånden er blevet berygtet på nettet. Det er et interview, der skal promovere filmen, men da den sagesløse interviewer (blandt andet) siger, at han elsker filmen, rynker Willis på brynene, siger et par nedladende ord og virker, som om han ikke tror, at nogen ville kunne elske det, han selv er sat til at promovere. Om intervieweren vitterligt elsker filmen eller ej, skal jeg ikke kunne sige, men selvom “Red 2” er en ganske rutinepræget actionkomedie, er det ikke fuldkommen umuligt at forestille sig, at der er nogle derude, som vil falde pladask for den.
Det er ikke historien, men derimod de farverige figurer, der gør “Red 2” til en charmerende filmoplevelse. John Malkovich er dejligt gnaven som den paranoide Marvin, der ofte render rundt i skovmandsudstyr og kommer med visdomsord til Frank, som var han ved at diktere en opskrift på jordbærgrød. Man må heller ikke glemme at nævne Mary-Louise Parker, der spiller Franks lettere troskyldige kæreste, Sarah, der gerne vil have lidt mere spænding i hverdagen. Med sine undrende øjne og spændte smil kan man ikke andet end at elske hendes gåpåmod og amatørspionage. Eller som Marvin siger til Frank: ”Hun har noget, vi to aldrig kunne lære. Folk kan rent faktisk lide hende.”
Humoren i “Red 2” er langt mere udpræget end i forgængeren, og det i sig selv er en heldig udvikling. Men kan det redde “Red 2” fra at drukne i middelmådighedens store hav? Nej. End ikke A-listeskuespillere som Bruce Willis, Helen Mirren, Anthony Hopkins og Catherine Zeta-Jones kan løfte filmen. Bevares, “Red 2” er ikke en dårlig film – den har gode jokes, et udmærket flow og sjove karakterer, men den bliver ved med at køre i samme spor, og det bliver meget hurtigt trættende at overvære.
Med andre ord er “Red 2” hæderligt tidsfordriv, som glimtvis underholder og morer, men som man også hurtigt glemmer, idet den på ingen måde skiller sig ud fra artsfællerne. Der er intet nyt under solen i denne overflødige, forglemmelige fortsættelse, som efterlader os med spørgsmålet: Var det virkelig så vigtigt at lave en fortsættelse til den første “Red”? Desværre er svaret et rungende ”nej”.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet